Amnesty International ønsker at bringe den jødiske stat til ophør

Af Oberst Richard Kemp, udgivet på Gatestone.

Den seneste groteske udstilling af anti-Israel giftigheder blandt NGO’er er denne uges offentliggørelse af en rapport fra Amnesty International, som gentager fortærskede, ofte gendrevne, men bevidst provokerende antisemitiske udtryk og beskyldninger om racisme. Og det fra en organisation, der sidste år selv blev stemplet som “systemisk racistisk”.

Rapportens titel, “Israel’s apartheid against Palestinians: a cruel system of domination and crime against humanity” [Israels apartheid imod palæstinenserne: et brutalt system præget af dominans og forbrydelser mod menneskeheden], er ikke alene en skamløs og udokumenteret løgn, men tillige en fornærmelse mod sorte sydafrikanere, der led så frygteligt under et egentligt apartheidregime. Kun få vil læse dette over 200 sider lange stridsskrift præget af falske påstande, fordrejelser og halve sandheder, men mange vil se og hæfte sig ved dets titel, som allerede grådigt er blevet plastret ud over venstrefløjsdrejede aviser og bredt ud til millioner på sociale medier. BBC udbasunerede for eksempel straks, at “Israels politik mod palæstinenserne er ensbetydende med apartheid” i en artikel online, som giver fuld vægt til Amnestys påstande og citerer adskillige personer, der støtter dem, men kun tillader et ultrakort modsat synspunkt fra den israelske regering helt til slut.

Hvad er det, der provokerer NGO’er som Amnesty og Human Rights Watch, der udsendte en lignende gendrevet rapport sidste år, til stadig større udskejelser i anti-Israel propaganda? Hvorfor har De Forenede Nationers Generalforsamling for nylig godkendt en hidtil uhørt permanent undersøgelseskommission vedrørende Israel under FN’s Menneskerettighedsråd? Problemet for disse anti-Israel lobbyforetagender er, at tingene ikke går deres vej. Taktisk synes deres altovervejende intentioner om at trække israelere for Haag-domstolen at vakle, med en tilsyneladende mindre entusiastisk chefanklager ved den Internationale Forbryderdomstol. Strategisk set, og langt fra den ønskede beskæring og sluttelige udslettelse af den jødiske stat, bliver denne stat stærkere og stærkere med stigende globalt diplomatisk og økonomisk engagement; og Boycott Divestment and Sanction-bevægelsen (BDS-bevægelsen) har fejlet ynkeligt i sit forsøg på at påvirke israelsk økonomi, trods mange års giftige bestræbelser.

Frem for alt har de historiske Abraham Aftaler været som en rød klud foran tyren for alle disse grupper — viftet dem i ansigtet igen i sidste uge, hvor Hatikva blev afspillet, da Israels præsident blev modtaget i det kongelige palads i Abu Dhabi af Sheikh Mohammed bin Zayed. Dette lå ikke i manuskriptet, som krævede fortsatte ugengældte indrømmelser til palæstinenserne fra Israel, førende til påtvingelse af en islamisk stat på israelsk territorium, før nogen art af mere omfattende fred med den arabiske verden kunne opnås. Uheldigvis for de hårdnakkede fredsfremmere og deres tilhængere har den arabiske verden bevæget sig videre væk fra sin egen modstand mod Israel. De ser landet som det, det er: en kilde til stabilitet og fremdrift i regionen. De forstår farerne ved at fortsætte palæstinensisk uforsonlighed og fjendtlighed og har nægtet dem et veto mod fremskridt — et veto som Amnesty og dens Israel-afvisende fæller ønsker at se genindsat.

Den tidligere skitse til rapporten, som blev erhvervet af NGO Monitor og siden hurtigt ændret, afslørede uforvarende det sande motiv bag Amnestys anti-Israel kampagne. Den indeholdt følgende ord: “Apartheidsystemet stammede helt tilbage fra dannelsen af Israel i 1948”. Som Anti Defamation League udtrykker det, så tjener rapportens beskyldninger om, at “Israels forbrydelser går helt tilbage til den synd at oprette staten i 1948, til at præsentere den jødiske og demokratiske stat som særskilt illegitim ved selve roden til sin oprettelse.”

Ifølge NGO Monitor er formålet med rapporten “at karakterisere jøders ret til suveræn ligeberettigelse i deres historiske hjemland som en krænkelse af den [internationale] retslige orden.”

Lad der ikke herske nogen tvivl, denne rapport er ikke en kritik af staten Israel. Den er et isnende klart manifest, som erklærer Israel for en ulovlig entitet uden ret til at eksistere. Side efter side fremviser den en dybt bekymrende tvangspræget optagethed at af omgøre den påståede uret fra 1948. Den opfordrer til, at Israel skal oversvømmes med generation på generation af arabiske efterkommere efter dem, der forlod landet i 1948, og som forventede at vende tilbage, når de fem invaderende hære havde slettet Israel fra landkortet. En sådan tilstrømning af såkaldte flygtninge ville ikke have noget fortilfælde noget sted i verden. Den ville være ensbetydende med staten Israels ophør, en tilstand af vedvarende konflikt mellem arabere og jøder i en særlig palæstinensisk stat og ophøret af det jødiske folks ret til selvbestemmelse.

Præsentationen af Israel som et racistisk forehavende, sådan som også andre venstrefløjs-NGO’er og internationale institutioner forsøger, fører os tilbage til udgangspunktet. Den skingre og ondskabsfulde modstand mod jøder i landet, en modstand som i moderne tid går tilbage til 1920’erne, var baseret på rendyrket racisme. Det var den islamiske doktrin, at intet andet folk kunne være suverænt i områder, som nogensinde havde været domineret af muslimer. Derfor kunne jøder, som var et oprindeligt folk i området, aldrig få ret til deres egen stat og skulle bekæmpes til underkastelse eller død. Som jeg har forklaret i artiklen “Exposing the Lie of Israel Apartheid” [Afsløring af løgnen om israelsk apartheid], blev konfliktens religiøse-racistiske karakter af Sovjetunionen omformet til en imperialistisk-nationalistisk kamp for at opnå større accept og støtte i den demokratiske verden. Og i dag er vi tilbage ved en op- og udbasuneret spejlvendt udgave af den oprindelige racistiske konflikt.

Beskyldninger om racisme indgyder med rette rædsel blandt civiliserede folk, hvilket Sovjet dengang forstod. Heraf Amnestys og deres meningsfællers tillokkelse til at skildre Israel som en apartheidstat. Som jurist i international ret Eugene Kontorovich har forklaret i denne uge: Israel = apartheid er simpelthen en lettere opdateret tilbagevenden til mantraet zionisme = racisme, som blev opdyrket af Sovjetunionen, og som aldeles umoralsk blev overtaget af FN i 1975, inden det blev tilbagekaldt.

Ligesom for Sovjet er Amnestys primære sigte ikke den arabiske verden, men Vesten. Ligesom ved propagandaen fra Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas er hensigten at fremprovokere stærk vrede i Vesten, at isolere og bagvaske Israel blandt verdens regeringer, internationale organisationer, universiteter og firmaer.

Denne rapport vil også fremprovokere øget vold, mishandling og boykot mod jøder i Israel og jøder i diasporaen, som støtter Israel, og det i en tid hvor forekomsten af antisemitiske angreb allerede er høj og stadigt stigende. Det er muligvis ikke Amnestys mål med affattelsen af dette forskruede dokument, men de kan ikke være så blinde, at de ikke kan se dets blodige konsekvenser, der har udspillet sig gennem årtier efter lignende fordrejede rapporter, debatter, resolutioner og medieopspind.

International Holocaust Remembrance Alliances (IHRA) definition af antisemitisme indeholder blandt andet følgende: “At nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at hævde, at eksistensen af en stat Israel er et racistisk forehavende”. Den britiske regering har tilsluttet sig IHRA’s definition. Amnesty har base i Storbritannien og det britiske politi bør nu efterforske dem for at have udbredt disse alvorlige antisemitiske løgne.

Oberst Richard Kemp er tidligere officer i den britiske hær. Han stod også i spidsen for teamet vedrørende international terrorisme under det britiske regeringskontor og er idag skribent og foredragsholder om internationale og militære forhold. Han er en Jack Roth Charitable Foundation Fellow ved Gatestone Institute.