KONGEMORD I SLOW MOTION

Markus Antonius i Shakespeare’s drama Julius Caesar: “Mischief thou art afoot. Take thou what course thou wilt!” (Ulykke, du har rejst dig. Vælg nu din egen kurs!) Dette berømte citat dukker hurtigt frem i hukommelsen, når man i disse dage er vidne til endnu et rituelt kongemord i det konservative folkeparti. En disciplin partiet har rendyrket til perfektion, hvad væltede ledere som Henning Dyremose, Per Stig Møller, Bent Bendtsen og Lars Barfod kan bevidne. Hans Engell derimod sad fast i sadlen, men klarede i løftet tilstand sagen selv i samarbejde med en betonklods på motorvejen. Nu er turen så kommet til Søren Pape. Da de konservative ser sig selv som et parti, der bekender sig til lov og orden, skal bødlerne ikke findes formelt i hovedbestyrelse og forretningsudvalg, men i folketingsgruppen og hos sværvægtere i ’baglandet’. De enkelte medlemmer i partiets ledende organer er naturligvis også med, men diskret som deltagere i uformelle grupperinger med folketingsmedlemmer og fremtrædende konservative, der er motiveret både af politisk uenighed og af brødnid, hævntørst og misundelse.

Anledningen, men ikke årsagen er affæren Pernille Weiss, som Pape vil have fjernet fra Europa-Parlamentet. Det kan man godt forstå, da fru Weiss ikke er så konservativ, at det gør noget. Hun hører snarere til hos Danmarks ny-radikale Parti, Moderaterne, hvis chef har velsignet os med Marrakesh-traktaten og en ny lov om ytringsfriheden, hvor ytringsfriheden dog ikke figurerer. Pernille Weiss blev kendt i offentligheden for sin udtalelse om Indvandring fra Afrika: ”10 millioner migranter skræmmer mig ikke”. Pape havde også fundet ud af, at Weiss tyranniserede og mobbede sit personale, hvad der jo ikke sømmer sig for en anstændig konservativ leder. En gruppe konservative tillidsfolk har selv undersøgt sagen og har ikke kunnet konstatere ledelsessvigt fra Weiss. Den konservative dødslavine har nu sat sig i bevægelse og nærmer sig langsomt, men sikkert formandens taburet.

Den virkelige årsag er ikke Weiss-affæren, men Søren Papes politik. Tunge konservative drenge som John Wagner, Lars Barfod, Peter Sterup og Jacob Axel Nielsen har nu rejst oprørsfanen. Sterup og Barfod har meldt sig ud af partiet i protest, og Wagner og Nielsen hænger kun på med det sorte af neglene. Kritikerne beskylder Pape for at føre reaktionær, gammelborgerlig politik og bebrejder ham partiets store valgnederlag. De er også utilfredse med, at Pape holdt de konservative ude af Finansloven, og at han taler for meget om afskaffelse af topskatten og fastholdelse af ytringsfriheden. Oprørerne er også sure på formanden, fordi de mener, at han var for hård ved Mette Frederiksen under minksagen og ikke ville med i den nye regeringskoalition

I virkeligheden bunder oprøret mod Pape i utilfredshed over, at han ikke er rykket ind på midten. Pape kom for sent til Moderaternes tog med Lars Løkke som lokomotivfører. De konservative tillidsfolk vil ikke have borgerlige, men fleksible stemmer, der arbejder. De vil have partiet ind i midten, der hvor Venstre og Moderaterne befinder sig. Det er imidlertid ikke Pape, der har trukket partiet til højre, men derimod den politiske midte, der er drejet til venstre, i hastig bevægelse mod det centralt styrede formyndersamfund, konsensusstaten, hvor ’fællesskabet’ ikke tillader uenighed. Sivningen af vælgere fra det konservative folkeparti er en glidende proces, der har været i bevægelse gennem de sidste 20 år, hvor partiet har været en del af regeringssamarbejdet en stor del af tiden. De skiftende konservative ledere har denne periode ikke kunnet levere borgerlig politik til deres vælgere. Tværtimod har partiet som regeringspartner leveret stemmer, men ikke resultater, fordi de konservative ministre blev kørt over af de virkelige magthavere, Venstre og Dansk Folkeparti. I denne periode har de konservative som deltagere i samtlige forsvarsforlig helt bevidst været medansvarlige for en systematisk afvikling af forsvarets kampkraft. Partiet var initiativtager til den berygtede iværksætterskat – verdens eneste – der har kostet tusindvis af arbejdspladser og reelt sat en stopper for etableringen af nye værdivirksomheder i Danmark. Den uhindrede import af klienter fra islamiske kultursamfund skete også på de konservatives vagt, ligesom lanceringen af den katastrofale sundhedsplatform og den vilde vækst i den offentlige sektor samt det glidende sammenbrud af ældreplejen og hospitalsvæsenet. Alle disse ulykker vil hverken Pape eller oprørsgruppen tage ansvaret for. Politik er jo det muliges kunst, og man skal jo kunne tælle til 90. Nu skal der nye boller på den konservative suppe, som ikke mere er borgerlig, men ”midtsøgende, humanistisk, international og ansvarlig”, som oprøreren John Wagner udtrykker det. Altså en tvilling til Lars Løkkes Moderaterne, der som Venstre nu har fundet sig til rette som filial af Socialdemokratiet. Her skal liste C nu også ind. Det nye konservative skal ind på midten koste, hvad det koste vil.

For nogle år siden skrev min konservative kone i en kommentar, ”at der er ingenting i verden så stille som en konservativ, der lister en kniv ind i ryggen på en partifælle”. Det er den diskrete proces, der er i gang nu. Partiets besluttende organer skal nu finde en ny leder, der er villig til at forlade de gamle værdier, Gud, Konge og Fædreland til fordel for en moderne ideologi, hvor konservative er med på den værste. Bare de er med. På den baggrund ville Pernille Weiss nok være et godt bud.