Klumme: Schweiz – en islamistisk drejeskive

”De vestlige lande vil ganske enkelt ikke tage islamisternes infiltration til efterretning” – dette er det advarende budskab, der er udgangspunktet i Saïda Keller-Messahlis bog: Islamistische Drehscheibe Schweiz. Ein Blick hinter die Kulissen der Moscheen (Den islamistiske drejeskive Schweiz. Et blik bag moskeernes kulisser), der er udkommet i år på forlaget NZZ Libro.

Forlaget ejes af Neue Zürcher Zeitung, der er et af Europas mest seriøse dagblade, hvilket borger for bogens kvalitet; den kom da også omgående på den schweiziske bestsellerliste og fremkaldte en voldsom debat i de tysksprogede lande.

Saïda Keller-Messahli er en tunesisk-schweizisk romanist og menneskerettighedsaktivist, der bor i Zürich, og hun har i årevis i skrift og tale advaret mod den ekstreme islamisme rundt omkring i verden og ikke mindst i hendes nuværende hjemland Schweiz.

I 2004 grundlagde hun „Forum für einen fortschrittlichen Islam“ (Forum for en fremskridtsvenlig islam), som hun stadigvæk er præsident for og som går ind for en verdslig og liberal islam, der holder den sekulære og religiøse magt strengt adskilt og kræver en moderne og kvinderespekterende fortolkning af koranen.

Keller-Messahlis udgangspunkt er de talrige muslimske foreninger og moskeer i Europa, bl.a. i Schweiz, hvoraf mange er domineret af salafistisk, dvs. ultrakonservative, imamer og økonomiske bagmænd.

Endvidere driver disse salafistiske prædikanter deres radikale propaganda både i offentligheden, men ikke mindst i flygtningelejre og koranskoler, og de har også fået adgang til fængsler, hvor de agerer som en slags sjælesørgere.

Det drejer sig ganske enkelt om et vidt forgrenet, ja globalt islamistisk netværk, hvis mål er islams verdensherredømme – og med dette mål for øje er der indrettet salafistiske træningslejre i Pakistan og Ægypten.

Det er de rige golfstater og frem for alt Saudi-Arabien, domineret af den konservative, wahhabitiske retning inden for sunnitisk islam, og den her i 1962 grundlagte Islamske Verdensliga (Rābiṭat al-ʿālam al-islāmī), der både finansierer denne virksomhed og trækker i trådene. Og Keller-Mesahli påviser dén magtesløshed vore politikere demonstrerer over for denne trussel og dén naivitet, som myndighederne udviser i multikulturalismens hellige navn, og kræver i stedet en konsekvent nultolerance over for islamisternes uvæsen.

Fokus er rettet – som bogens titel antyder – på schweiziske forhold, og Keller-Messahli ser sit hjemland som en omdrejningsakse eller drejeskive for islamistisk propaganda ikke blot pga. myndighedernes alt for store tolerance, men også pga. landets centrale beliggenhed midt i Europa.

Hun skildrer – og hendes beretning er spændende som en krimi –  hvorledes salafismen blev importeret i forbindelse med den blodige jugoslaviske borgerkrig i 1990erne. Denne førte til Jugoslaviens politiske og økonomiske sammenbrud efterfulgt af en opsplitning i separate stater, og det var det efterflg. vakuum, som emiraterne og Saudi-Arabien uddnyttede: ”Især Saudi-Arabien og Katar begyndte at investere i disse landområder – ikke mindst i Bosnien – fremfor alt i moskeer og koranskoler, og de uddanner en hærskare af prædikanter og imamer i Saudi-Arabien”.

Da nu muslimer fra det tidligere Jugoslavien udvandrede til Schweiz, medbragte de den wahhabitiske islam.

Således findes der i dag ca. 60 albanske, kosovariske og makedoniske moskeer i Schweiz finansieret af Saudi-Arabien, der alle repræsenterer radikale positioner: stening, tilslørede kvinder og henrettelse af homoseksuelle.

Vi genkender mønstret fra Danmark!

Et sådant wahhabitisk center er moskeen i Génève, den største moské i Schweiz, grundlagt af en kendt aktivist inden for Muslimbroderskabet, en organisation, der har jihad’en, den såkaldte hellige krig, som et vigtigt programpunkt. Keller-Messahli mener, at netop den Islamske Verdensliga har en afgørende indflydelse i denne moské og – skriver hun – ”strategien er, at wahhabismen og [den endnu mere radikale] salafisme skal eksporteres videre herfra”.

Derudover findes der ca. 70 tyrkiske moskeer, hvis imamer får tilsendt deres fredagsprædikener direkte fra Ankara. Mange er medlemmer af Millî Göruş, en organisation med nære forbindelser til Muslimbroderskabet. I mange lande betragtes Millî Görüş med mistanke pga. islamistiske tendenser. Således har indenrigsministerierne i de to tyske forbundsstater Nordrhein-Westfalen og Baden-Württemberg vurderet, at der findes både antisemistiske og antidemokratiske holdninger i organisationen.

I sommeren 2015 grundlagdes i Génève en global netværksorganisation The European Organization of Islamic Centers (EOIC), hvis hovedformål er at bygge så mange moskeer i Europa som muligt og finansiere de tilhørende imamer. Senest på dette tidspunkt er Schweiz blevet en drejeskive for den internationale islamisme. Ifølge Keller-Messahli „inviteres mange radikale prædikanter til Schweiz, men de rejser også videre til Østrig, Tyskland, Norge, Danmark og Belgien, hvor der allerede eksisterer et netværk af moskeer”.

Hun slår fast, at „alle trækker på samme hammel, om det nu er Muslimbroderskabet, Diyanet, repræsentanter for Islamvertreter fra Kosovo eller Bosnien, og at alle trækker i den retning Saudi-Arabien dikterer”. Diyanet er en statslig organisation med 100.000 ansatte, der forvalter religiøse anliggender i Tyrkiet og som direkte er underlagt ministerpræsidenten. I 2015 var det årlige budget på mere end en mia. euro.

Da Saïda Keller-Messahlis eksplosive bog udkom, afviste sammenslutningen af albanske imamer i Schweiz omgående indholdet som ukorrekt, og man nægtede enhver form for samarbejde med salafisterne. Også hendes påstand, at moskeerne var blevet bygget med saudi-arabiske penge var forkert. Moskeerne var skam fortrinsvist finansieret af schweiziske banker, hvilket naturligvis er en lodret løgn!

Keller-Messahli kræver en lovgivning efter østrigsk forbillede, der f.eks. forbyder tilsløring af ansigtet og en udenlandsk finansiering af moskeer og imamer. Og hun håber, at politikerne vil acceptere de liberale muslimer som forbundsfæller i stedet for at tolerere konservative islamister. Kan den danske regering lære noget af dette krav? Kunne hendes bog vække vores regering til dåd, inden det er for sent?