Almindelig familie kan låne til 8 af 10 huse på det danske boligmarked

Nye beregninger viser, at en almindelig familie har råd til knap 8 af 10 af de huse, der er til salg i Danmark. Sværest har de ved at få pengene til at række i og omkring København, mens der er stort set frit slag i det meste af Jylland og på Fyn.

Skal du og din familie købe et hus, er det ikke helt lige meget, hvor I kigger. For der er stor forskel på, hvor meget I kan låne, og ikke mindst hvor mange af de huse, der er til salg, I kan købe for de penge.

Nye beregninger lavet i samarbejde mellem Nordea Kredit og Boligsiden viser, at en almindelig dansk familie med en sygeplejerske, lærer og to børn har råd til at købe 79 procent af de huse, der er til salg lige nu.

”Andelen af boliger, som en almindelig dansk familie kan købe, har været nogenlunde konstant omkring de 80 procent i de fire år, vi har lavet de her beregninger, men i forhold til sidste år andelen faldet fra 83 til 79 procent. Valgfriheden er altså blevet en lille smule mindre for den familie, vi bruger i eksemplet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Birgit Daetz bliver suppleret af Nordea Kredits chefanalytiker og boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann:

”En gennemsnitlig familie kan blive kreditgodkendt til nogenlunde det samme beløb i dag som sidste år, men fordi boligpriserne er steget, vil de ikke være i stand til at købe det samme hus. De stigende lønninger og de lidt højere skattemæssige fradrag har kun lige netop været store nok til at kompensere for de stigende renter og lidt højere leveomkostninger, men de har ikke været store nok til at dække de stigende boligpriser,” siger hun.

Hovedstaden er næsten lukket land

De stigende boligpriser har været særligt høje i og omkring de store byer. Det betyder, at familiens adgang til de udbudte boliger er nærmest ikke eksisterende i områderne i og omkring København samt i Aarhus.

”Der er stor efterspørgsel på huse i og omkring København, og der er et meget lille udvalg. Det afspejler sig i prisen. Så hvis familien er fast besluttet på, at det skal være hus og ikke ejerlejlighed eller andelsbolig, må de udvide søgningen geografisk og gå på kompromis med ønskerne til størrelse og stand. Og det er reelt også den bevægelse, vi ser. Der er mange, der i disse år flytter længere væk fra de store byer, fordi mere hjemmearbejde har gjort det lettere at have længere køretid til arbejde,” siger Birgit Daetz og påpeger:

”De nye beregninger viser, at familien har meget vide muligheder for at få råd til et hus i resten af landet. Det gælder både i Vest- og Sydsjælland, i Jylland og på Fyn.”

Førstegangskøberne har det svært

På trods af den store valgfrihed blandt de udbudte boliger i det meste af landet er den aktuelle udvikling på boligmarkedet dårligt nyt for de købere, der skal ind på boligmarkedet. For når de ikke har en høj friværdi at indløse ved at sælge en nuværende bolig, er det svært at få råd til at blive husejer.

”Det er træls at være førstegangskøber i øjeblikket, for både boligpriserne og renten er steget det seneste år. Det gør det sværere at få råd til en ejerbolig. Men familiens muligheder er udregnet på baggrund af nogle gennemsnit og kriterier, vi har stillet op ud fra vores erfaringer med boligkøbere. Der er mange individuelle forhold, der spiller ind ved et boligkøb, og derfor bør din familie altid få banken til at regne på jeres egne tal, når I skal beslutte, hvor i landet eller hvilke type bolig, I ønsker at købe,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)