Klumme: Hvis vi i Danmark har lighed for loven, bør statsministeren ende for en rigsret

Mette Frederiksen burde ikke stå overfor en undersøgelseskommission, men overfor en rigsret. At dette ikke sker – i hvert fald ikke i første omgang, kan hun takke et slapt dansk folketingsflertal for. Dvs. et folketingsflertal bestående af på den ene side regeringens støttepartier (venstrefløjen), der ikke helhjertet ønsker at drage statsministeren til ansvar for hendes lovbrud. På den anden side regeringsoppositionen (højrefløjen), der som altid er rystende bange for at markere sig for stærkt. Tænk nemlig hvis man blev dømt politisk ukorrekt, dvs. blev dæmoniseret i medierne og lagt på ”hjul og stejle” af venstrefløjens selvgode og overmoralske samfundshegemoni, uha, uha.  

På trods af dynger og dynger og atter dynger af ordskvalder og topspin fra den danske statsminister, Mette Frederiksens, side, senest på pressemødet onsdag (3/11), hvor hun fralagde sig ansvaret for at have handlet uden lovhjemmel, påtog sig en offerrolle (“Jeg vidste det ikke! Havde jeg vidst det, havde jeg sagt det”, pressemøde 3/11), og helgengjorde sig selv (“vi var i gang med at redde danskernes liv”, pressemøde 3/11), er der to ting, der står urokkeligt fast i Mink-sagen (skønt Frederiksens et al.s bisiddere/advokater de seneste dage overfor granskningskommissionen fuldstændig håbløst og afslørende inkompetence har forsøgt at problematisere dette): 

1) Statsministeren gav ordre til, at alle landets mink (19 millioner stk.), skulle dræbes. Konsekvens: Udslettelsen af et helt erhverv i Danmark.  

2) Statsministeren handlede uden lovhjemmel (dvs. i modstrid med gældende lov), da hun gav ordren. Dvs. At statsministeren handlede ulovligt – hun brød loven!

I et retssamfund er konsekvensen for den, der har begået en lovovertrædelse, at samme idømmes en straf. Dette bør selvfølgelig også gælde statsministeren, skønt hun vil påberåbe sig ansvarsfrihed. Hvis menigmand overskrider hastighedsbegrænsningerne, så nytter det som bekendt ikke, at han påberåber sig ansvarsfrihed med henvisning til, at han kørte 100 km/t, fordi han ikke vidste, han kun måtte køre 80.  Han bliver dømt for at overtræde loven. Færdig, slut!

I Danmark gælder som bekendt princippet om at alle – høj som lav – er lige for loven, og da statsministeren altså har handlet ulovligt, må hun følgelig – som menigmand må det – stå til ansvar. 

I ministeransvarlighedslovens § 5 hedder det: 

“En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Om statsministeren var vidende eller ikke-vidende om (det sidste er efter min opfattelse u-tænkeligt), at hun begik en ulovlighed, da hun beordrede nedslagtning af landets mange millioner mink, er et spørgsmål, som den såkaldte “Gransknings-kommission” skal forsøge at afdække. Men selv hvis ikke Frederiksen havde viden om, at hun brød loven, så har hun under alle omstændigheder handlet groft uagtsomt.  For selvfølgelig må og skal det forlanges af den, som beklæder landets højeste politiske post og træffer beslutninger med stor rækkevidde og konsekvenser (som f.eks. udslettelsen af mink-erhvervet), at man før eksekvering af sådanne beslutninger har sat sig ind i og er fuldt opdateret på den lovgivning, der omgærder beslutningen.  

Dette er common sense, det er elementært, det ligger på rygraden af enhver almindelig intelligent og tilfredsstillende socialiseret dansker. Har man tillige, som levebrødspolitikeren Mette Frederiksen, 20 års ubrudt erfaring som folketingspolitiker, herunder ovenikøbet en periode som Justitsminister (2014-2015), for ikke at tale om en hel hær af embedsmænd til at hjælpe sig, så lyver man bevidst offentligheden lige op i dens åbne ansigt, når man hævder, at man ikke kendte til lovgivningen.  Alternativet er, at man er hamrende inkompetent og for ringe begavet til at være statsminister!  (At det er det første som må anses at være tilfældet understøttes af, at den daværende og senere fyrede fødevareminister, Mogens Jensen, da det kom frem, at statsministeren havde handlet uden lovhjemmel, udtalte til Ekstra Bladet (8/11-20):  “Det er en alvorlig situation vi står i. Og regeringen har vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, men at der i denne alvorlige situation skal handles hurtigt. Regeringen har derfor meldt ud, at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden”).  

Men hvad mere er, så opretholdt statsministeren sin nedslagtningsordre efter, at hun offentligt havde erklæret, at den var ulovlig! Herunder udsendtes i stor stil politi og militær til minkfarmene for at sikre, at eksekveringen af ordren forløb som den skulle, og for at bistå med drabene, hvis nødvendigt.  Der var således ikke længere kun tale om grov uagtsomhed, men om, at statsministeren forsætligt begik lovbrud! 

Skønt dette klokkeklare og åbenlyse lovbrud i sig selv burde sende statsministeren direkte ind i en rigsret med raketfart, så er der mærkeligt nok ikke nogen (bortset fra få røster, der har villet kalde ordren for en anbefaling (sic!)), som har hæftet sig synderligt ved det. Om det skyldes at ovennævnte slappe folketingsflertal ikke har kunnet rumme statsministerens brutale adfærd, må guderne vide. Og et spørgsmål om, hvorfor heller ikke medierne har vist nogen større interesse, må ligeledes sendes til afklaring oppe i de himmelske gemakker. 

Omvendt har medier og politikere haft fuldt fokus på at stille statsministeren tirader af detailspørgsmål. Dette i en sådan grad, at statsministeren sluttelig følte sig presset til at annoncere et pressemøde (onsdag d.3/11) for at besvare spørgsmålene. 

Det helt centrale spørgsmål var her spørgsmålet om, hvornår statsministeren begyndte at slette sine sms’er og hvorfor (som kuriosum kan nævnes, at Ekstra Bladet med bladets vanlige sans for slagfærdig vulgær-humor har kaldt statsministeren for “Slette-Mette”). I sin indledende (forsvars-) tale, altså inden spørgerunden, fortalte Frederiksen, at slettepraksis var en sikkerhedsforanstaltning, som blev etableret efter råd fra hendes departementschef, Barbara Bertelsen.  Denne “rådgivning” fandt sted i sommeren 2020 og det var også engang samme sommer, at Frederiksen så fik opsat sin telefon til automatisk sletning af sms’er efter 30 dage.

Statsministeren lod skinne igennem, at slettepraksis ikke var noget nyt, som Bertelsen pludselig havde fundet på. Bertelsen havde nemlig benyttet automatisk sletning før hun blev ansat i statsministeriet (jan. 2020), fortalte Frederiksen og tenderede dermed, at en eventuel mistanke om, at den automatiske sletning skulle være opfundet til lejligheden, ikke havde noget på sig. Herefter understregede hun, at da slettepraksis først etableredes i sommeren 2020, havde det følgelig ikke noget at gøre med, at hun ville skjule noget for Mink-kommissionen, idet denne først blev nedsat året efter (28/4-2021).

Statsministerens argumentation falder dog helt sammen. Forunderligt er det nemlig, at Bertelsen, der var departementschef i justitsministeriet, før hun kom til statsministeriet (2015-2020), aldrig har foreslået justitsministeren at opsætte automatisk sms-sletning. Ligesom der ikke i justitsministeriet findes en vedtaget slettepraksis. Det centrale er dog, at folketinget den 23/6-2020 nedsatte en ekspertgruppe med det formål at kulegrave forløbet og de beslutninger, der blev truffet omkring landets Corona-nedlukning (11/3-2020). Altså i samme tidsrum (sommeren 2020), hvor Frederiksen beslutter at slette sine sms’er. 

Forsøget på at fjerne mistanken om, at årsagen til, at hun begyndte at slette, var fordi hun havde noget at skjule, mislykkedes altså for statsministeren. Snarere forstærkes samme mistanke, fordi hendes argumentation fremstår som markant tenderet, dvs. som spin, idet hun kun forholder sig til den positive kronologiske relation, der er mellem påbegyndelsen af slettepraksis og nedsættelsen af en Mink-kommission og ikke til den negative kronologi, der er i forhold til ekspertgruppen.

Da en journalist under pressemødet pressede Frederiksen på dette og sagde, at man fortsat kunne tro, at hun begyndte at slette, fordi hun havde noget at skjule, forsøgte Frederiksen – som havde hun været en anden dronning – at lukke spørgsmålet med ordene:

“Jamen, det var det ikke! Og der bliver I nødt (!) til at stole på mig! Jeg er landets statsminister!”

I øvrigt synes Frederiksens slettepraksis at være på kant med lovgivningen. På pressemødet sagde hun, at der ikke gælder samme sikkerhedskrav til sms’er som til e-mails. Ligesom justitsminister Nick Hækkerup fortalte, at sms’er er så formløse, at der kun helt undtagelsesvis vil være tale om, at en sms-besked skal journaliseres. I Jyllands-Posten (6/11) irettesætter flere fagspecialister dog Frederiksen og Hækkerup. De siger, at de to ministres tankegang er forældet. Den tilhører tiden før 2010, hvor kommunikation via sms var langt mindre brugt. I dag, pointerer fagspecialisterne, er sms’er en væsentlig integreret del af vores kommunikation, hvorfor de skal journaliseres på nøjagtig samme måde som f.eks. e-mails.  

Statsministerens ageren og kommunikation i Mink-sagen har været ulovlig, løgnagtig, rodet og autoritær (startende med en drabsordre uden lovhjemmel).  Hvis vi i Danmark virkelig har lighed for loven, så bør Gransknings-kommissionens kommende konklusioner kunne danne grundlag for, at Mette Frederiksen ender for en rigsret.