Tre mænd er sigtet for moms- og skattesvig ved at have betalt fiktive fakturaer for ydelser, deres virksomheder aldrig har modtaget. På den måde har de unddraget staten store beløb i moms og skat.
I en koordineret aktion anholdt Københavns Politi i morges tre mænd, to på 38 år og en på 41 år med tilknytning til to virksomheder.
Københavns Politi har gennem flere år gennemført en omfattende efterforskning af et organiseret hvidvasknetværk, som allerede har ført til sigtelser for hvidvask af mere end 600 millioner kroner. Under efterforskningen er politiet blevet opmærksomme på de to virksomheder, som er mistænkt for at have købt fiktive fakturaer af netværket. De tre mænd er derfor blevet anholdt og sigtet for omfattende moms- og skattesvig.
I forbindelse med anholdelserne har Københavns Politi ransaget fire adresser i Hovedstadsområdet og har blandt andet beslaglagt et stort pengebeløb.
Hvidvasknetværket har stået bag selskaber, der har udstedt fiktive fakturaer for ydelser, der aldrig er blevet udført. Disse virksomheder – kaldet B-selskaber – er blevet anvendt af A-selskaber, der bestiller og betaler de fiktive fakturaer. Som modydelse afleverer bagmændene kontantbeløb til A-selskaberne.
”Vi mener, at de tre anholdte i deres tilknytning til A-selskaberne har unddraget staten store beløb i moms og skat,” fortæller vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen.
Fem mænd i alderen 22 til 45 år er allerede idømt straffe på mellem tre og fem års fængsel for at have indtaget forskellige styrende roller i hvidvasknetværket.
”Der er tale om en meget omfattende og langvarig efterforskning, hvor vi har arbejdet os systematisk frem for at ramme alle led i kæden,” siger Anne Katrine Kristensen.
Tidligere domme i sagskomplekset:
- 3. august 2022 blev en dengang 45-årig mand idømt fem års fængsel for grov hvidvask.
- 29. august 2022 blev en dengang 22-årig mand idømt tre års fængsel og udvist for bestandig for grov hvidvask.
- 13. december 2022 blev en dengang 27-årig mand idømt tre års fængsel for grov hvidvask.
- 8. juni 2023 fik en dengang 36-årig mand tre et halvt års fængsel for medvirken til hvidvask.
- 18. september 2023 blev en 36-årig mand idømt fire års fængsel moms- og skattesvig samt hvidvask i en række selskaber, han har været direktør for.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)