67-årig spøgelsesbilist kørte ind i politibil

TAPPERNØJE:

En 67-årig kvinde fra Bandholm blev søndag klokken 22.44 anholdt af politiet. Det skete, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at der kørte en bilist på Sydmotorvejen mod færdselsretningen i det sydgående spor. En politipatrulje fik lokaliseret spøgelsesbilisten, som tilsyneladende overså politibilens udrykningsblink og ramte den bagfra.

Ingen kom dog til skade ved ulykken, men Sydmotorvejen var afspærret en times tid, mens der blev ryddet op på stedet. Kvinden, der blev målt til at have en promille, der var højere end det tilladte, blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og hun er også sigtet for at forvolde fare for andre trafikanter. Hendes bil blev beslaglagt på stedet, og det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)