Afsløring af løgnen om israelsk apartheid

Af Oberst Richard Kemp –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

I sidste måned bekræftede FN’s Generalforsamling på ny sit uforsonlige fjendskab mod en af sine egne medlemsstater. Den vedtog med et overvældende flertal — 125-8, 34 afstod fra at stemme — at finansiere en aldrig tidligere set permanent undersøgelseskommission (COI) under FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) vedrørende påstande om krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser begået af Israel. Skatteborgerbetalte midler vil finansiere et paradenummer af et budget på 5,5 millioner dollars alene det første år, dvs. mere end dobbelt så meget som til den UNHRC-kommission, der efterforsker den syriske borgerkrig.

Siden rådets dannelse i 2006 har det oprettet 32 undersøgelser, hvoraf de ni — altså en tredjedel — har fokuseret udelukkende på Israel. Men denne seneste fra COI er dens første undersøgelse uden slutdato. Den har ingen tidsgrænse og ingen begrænsninger i omfang. USA stemte imod tiltaget og sagde, at det “forlænger en praksis med uretfærdig isolation af Israel i FN”. Blandt dem, der afstod fra at stemme, var Australien, hvis repræsentant med karakteristisk ligefremhed udtalte: “Vi er modstandere af fordomsfuld partiskhed imod Israel”.

Som USA, Australien og andre frygter, er det uundgåeligt, at Israel uretmæssigt bliver erklæret for skyldig i den “systematiske diskrimination og undertrykkelse baseret på national, etnisk, racemæssig eller religiøs identitet”, som COI siger , at de vil undersøge.

Jeg gennemskuer COI’s planer om specifikt at stemple Israel som en “apartheidstat”. Denne løgn vil blive bragt på bane over hele verden og opildne antisemitisk had til jøder overalt. Den vil bidrage til det, som den israelske udenrigsminister Yair Lapid har beskrevet i denne uge som en forestående debat “uden fortilfælde i sin giftighed eller sin radioaktivitet omkring ordene ‘Israel er en apartheidstat’.”

Løgnen om “israelsk apartheid” blev opdigtet i Moskva under Den Kolde Krig og gennemført i en utrættelig sovjetisk propagandakampagne, indtil den fandt fodfæste i FN og over hele Mellemøsten og i Vesten. Den indebar gentagne sammenligninger af Israel med Sydafrika i de sovjetiske medier samt i bøger som “Zionisme og Apartheid”, en officiel statslig udgivelse i Ukraine, som dengang var en del af Sovjetunionen.

De til tider naive, andre gange ondsindede studerende, som igen i år vil afholde deres giftige “Israel apartheid-uge” på universiteter over hele kloden, vil mekanisk gentage den samme sovjetiske propaganda, som deres forgængere har gjort det gennem årtier. De, og mange andre Israel-hadere, bruger apartheid-sloganet trods den kendsgerning, at Israel ikke i nogen rationel betydning kan opfattes som en apartheidstat. De gør det, fordi meningen er nem at forstå, det vækker folks afsky og samler dem om den anti-israelske sag. Det var derfor, det blev opfundet af Moskva.

Denne apartheid-smædekampagne er blot en del af den største smædekampagne i historien, skabt over mange år imod Israel af Kreml med KGB i spidsen og under benyttelse af formidable resurser i USSR’s efterretningstjenester. Det har muligvis været den mest succesrige misinformationskampagne — blandt mange — i Sovjetunionens historie. Den overlever og bliver stærkere selv i vore dage, mere end 50 år efter at den blev undfanget og 30 år efter, at USSR kollapsede.

Det er vigtigt at forstå, hvordan dette ondskabsfulde projekt opstod og udvikledes, ikke kun for at hjælpe med forsvaret imod denne fortsatte krigsførelse mod Israel og jøder, men også som en indgående undersøgelse af de aktuelle misinformationskampagner imod Vesten fra autoritære stater som Rusland, Kina og Iran. For at få blot et overfladisk indblik i denne omhyggeligt udtænkte plan må vi tage en tur tilbage i historien.

Da Israel blev gendannet i 1948, efter FN’s Generalforsamlings resolution 181, fulgte den nye stat i begyndelse en politik præget af alliancefrihed. Omgivet af fjender som landet var, havde det behov for økonomisk støtte og våben fra enten/både USA og USSR eller deres allierede. På grund af den daværende socialistiske politiske indflydelse i Israel forventede den sovjetiske ledelse, at landet ville dreje i retning af kommunismen og alliere sig med USSR og dermed styrke Sovjetunionens magt i Mellemøsten og dets bredere konkurrence med Vesten. En af Stalins vigtigste grunde til hurtigt at anerkende Israel i 1948 var intentionen om at bruge landet til at undergrave den britiske dominans i Mellemøsten.

Selv med betydelige sovjetiske både skjulte og åbenlyse bestræbelser på at lokke Israel ind i folden, kan dette have været et forgæves håb lige fra starten. I hvert fald fik presset fra Den Kolde Krig i 1950’erne samt hjemlige politiske hensyn og bekymringer vedrørende antisemitismen i Sovjetunionen den israelske premierminister David Ben Gurion til at allierede sit land med Vesten, begyndende med støtte til den USA-ledede FN-intervention i Korea, imod Sovjetunionens ønske.

Israels deltagelse sammen med Storbritannien og Frankrig i Suez-striden i 1956 lagde yderligere afstand til den sovjetiske regering, som skrev et brev til Jerusalem (såvel som til Paris og London), hvori man truede med raketangreb og lovede direkte militær støtte til den egyptiske hær.

Sammenbruddet i forholdet mellem Israel og Sovjetunionen blev senere forstærket af Israels forsvarssejre over araberne i 1967 og igen i 1973. Gennem denne periode var alt håb om, at Israel ville blive en afhængig medspiller til Sovjet, støt og roligt forduftet. De arabiske hære, som var sponsoreret, trænet og udstyret af USSR, var blevet ydmyget, og det samme var Moskva. Derfor udviklede Sovjetunionen i stigende grad en politik til undergravning af Israel. Deres primære mål var at bruge landet som våben i deres kampe under Den Kolde Krig imod USA og Vesten.

Kreml forstod, at konventionelle angreb på Israel ikke ville lykkes, og fokuserede i stedet på at bruge arabere som terroristiske stedfortrædere samt lede, træne, finansiere og bevæbne grupper som Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), PFLP’s Generalkommando (PFLP-GC), Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP) samt Fatah til at udføre angreb på israelske og jødiske mål, herunder bølge efter bølge af flykapringer.

Sovjet anvendte den samme terrortaktik andre steder, herunder i Europa med benyttelse af stedfortrædere som Baader-Meinhof og Rote Armé-fraktioner. Detaljerne i de Moskva-sponsorerede terroroperationer i Mellemøsten og andetsteds er beskrevet i 25.000 siders KGB-dokumenter, som blev kopieret og smuglet ud af Rusland i begyndelsen af 1990’erne af den ledende KGB-arkivar Vasili Mitrokhin, og som i dag findes i Storbritannien på Churchill College i Cambridge.

General Ion Pacepa, chef for Rumæniens udenrigsefterretningstjeneste, spillede en betydningsfuld rolle i Sovjet-blokkens operationer rettet imod Israel og USA. I 1978 blev han den højest rangerede efterretningsofficer nogensinde, som hoppede af fra Sovjet-sfæren og, blandt mange andre hemmelige afsløringer, videregav detaljer om KGB-operationer imod Israel.

Pacepa siger, at formanden for KGB, Yuri Andropov (senere Brezhnevs efterfølger som generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistparti), sagde følgende til ham:

“Vi var nødt til at indpode et nazi-lignende had til jøderne i hele den islamiske verden og at anvende dette følelsesvåben til et terroristisk blodbad imod Israel og dets vigtigste støtte, USA.”

Et vigtigt element i Moskvas anti-Israel/USA-kampagne i Mellemøsten var en propagandakrig. Andropov sagde til Pacepa:

“Islam var besat af at forhindre de vantros besættelse af dens territorium, og den ville være særdeles modtagelig for vores karakteristik af den amerikanske Kongres som et glubsk zionistisk foretagende, hvis mål var at gøre hele verden til et jødisk len.”

Han vidste med andre ord, at araberne ville være nemme redskaber i den anti-israelske propagandakrig og allerede var igang med at spille deres egen rolle. Deres arbejde skulle derfor blot målrettes, intensiveres og finansieres.

For at nå sit mål udtænkte Kreml Operation SIG, en misinformationskampagne beregnet på “at vende hele den islamiske verden imod Israel og USA”. Pacepa fortalte, at i 1978, under Operation SIG, havde KGB allerede udstationeret lidt over 4.000 “påvirkningsagenter” fra sovjetblokken i islamiske lande for at hjælpe med at realisere dette mål. Desuden trykte og udbredte de store mængder anti-israelsk og anti-jødisk propaganda, oversat til arabisk.

Dette omfattede også “Protocols of the Elders of Zion” [Zions Ældres/Vises Protokoller], en opdigtet antisemitisk tekst, som beskrev formodede hemmelige planer om, at jøderne skulle styre verden ved at manipulere med økonomien, kontrollere medierne og anstifte religiøse konflikter. Teksten var skrevet af agenter fra tsarens hemmelige politi og blev efterfølgende brugt af nazisterne i deres antisemitiske propaganda.

Ud over at mobilisere araberne for Sovjetunionens sag havde Andropov og hans kolleger i KGB også brug for at appellere til den demokratiske verden. For at gøre dette besluttede Kreml at dreje konflikten fra blot at handle om at udslette Israel til en kamp for menneskerettigheder og national befrielse fra en illegitim amerikansk sponsoreret imperialistisk besætter. De gik i gang med at forvandle konfliktfortællingen fra religiøs jihad — hvor islamisk doktrin kræver, at ethvert landområde, som nogensinde har været under muslimsk kontrol, skal genvindes for islam — til sekulær nationalisme og politisk selvbestemmelse, noget der var langt mere spiseligt for vestlige demokratier. Dette ville dække over en ondsindet terrorkrig og endda indhente udbredt støtte til den.

For at nå sit mål måtte Sovjetunionen skabe en palæstinensisk national identitet, som ikke hidtil havde eksisteret, og en fortælling om, at jøderne ingen ret havde til landet, men var simple aggressorer. Ifølge Pacepa skabte KGB Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i begyndelsen af 1960’erne, ligesom de havde oprettet såkaldte nationale befrielseshære i flere andre egne af verden. Han siger, at skitsen til Det Palæstinensiske Nationale Charter fra 1964 blev skrevet i Moskva. Dette dokument dannede basis for opfindelsen og skabelsen af en kunstig palæstinensisk nationalitet.

Det oprindelige charter krævede ikke Vestbredden og Gazastriben som tilhørende “Palæstina”. Faktisk afviste det udtrykkeligt enhver ret til disse områder, som det fejlagtigt anerkendte som henholdsvis jordansk og egyptisk suverænt territorium. I stedet gjaldt PLO’s krav resten af Israel. Dette blev ændret efter krigen i 1967, hvor Israel smed de ulovlige jordanske og egyptiske besættere ud, og hvor Vestbredden og Gaza for første gang blev omskrevet til at være palæstinensiske territorier.

Den første omtale af et “palæstinensisk folk” i betydningen arabere i Palæstina dukkede op i charteret fra 1964. Før dette, og især under Nationernes Ligas Mandat for Palæstina 1919-1948, havde ordet “palæstinensere” været almindeligt brugt til at beskrive jøder, som boede i området.

Zuheir Mohsen, førende PLO-leder, indrømmede følgende i 1977:

“Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Dannelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel til at fortsætte vores kamp imod staten Israel og for vores arabiske enhed… Kun af politiske og taktiske årsager taler vi i dag om eksistensen af et palæstinensisk folk, eftersom arabiske nationale interesser kræver, at vi postulerer eksistensen af et særligt ‘palæstinensisk folk’ til at modarbejde zionismen. Ja, eksistensen af en særskilt palæstinensisk identitet findes kun af taktiske årsager.”

Dette faktum er blevet støttet offentligt, til tider utilsigtet, i udtalelser fra flere andre palæstinensiske ledere. Med et citat fra Alan Hart i dennes bog fra 1984 “Arafat: A Political Biography” sagde selveste PLO-lederen Yasser Arafat:

“Det palæstinensiske folk har ingen national identitet. Jeg, Yasir Arafat, mand af skæbnen, vil give dem den identitet gennem konflikt med Israel.”

Moskva bragte første gang sin kampagne for at karakterisere israelske jøder som undertrykkere af dets selvopfundne “palæstinensiske folk” til FN i 1965. Forsøget på at karakterisere zionismen som racisme mislykkedes i denne omgang, men det var tæt på at lykkes næsten ti år senere i den infame FN Generalforsamlingsresolution 3379. Dens beslutning om, at “zionisme er en form for racisme og racediskrimination”, blev tilbagekaldt efter amerikansk pres i 1991, men da havde den allerede opnået stor tiltrækning og citeres i dag hyppigt af deltagere i anti-Israel kampagner.

Mitrokhin-dokumenterne viser, at både Yasser Arafat og hans efterfølger som chef for PLO, Mahmoud Abbas, i dag præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre, var agenter for KGB. Begge blev brugt i KGB’s misinformationsoperationer såvel som i dets terrorkampagner.

Moskva havde, via Egypten, installeret Arafat som leder af PLO i 1969, og deres støtte fastholdt ham der under de interne stridigheder efter PLO’s udvisning fra Jordan i 1970. Ifølge Pacepa:

“I 1969 bad KGB Arafat om at erklære krig mod amerikansk ‘imperie-zionisme’… Det appellerede så meget til ham, at Arafat senere hævdede at have opfundet kampråbet imperie-zionist. Men i realiteten var udtrykket ‘imperie-zionisme’ Moskvas opfindelse, en moderne tilpasning til Protocols of the Elders of Zion og længe et yndet redskab i russisk efterretningsvæsen til at anstifte etnisk had. KGB har altid anset antisemitisme samt anti-imperialisme som rige kilder til anti-amerikanisme….”

Moskva havde tildelt Rumænien opgaven med at støtte PLO, og Pacepa var Arafats forhandler under sin karriere i KGB. Han forsynede Arafat med 200.000 dollars i hvidvaskede kontanter hver eneste måned op gennem 1970’erne. Pacepa formidlede også Arafats forhold til Rumæniens præsident, Nicolae Ceaușescu, en mester udi propaganda, som havde fået tildelt opgaven med at lære ham at vildlede Vesten. Med henblik på Arafats forhandlinger med Washington sagde Ceaușescu til ham i 1978: “I skal simpelthen blive ved med at foregive, at I vil bryde med terrorismen, og at I vil anerkende Israel — igen og igen og igen.”

Ceaușescus råd blev bestyrket af den nordvietnamesiske kommunistiske general Vo Nguyen Giap, som Arafat traf adskillige gange: “Hold op med at tale om at udslette Israel og gør i stedet jeres terrorkrig til en kamp for menneskerettigheder. Så vil I se det amerikanske folk spise af jeres hånd”. (David Meir-Levi, “History Upside Down: The Roots of Palestinian Fascism and the Myth of Israeli Aggression”.)

Et internt KGB-dokument blandt Mitrokhin-arkivalierne fortalte, at: “Krotov [Mahmoud Abbas’ dæknavn] er agent for KGB.” KGB’s definition på agenter er: dem, der “vedholdende, systematisk og skjult udfører efterretningsopgaver, og samtidig bevarer en hemmelig kontakt til en embedsmand i agenturet.”

Blandt flere opgaver blev Abbas brugt af KGB til at udbrede en propaganda, som beskyldte “vestlig imperialisme og zionisme” for at samarbejde med nazisterne. Han gik på et Moskva-universitet kontrolleret af KGB i de tidlige 1980’ere. Der, under supervision af en professor som senere blev en førende kommunistisk politiker, skrev Abbas en doktorafhandling, som benægtede Holocaust og beskyldte zionister for at have assisteret Hitler.

Abbas træder nu ind i det 18. år af sin fireårige valgte embedsperiode. Ligesom hos forgængeren Arafat peger hans konstante afvisning af hvert eneste tilbud om fred med Israel, samtidig med at han snakker efter munden om fred og sponsorerer terrorisme, på resterne af indflydelse fra hans sovjetiske herrer.

KGB’s misinformationskampagne forvandlede billedet af Israel fra regional underhund, omgivet af magtfulde fjender, til udbredt hadede kolonistiske undertrykkere og besættere af det underkuede palæstinensiske folk, en narrativ som i dag er så stærk som nogensinde.

Samtidig er den palæstinensiske bevægelse, som blev skabt af Moskva, med den amerikanske historiker David Meir-Levis ord “den eneste nationale bevægelse for politisk selvbestemmelse i hele verden og gennem hele historien, der har udslettelsen af en suveræn stat og folkemordet på et folk som sin eneste raison d’etre.” Dette står udtrykkeligt i Hamas’ charter, og noget mere uigennemsigtigt i de Sovjet-influerede udtalelser fra Abbas’ Palæstinensiske Selvstyre, især dem der er rettet mod Vesten.

Moskvas kampagne blev betydeligt undergravet af tilnærmelsen mellem Israel og flere arabiske stater i 2020. Lektien ligger her i betydningen af den amerikanske politiske vilje, over for autoritær propaganda, som førte til Abraham Aftalerne, der ændrede hele billedet. Var dette projekt blevet fulgt kraftigt op efter sin første succes, kunne det måske til sidst have ført til sammenbrud i det Sovjet-opfundne palæstinensiske projekt og måske til en form for fred mellem Israel og de palæstinensiske arabere. Det kan måske stadig nås, hvis USA på ny mønstrer samme beslutsomhed med hensyn til at gennemføre det.

I mellemtiden beviser afstemningen i FN’s Generalforsamling i december 2021 og Menneskerettighedsrådets beslutning om at karakterisere Israel som en racistisk apartheidstat, at den sovjetiske Koldkrigs-narrativ stadig lever og har det godt. De fleste vestlige nationer følger også stadig slavisk det sovjetiske program.

For eksempel var Storbritannien, som allerede er allieret med arabiske stater imod Israel på grund af såvel olie som antisemitisme blandt indflydelsesrige politikere og embedsfolk, fra begyndelsen mere end villig til helt og holdent at sluge den sovjetiske opfindelse af en kamp mellem palæstinensisk nationalisme og jødisk undertrykkelse. I dag hører man ingen udtalelse om Israel fra nogen regeringsembedsmand eller minister, som ikke genlyder af KGB’s linje.

Stigende medieskabt nedbrydning af den folkelige støtte til Israel i USA og den betændte splittelse, som dette fremkalder, er bevis på Sovjet-spøgelsernes succes over for deres primære angrebsmål: Amerika.

Hovedofrene har imidlertid været de palæstinensiske arabere, hvis tilværelse er blevet forværret; og jøder i diasporaen som har lidt grænseløst under en antisemitisme baseret på sovjetisk opfundet propaganda. Det første har muligvis ikke været hensigten, men ville ikke have bekymret Moskva; det sidste var i høj grad en del af planen.

Israelerne har selvfølgelig betalt en høj pris på grund af KGB-inspireret terrorisme og propaganda, men de har overlevet og blomstret selv under et så kolossalt pres. Den nordvietnamesiske general Giap, der, som vi har set, engang rådgav Arafat, har en forklaring på dette, genfortalt af Dr. Eran Lerman, tidligere israelsk vicerådgiver vedrørende national sikkerhed. Citat Giap:

“Palæstinenserne kommer altid her og siger til mig: ‘I smed franskmændene og amerikanerne ud. Hvordan smider vi jøderne ud?’ Jeg fortæller dem, at franskmændene tog tilbage til Frankrig og amerikanerne til Amerika. Men jøderne har ingen steder at tage hen. I kommer ikke til at smide dem ud.”

Oberst Richard Kemp er tidligere officer i den britiske hær. Han var også leder af holdet vedrørende international terrorisme i det britiske kabinetskontor og er i dag skribent og foredragsholder vedrørende internationale og militære forhold. Han er en Jack Roth Charitable Foundation Fellow ved Gatestone Institute.