En 26-årig kvinde forsøgte onsdag at udgive sig for at være sin lillesøster, men et simpelt kontrolspørgsmål var med til at afsløre hende.
En patrulje standsede hendes bil på Røgelvej i Brabrand omkring kl. 11.15. En betjent mente, at han kunne genkende kvinden, og at hun var frakendt kørekortet.
Da patruljen henvendte sig, oplyste hun dog søsterens navn og cpr-nummer og sagde, at de lignede hinanden meget. Og der er en ret stor lighed mellem de to, konstaterede betjentene, da de slog kvinderne op i deres systemer. Derfor var det ikke umiddelbart til at afgøre, om kvinden talte sandt eller ej.
Hun blev nu bedt om at vise billed-ID, men det havde hun ikke på sig.
Betjentene var vedholdende og begyndte nu at stille forskellige kontrolspørgsmål, og spurgte blandt andet kvinden om datterens fødselsdato. Nu blev kvinden lidt stille, men forklarede, at hun kun vidste, hvilket år hun var født, og at hun aldrig kunne huske, hvornår hun præcist havde fødselsdag.
Det fik betjentene til at sigte hende for at oplyse forkert navn til politiet og for at køre uden førerret. Begge dele erkendte den 26-årige kvinde i øvrigt, da hun stod på politistationen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)