En algoritme kigger med på billederne, så kvinder i Region Hovedstaden hurtigere får svar på deres mammografi.
Hvert år bliver ca. 75.000 kvinder screenet for brystkræft i Region Hovedstaden, og de første resultater med kunstig intelligens, der hjælper lægerne med at vurdere røntgenbillederne, ser lovende ud.
”AI Mammo-projektet er en algoritme, som bygger på mønstergenkendelse og erstatter den ene af de ellers to speciallæger, som vurderer de røntgenbilleder, der bliver taget i forbindelse med screening for brystkræft. Værktøjet har været i brug siden november 2021. ’’Allerede indenfor de første to måneder har det aflastet lægerne, som kigger på røntgenbillederne, med ca. 30% af deres opgave,” siger vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital Bodil Ørkild, der også er formand i en national arbejdsgruppe, der arbejder med at udbrede brugen af kunstig intelligens i screeningsprogrammerne for brystkræft nationalt.
Allerede i løbet af de tre første måneder har algoritmen været brugt i undersøgelsen af 15.500 kvinder. Og Bodil Ørkild oplever, at aflastningen bliver godt modtaget af lægerne.
Hurtigere svar
Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede i juni 2021 at afsætte 5,8 mio. kr. til udredning af brystkræft via kunstig intelligens over to år til at anskaffe og implementere en løsning.
Det er Brystkræftscreeningsprogrammet i Region Hovedstaden med ledende overlæge og screeningschef Ilse Vejborg i spidsen, der i samarbejde med Københavns Universitet (Institut for Computerscience og Institut for Folkesundhedsvidenskab), der gennemfører et studie med det formål at validere en løsning med kunstig intelligens på regionens egne data.
Formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (C) forventer, at det kan være med til at nedbringe ventetiderne i screeningsprogrammet.
”Det er meget positivt, at vi med brug af ny teknologi kan være med til at afhjælpe den store mangel, der er på personale. Vi mangler desværre mammaradiologer, så at de får de hjælp fra den kunstige intelligens, gør at vi er i stand til at give kvinderne hurtigere svar på deres billeder end ellers. Dermed kan kvinder, som skal udredes for, om de har kræft, komme hurtigere videre i behandlingssystemet,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Kræftens Bekæmpelse: Store perspektiver
Kræftens Bekæmpelse følger spændt projektet i Region Hovedstaden.
”Jeg er blevet præsenteret for resultaterne af at anvende kunstig intelligens i klinikken og er imponeret over de nye muligheder, som er med til at understøtte og aflaste røntgenlægerne. Der er store perspektiver i at bruge kunstig intelligens som et supplement. Det ønsker Kræftens Bekæmpelse at se mere af i fremtiden, og jeg håber, vi kan tage ved lære inden for andre områder. Kunstig intelligens kan måske i fremtiden være med til at løse screeningsproblemet, og det er god nyhed – for hver eneste kvinde, der venter på screening,” siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.
Fakta – Mønstergenkendelse
- Brystkræftområdet har i flere år haft mangel på medarbejdere, herunder særligt de speciallæger, som gennemser og vurderer de røntgenbilleder, der tages i brystkræftscreeningsprogrammet og som foretager supplerende undersøgelser ved mistanke om brystkræft.
- Alle screeningsbilleder bliver vurderet af to læger. Den ene læge kan nu erstattes af kunstig intelligens for den gruppe af kvinder, der har lav sandsynlighed for kræft. Kunstig intelligens står således ikke alene.
- Når datagrundlaget er tilstrækkeligt udbygget, kan det vurderes, om mønstergenkendelse måske kan anvendes på endnu flere screeningsbilleder – foreløbigt ser det lovende ud.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)