En 23-årig kvinde kontaktede onsdag kl. 16.50 politiet og fortalte, at hun cirka halvanden time tidligere var blevet overfaldet af tre unge mænd i bus 1A i Aarhus C.
Kvinden forklarede, at hun kl. 15.20 var steget på bussen på Nørreport, og kort efter begyndte de tre unge mænd at komme med forskellige kommentarer og tilråb rettet mod hende. Flere af tilråbene var ifølge kvinden skældsord, der var rettet mod, at hun har asiatisk baggrund.
Da kvinden kom med en kommentar til de unge mænd, kom de tættere på, og ifølge kvinden sparkede den ene hende over benet flere gange. Hun rejste sig op for at stå af, men blev hevet i armen af den ene unge mand, sparket og væltet omkuld, inden de tre unge mænd løb ud af bussen og forsvandt.
Kvinden har foreløbigt givet følgende signalement af manden, der sparkede hende:
• Ikke etnisk dansk af udseende, mørk i huden
• Ca. 15-18 år
• Ca. 170 cm
• Kort, lyst hår
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. Har du set episoden i bussen, eller har du oplysninger om, hvem de tre unge mænd er, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)