INGEN ENDE PÅ MIGRANTSPIRALEN

FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) har netop publiceret en rapport, der afslører, at alene i år til dato er der ankommet 160.000 illegale migranter til Europa, og tilstrømningen stiger stærkt uge for uge. Det er ikke mere personer fra Syrien og Afghanistan, der topper listen, men vandrende mennesker fra Tunesien, Egypten, Bangladesh og Elfenbenskysten, altså lande der ikke er ramt af hverken krig eller borgerkrig. Nyheden om det europæiske slaraffenland, der modtager hvem som helst og finder sig i alt, må have bredt sig til andre ikke-krigsførende lande, idet et stigende antal illegale migranter nu kommer fra Venezuela, Colombia, Tyrkiet og Pakistan. The European Agency for Asylum vurderer, at hvis tendensen fortsætter året ud, kan vi i Europa forvente mere end en million ulovlige migranter inden jul.

Efter de gældende konventioner er det kun omkring 40 procent af migranterne, der får tildelt asyl. 60 procent bliver således bedt om at rejse hjem. Det gør de bare ikke, da de ved, at de europæiske værtslande ikke tvangshjemsender dem. I stedet siver de ind i samfundet som permanent illegale, men tålte migranter, der i Nordeuropa ender på overførselsindkomst og i Sydeuropa, hvor de får sort arbejde med at plukke tomater, høste vin og oliven. Det er meget få afviste asylansøgere, der sendes hjem under bevogtning. Dels fordi deres egne lande nægter at modtage dem dels fordi, det er dyrt at flyve 20 afviste asylanter tilbage ledsaget af lige så mange politifolk.

Situationen er derfor den, at medierne nok beretter om den brusende flod af migranter ind i Europa, men maner til besindighed, hjerterum og respekt for konventionerne. Politikerne hælder vand ud af ørerne, trækker på skuldrene og henviser til konventionerne. I EU’s Ministerråd drøfter statscheferne problemerne. Ingen kommer med en løsning. Så ser de på hinanden og beslutter snart at mødes igen. Det gør de så. Der vedtages en resolution, der fordømmer Viktor Orbán, som med sin sunde fornuft har valgt et totalt stop for ulovlig indvandring fra islamiske lande. Det kunne de enkelte EU-lande også godt tænke sig at gøre, men det tør de ikke. Man ville jo af det europæiske fællesskab blive beskyldt for islamofobi, hvilket i Danmark nu koster to år i skyggen. Så vi fortsætter med at lade stå til og håbe på, at problemet ender med at gå væk af sig selv.

Men der er jo en løsning, der kan standse den illegale migrantlavine. Det bliver ikke en model, der er groet i EU’s golde have, da EU er syltet ind i FN’s holdninger og værdigrundlag. FN er i dag domineret af totalitære, islamiske stater, der arbejder målbevidst på at øge den muslimske befolkningsandel i de europæiske lande. Den islamiske samarbejdsorganisation OIC har side 1979 bestræbt sig på at etablere en dominerende politisk indflydelse, der beskytter den islamisk ideologi mod kritik og krav om reformer. Dette mål er de facto opnået i en række europæiske lande, men nu også formelt i Danmark, hvor ’utilbørlig’ behandling af islams personkult, samfundssystem og tro bliver forbudt og strafbart.

En frivillig koalition af europæiske lande deklarerer et totalt stop for illegal indvandring. Alle migranter sendes tilbage til udslusningslandene i Nordafrika og Mellemøsten, der straffes med stop for udviklingsbistand, investeringer og rammes af en række økonomiske og kommercielle sanktioner, hvis de nægter at stoppe menneskesmuglerne. Til gengæld for samarbejdet skal de motiveres med løfte om rundhåndede europæiske investeringer i særlig infrastruktur og uddannelse, der jo er forudsætningen for fremtidig velstand. De forkølede og halvhjertede forsøg på at oprette modtagecentre i Rwanda og andre afrikanske lande afløses af projekter, der gør det økonomisk attraktivt for disse lande at huse centrene. De skal tilbydes profitable indkomster for leje af land og bygninger. De skal tilbydes et omfattende beskæftigelsesprogram, der giver fast, vellønnet arbejde til lokale læger, sygeplejersker, køkkenpersonale, vagtmandskab, pædagoger, transportpersonel og håndværkere, der er tilknyttet centrene. For det nye værtsland skal modtagecentrene være en god forretning. Ellers kommer projektet ikke til at flyve. Og for de europæiske lande vil det under alle omstændigheder være billigere at drive en række modtagecentre i stedet for som i dag at have millioner af illegale indvandrere på livslang offentlig forsørgelse.

Denne løsningspakke kunne kombineres med den schweiziske model, hvor herværende migranter ikke får fornyet deres opholdstilladelse, hvis de i en længere periode ikke vil eller kan få sig et arbejde. Dette vil virke afskrækkende på de mange illegale migranter, der er uden faglige kompetencer, og som i deres hjemlande har ernæret sig som daglejere, gadesælgere eller ved plat og kriminalitet. Ingen hænder, ingen kage.

Det er helt afgørende for denne løsning, at den gennemføres helt uden om EU’s og FN’s dræbende bureaukrati og konventionsimperialisme. Dette kræver en hel del civil courage hos den koalition af europæiske lande, der vil være med til at bringe den illegale indvandring til ophør. Det mod har de ikke i dag, men en uafvendelig katastrofe venter lige om hjørnet på os og vores efterkommere, hvis vi ikke tager os sammen og beskytter vores befolkninger, vores demokrati og vores kultur. Kommende generationer vil forbande os, hvis vi svigter.