Den fædrelandsbegejstrede cheføkonom

Som tidligere påpeget er Danmark hjemland for de fædrelandsbegejstrede, der er fikserede på, at Danmark er et fantastisk land, der flyder med mælk og honning. En af dem er lommefilosoffen Rune Selsing, en anden er cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.

Den sidstnævnte er forarget over Eurostats opgørelse, der viser, at Danmark er det land ud af 27 EU-lande, hvor de unge har størst risiko for at blive fattige. Det passer ikke, skriver Mads Lundby Hansen, det er et misvisende billede.

I Mads Lundby Hansens optik er unge i det fantastiske Danmark nemlig rigtig godt stillede og har udsigt til en lys fremtid med en høj levestandard.

“Danske studerende modtager verdens højeste SU, der er ca. dobbelt så høj som i Sverige, Finland og Norge i gennemsnit”, lyder det fra den fædrelandsbegejstrede cheføkonom. Han glemmer at tilføje, at han selv plæderer for, at den generøse SU reduceres, hvilket ikke kan undgå at stille de unge ringere end i dag.

”Danske unge skal ikke selv betale for deres uddannelse”, fortsætter Mads Lundby Hansen. Det er noget vrøvl. De unge, der har jobs ved siden af deres studier, betaler jo skat og finansierer dermed deres uddannelse. Og når de efter endt uddannelse kommer på arbejdsmarkedet, betaler de dels deres evt. studiegæld og dels finansierer de uddannelsen for andre unge.

”Når danske unge har afsluttet deres skattefinansierede uddannelse, kan de se frem til nogle af de allerhøjeste lønninger i EU. På den måde har de unge faktisk udsigt til en meget lys fremtid med en meget høj levestandard på et arbejdsmarked, hvor ledigheden er meget, meget lav”, lyder det fra den fædrelandsbegejstrede cheføkonom.

Det er korrekt, at danske lønninger er høje i international sammenhæng, men danskerne er fattige, idet de har et privatforbrug, der er meget lavt i international sammenligning.

Mads Lundby Hansen understreger til slut, at selv om danske unge har lavere indtægter mens de studerer, er de velstillede og går en god fremtid i møde.

Sandheden er imidlertid, at den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er brudt. Den går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.

De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder, at den nuværende generation vil give et fattigere Danmark i arv, end den selv har fået. Flere fremtrædende økonomer har peget på, at for første gang er der udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem.

Den lavere vækst pr. indbygger betyder, at danskernes materielle levestandard ikke kommer til at vokse så meget, som den tidligere har gjort. Danskerne skal vænne sig til en ny normal. Der er ikke nogen krise, men der heller ikke nogen vækst, man kan være glad for.

Det kan derfor ikke undre, at der er mange i Danmark, der frygter, at deres børn vil få en dårligere fremtid end de selv har haft. En ting synes at være sikker: For de unge danskere vil det blive sværere at bygge en tilværelse op med hus, to biler, god mad og spændende ferierejser end det var for deres forældre.

André Rossmann