Hvordan kan en lille landsby i Indonesien skaffe rent vand, så børnene ikke skal bære tunge spande med vand fra floden? Det er blot én af de otte problemstillinger, som over 26.000 elever fra 5. og 6. klasse skal finde det bedste bud på i dette års udgave af Naturfagsmaraton, hvor finalerne skydes i gang i dag den 30. januar hos Grundfos i Bjerringbro.
I dag skal 400 af de omkring 26.000 tilmeldte skoleelever til Danmarks største konkurrence i naturfag. Startskuddet til årets finaler i Naturfagsmaraton lyder nemlig på Grundfos.
Prøv at bære en tung spand med vand på en dårlig og stejl sti flere gange om dagen. Det er hårdt arbejde, men hverdag for børnene i den indonesiske landsby Siantar Naipospos på det nordlige Sumatra. Men kan man opfinde noget, som kan hjælpe børnene, så de ikke længere skal bære vand og i stedet kan bruge mere tid på skole, lege med kammeraterne og dyrke sport? Sådan lyder spørgsmålet i en af i alt otte opgaver til Naturfagsmaraton i år, som Naturvidenskabernes Hus står bag.
Opgaver der gør en forskel
Opgaven hedder ”Rent vand i hanen”, og den er udviklet i et samarbejde mellem Grundfos og Naturvidenskabernes Hus. I år har Naturvidenskabernes Hus lagt endnu mere vægt på, at opgaverne til Naturfagsmaraton udspringer af rigtige problemstillinger fra danske virksomheder, fortæller direktør i Naturvidenskabernes Hus, Nanna Seidelin:
”I Naturvidenskabernes Hus bygger vi bro mellem skoler og virksomheder. Derfor har vi i år en opgave med, som er lavet sammen med Grundfos. Vi vil gerne inspirere unge til en fremtid med naturfag og teknologi ved at vise dem, hvilken forskel de kan gøre for andre mennesker med viden om teknologi. I år handler opgaven om pumpeteknologi, som virkelig betyder meget for mennesker, der ikke har adgang til rent vand,” siger hun.
Det er første gang, at Naturvidenskabernes Hus har en opgave med, som er lavet sammen med en virksomhed. Fremadrettet vil Naturvidenskabernes Hus altid indarbejde opgaver i Naturfagsmaraton med udgangspunkt i konkrete danske virksomheder.
Rigtigt vandprojekt motiverer elever
”Rent vand i hanen”-opgaven tager udgangspunkt i et rigtigt vandprojekt i byen Siantar Naipospos på det nordlige Sumatra i Indonesien, hvor omkring 1000 mennesker ikke har adgang til rent vand. Projektet går ud på, at rent grundvand skal pumpes op til landsbyen, som ligger højt placeret på et bjerg.
At eleverne til Naturfagsmaraton på den måde arbejder med en reel problemstilling, som kan ændre livet for andre børn, motiverer dem, fortæller projektchef for Naturfagsmaraton i Naturvidenskabernes Hus, Janus Halkier:
”Vi vil gerne gøre naturfagsundervisning spændende, konkret og anvendelsesorienteret. Når eleverne kan se, at de arbejder med noget, der kan bruges i virkeligheden og samtidig har stor betydning for andre børn, så går de til opgaven med stor motivation,” siger han.
Til alle finaler kan eleverne se en film fra landsbyen, hvor landsbyens børn fortæller, hvad rent vand ville betyde for deres dagligdag.
Grundfosopgave om pumpeteknologi
Grundfos spiller i år en væsentlig rolle i udarbejdelsen af ”Rent vand i hanen”-opgaven. Hos Grundfos siger Senior Manager fra Group Social Responsibility, Mogens Lindhard, at Grundfos gerne vil vise skoleeleverne, at man kan gøre verden til et bedre sted med viden om teknologi:
”I Grundfos vil vi gerne bidrage til global bæredygtighed ved at sikre rent drikkevand til mange flere. Det kan man gøre med viden om pumpeteknologi, og det vil vi gerne vise skoleeleverne til Naturfagsmaraton. Dermed håber vi, at eleverne får øjnene op for, hvor spændende og meningsfuldt det kan være at arbejde med naturvidenskab og teknologi,” siger han.
Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.
Faktaboks: Om Naturfagsmaraton
- I år er over 26.000 elever fra 5. og 6. klasser i hele landet tilmeldt.
- Der er 60 finaler og elever fra 51 forskellige kommuner deltager.
- Finalerne afvikles fra januar til maj 2018.
- Finalen ved Grundfos afvikles fra 9.30 til 14.00 i Grundfoshallen i Bjerringbro.
- Det er 15. år i træk, at Naturfagsmaraton afholdes.
- Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, NORDEA-fonden, Undervisningsministeriet og Grundfos.
Naturfagsmaraton er landets største naturfagskonkurrence og er et undervisningsforløb til 5. og 6. klasser i hele landet. Både elever og lærer får erfaringer med undersøgende og praktisk undervisning, der har til hensigt at øge elevernes interesse i og motivation for at lære mere om naturfag og teknologi. Som en del af Naturfagsmaraton skal eleverne arbejde med opgaver hjemme på skolen i 12-20 lektioner. Opgaverne er forberedelse til en konkurrencedag i foråret, hvor op til 24 klasser i kommunen dyster mod hinanden om, hvem der har de bedste løsningsforslag.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)