To udlændinge udleveret og varetægtsfængslet i sag om røveri

De sigtede nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

 

To bulgarske mænd på 35 og 48 år blev fredag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for et hjemmerøveri mod en 49-årig landsmand, begået i Aabenraa Kommune fredag den 5. august.

De sigtede nægter sig skyldige, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen om hjemmerøveriet klokken 23.38, og de to mistænkte gerningsmænd blev hurtigt eftersøgt.

De nåede dog at flygte til Sverige, men blev anholdt af de svenske myndigheder den 6. august, umiddelbart efter, at de var kommet ind i landet.

De to mænd blev efterfølgende den 11. august udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) på baggrund af en nordisk arrestordre, hvorefter de sigtede blev fremstillet i grundlovsforhøret.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)