Politiet greb tirsdag aften ind hver gang der blev affyret kanonslag i Aabenraa midtby og bortviste unge. Tre blev anholdt. Fem kanonslag beslaglagt.
Syd- og Sønderjyllands Politi greb tirsdag aften ind med monitering, bortvisninger og anholdelser, da unge affyrede kanonslag på markedspladsen i Aabenraa.
”Siden mandag har det været tilladt at affyre lovligt fyrværkeri, så der vil sandsynligvis være afskydning de kommende dage i området. Så længe det sker lovligt og sikkert, blander vi os ikke, men det ulovlige fyrværkeri accepterer vi selvfølgelig ikke”, siger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ved 20.40-tiden i aftes blev fire-fem kanonslag affyret, ligesom unge lagde tændte romerlys ned, så de skød ind mellem de forsamlede mennesker. Politiets patruljer bortviste derefter en række unge efter politiloven og sigtede to personer efter fyrværkeriloven for besiddelse og affyring af kanonslag. De samme to personer blev efterfølgende sigtet efter ordensbekendtgørelsen på grund af mishagsytringer mod politiet og for ikke at ville forlade stedet. Også en tredje person blev anholdt efter samme bekendtgørelse.
En time senere blev der igen affyret kanonslag på markedspladsen. Patruljerne moniterede igen og bortviste flere personer. I alt blev 29 personer bortvist fra markedspladsen tirsdag aften, hvor politiet i alt beslaglagde fem kanonslag.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)