FREMAD MOD FORTIDEN

Aviser og tv ligner for tiden et spil scribble, der er ramt af lynet. En lavine af bogstavkombinationer skyller ned over vælgerne. Vil A danne regering med M og B? Eller med F og Ø? Og hvad med V, I og Å? Skal Æ holdes uden for eller ind i varmen sammen med C? Alt er muligt, men ingen ved, hvad der er sandsynligt. Under valgkampen var der ingen partier, der kunne fremlægge langsigtede, strukturelle reformløsninger på vores vigtigste problemområder, som er økonomi, energikrise, forsvar, sundhed, arbejdsformidling og indvandring. Alle partier kunne kun fremlægge akutløsninger i form af økonomiske røde kors-pakker til trængte faggrupper. Den forløbne valgperiode har da heller ikke budt på de nødvendige reformer, der kunne skabe vækst og fremgang for det danske samfund. Vi fik lappeløsninger og politiske broderier, der ikke førte nogen vegne hen. Der er ikke noget, der tyder på, at de nu 12 partier i Folketinget kan finde på noget bedre i den kommende valgperiode.

Hvis man vil forstå de enorme samarbejdsvanskeligheder, der tårner sig op i folkestyret, må man frigøre sig for en række vrangforestillinger, der plager medier og politikere. Borgerne bliver fra morgen til aften hjernevasket med hule fraser om rød og blå blok, om de borgerlige og de socialistiske partier, som kæmper om magten. Set i DR og TV2’s optik er de blå partier kun ude på at berige sig og rage til sig, sådan som Sven Auken elegant formulerede det: ”I den borgerlige verden er enhver sin egen lykkes smed. Og fanden tager de sidste!” De røde partier ses derimod som solidariske bevægelser, der tænker på andre end sig selv. Her er der folkeligt fodslaw. Her bekæmper man uligheden, og her sørger man for, at få har for meget og færre for lidt. Alt dette er imidlertid en illusion. I virkeligheden skal man dele Folketingets partier op i vækstpartier og fordelingspartier. Vækstpartierne har alle i deres partiprogrammer en passage, der opstiller økonomisk vækst som den afgørende betingelse for samfundets velstand, der igen er forudsætningen for den velfærd, som rummer livskvaliteten for den moderne dansker. Vækstpartierne i det nye Folketing er Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Konservative og ja, selv de Radikale.

Fordelingspartierne derimod interesserer sig ikke for at skabe økonomisk vækst i samfundet. Det må erhvervslivet selv ligge og rode med. Målet er i stedet at fordele velstanden på en måde, så der opstår maksimal lighed i samfundet ved, at alle såkaldt svage grupper bliver tilgodeset. Det drejer sig dog hovedsageligt om de vælgerskarer, der er knyttet til fagbevægelsen. Fordelingspartierne er Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet. Som Mette Frederiksen udtalte, da hun blev valgt til formand for Socialdemokratiet: ”Jeg er ikke interesseret i at diskutere reformer. Jeg ønsker at drøfte, hvordan vi fordeler det, der ligger på bordet i dag”.  I virkelighedens verden er det i mange årtier ikke lykkedes vækstpartierne at skabe et flertal for en vækstpolitik. Og også fordelingspartierne har haft svært ved at etablere politisk slagkraft for en dramatisk omfordeling af samfundets goder. I stedet har vi set, at en vækst-regering som Anders Fog Rasmussens i 2001 måtte alliere sig med et fordelingsparti (DF) for at opnå et parlamentarisk grundlag. Og senere måtte Helle Thorning lukke vækstpartiet, de Radikale, ind i regeringen for at kunne blive siddende.

Disse kombinationer sammenholdt med hverdagens tvangsarbejde hen over midten betyder, at reformkræfterne ophæves af fordelingsbremsen. Og den rene fordelingsstrategi udviskes af vækstkræfterne. Resultatet var, at den liberale Fogh modstræbende måtte føre socialdemokratisk socialpolitik og, at Thorning mod sin vilje måtte acceptere en radikal økonomisk politik. Når man modregner vækst og fordeling, bliver resultatet hverken robust vækst eller fuld fordeling, men en udvandet og bleg vanskabning, der hverken er fugl eller fisk. Det er lige her, vi står efter valget i tirsdags. Og det er lige her, vi har været de sidste årtier, i et politisk ingenmandsland, hvor visioner og reformer visner og dør.  Hverken vækst- eller fordelingspartierne opnåede flertal ved dette folketingsvalg. Alt er således som før. Og man skal ikke tro, at Lars Løkke med Moderaterne gør sin entré som frelsende reform-engel i en ny regering. Lars Løkke er som alle moderne politikere ikke resultatbevidst, men procesorienteret. Kompromiset, forliget er målet, ikke resultatet. Den politiker, der bringer forligene i hus, er i Danmark først blandt ligemænd. Også selv om nyttevirkningen er sølle og forandringerne udebliver. Se bare på sundhedsplatformen, skolereformen, politireformen og den grønne omstilling. Det er jo så moderne at have en flydende seksuel identitet. Har man ikke det, er en flydende politisk identitet jo heller ikke at foragte. Og den besidder Lars Løkke i fuldt mål. Han har vist, at han i dag er både liberal og socialdemokrat alt efter, hvad situationen kræver. Eller som Groucho Marx proklamerede i en rolle som politiker: ”Dette er mine urokkelige holdninger og faste overbevisninger. Og kan De ikke lide dem, så har jeg også nogle andre!” Løkke repræsenterer den fusionerede vækst- og fordelingspolitik i skikkelse af en forligskamæleon, der er til fals for den højestbydende. Det giver forlig hen over midten, men ingen reformer.

Uanset den kommende regerings sammensætning og parlamentariske grundlag, kan vi således ikke forvente en konstruktiv forskydning af dansk politik over mod reelle og banebrydende reformer. De store problemområder i Danmark ligger fortsat politisk brak, og de næste fire år er der ikke udsigt til forbedring. Men vi er jo vant til turen.