KULTURSTATENS STORHED OG FALD

Historien rummer flere eksempler på store multietniske imperier, der blomstrede og trivedes, så længe samfundet var bundet sammen af et kulturelt og politisk fællesskab. Romerriget strakte sig i sin storhedstid rundt om hele Middelhavet, hen over størstedelen af Europa og Balkan og kontrollerede det meste af Mellemøsten og Lilleasien. Imperiet rummede mange forskellige folkeslag og kulturer, men blev svejset sammen af latin som det fælles sprog, romerretten, stoltheden ved det romerske statsborgerskab og den romerske religion. Magthaverne tillod i øvrigt alle religioner, men kun hvis borgerne også anerkendte og accepterede de romerske gudeskikkelser som Jupiter, Venus, Mars, Merkur og Minerva. Romerriget gik i forfald og endte i opløsning, da nye indvandrere ikke mere kom ind i imperiet for at være en del af det romerske kultursamfund, men for at udbytte og undergrave det. En stigende invasion af barbarer fra germanske områder, goter, vandaler og hunner kunne i republikkens storhedstid integreres i samfundet, fordi de var villige til det, men den stigende tilstrømning af primitive migranter blev til sidst for meget for de pressede romerske kulturværdier. Opløsningen var en kendsgerning.

Samme udvikling ser vi nu i den moderne verdens store imperium, USA, som i en lang periode har været et velfungerende multietnisk demokrati, men med stærke kulturelle fællesmarkører, der bandt de mange brogede migrantsamfund sammen. Det var det engelske sprog, retsstaten, stoltheden ved at være amerikaner og ikke mindst det kristne livssyn, demokratiet og friheden for det enkelte menneske, som det er udtrykt i den amerikanske uafhængighedserklæring: Alle mennesker er skabt lige og er af Skaberen udstyret med visse umistelige rettigheder såsom livet, friheden og retten til at stræbe efter lykken. Verdens største multietniske demokrati og retsstat er nu som Romerriget i opløsning.

Den overordnede fælles nationale og kulturelle identitet er udskiftet med stammeidentitet og had mod anderledes tænkende. Friheden, fliden og kreativiteten er blevet afløst af race- og kønsidentitet, mangfoldighed omfattende dem, man er enig med og udstødelse af alle andre. Først og fremmest hvide mennesker, borgerlige og kristne samt asiater, der nu formenes adgang til universiteterne, fordi de er for dygtige. USA’s historie skrives om, så den bærende fortælling handler om slaveriets historie og konsekvenserne for de sorte amerikanere. De amerikanske demokratiske institutioner, såsom retsvæsenet, skoler, universiteter og efterretningstjenesterne, er ikke mere uvildige organisationer, men er fusioneret ind i det Demokratiske partiapparat, som undertrykker og forfølger borgerligt sindede amerikanerne. Amerika er opløst i uregerlige stammer, der hver især hensynsløst forfølger egne mål, hvad præsident Biden netop har fået at mærke. Muslimske borgergrupper har meddelt præsidenten, at hvis han ikke øjeblikkeligt sørger for en våbenhvile i Gaza, er der nul muslimske stemmer at hente for ham ved det kommende præsidentvalg næste år. De Forenede Staters våbenskjold bærer indskriften: E Pluribus Unum (Ud Af Mange, Én), men den nationale enhed er nu forvandlet til et mørnet kludetæppe af stridende stammer, hvor alle hader alle.

Nu er det så blevet vores tur her i det lune danske smørhul. Som folk var vi oprindeligt bundet sammen af hjemstavnen og sproget, senere af kristendommen, kongen og så Dannebrog og fædrelandskærligheden. Og til sidst af de store folkelige bevægelser, arbejderbevægelsen, højskolerne, andelsbevægelsen og folkestyret. Alle disse fælles kulturværdier er nu sat under pres af mange hundrede tusinde muslimske indvandrere, der hader den demokratiske retsstat, friheden og den danske levevis. Danske politikere og de toneangivende kulturradikale venstrefløjsere har i de sidste mange årtier prædiket for os, at de mange stakler fra de islamiske kultursamfund, der blev lukket ind i landet, jo kom fra fattige og farlige diktaturstater. Migranterne ville derfor blive lykkelige over friheden og ile med at melde sig ind i det arbejdende danske demokrati og tilegne sig et moderne retssamfunds værdier og menneskesyn.

Wilkes opinionsundersøgelse for Jyllands-Posten for nogle år tilbage viste med al ønskelig tydelighed, at hele 77 procent af migranter og efterkommere fra islamiske kultursamfund ønsker grundloven skiftet ud med islamisk lov. Dette ubestridelige varsel om demokratiets undergang blev omgående af medier og politikere fejet ind under gulvtæppet: Islam hviler jo på de fem søjler, trosbekendelsen, bønnen, fasten, almisser til de fattige og pilgrimsrejsen til Mekka. Og hvad er der så i vejen med det? De kloge hoveder på Christiansborg gad ikke sætte sig ind i den kendsgerning, at hele islams ideologi, sharia- retssystemet anses af alle muslimer for indstiftet af Allah og er derfor helligt, ukrænkeligt og evindeligt.

Det har vi nu lært på den hårde måde i de seneste uger, hvor det traditionelle danske retsind og anstændighed har været i vild opløsning. Horder af islamiske mørkemænd sekunderet af venstrefløjen har givet frit afløb for hadet til jøder og alt jødisk. Ingen fordømmelse af de bestialske drab og mishandling af 1400 civile israelere; kun en evindelig jammer med velvillig støtte fra DR og TV2 over ’folkemordet’ på palæstinenserne i Gaza. I 2015 var der 1,8 millioner indbyggere i Gaza. Nu er der 2,2 millioner altså en tilvækst på 22 procent, som ventes at stige til 4,4 millioner i 2035. Hvis Israel begår folkemord, er de således ikke særligt gode til det. Men i islam er sandheden ligegyldig. Det er fortællingen om sandheden, der tæller. Den gamle statsmand Henry Kissinger har netop i et interview udtalt, at” Europas store indvandring af muslimer var en fejl, fordi islam hviler på stammetænkning. Islam vil ikke integreres, men forlanger, at vi integrerer os i islam.”

Den danske demokratiske retsstat knager i fugerne, som er ved at give efter for undergangens strømme. Vi sidder i dag med over 300 000 islamiske migranter og efterkommere, der hader folkestyret, hader jøder, hader friheden, kvinder, seksuelle minoriteter og kristne. De hader alle os, der ikke er muslimer.  Mette Frederiksens svar på det er at stille islams totalitære ideologi under dansk retsbeskyttelse. Fremtidens Danmark kommer til at minde om overskriften ved indgangen til Dantes Helvede: I SOM HER INDTRÆDE, LADER ALT HÅB FARE.