En 38-årig mand blev torsdag idømt syv års fængsel i Retten i Aarhus, for at have videreoverdraget store mængder amfetamin og hash med henblik på salg til en større personkreds.
Den 38-årige var en af bagmændene i et netværk, som distribuerede narkotika, og han blev i retten dømt for at have stået bag overdragelse af i alt fem kilo amfetamin og fem et halvt kilo hash.
Amfetaminen blev overdraget i Aalborg, mens hashen blev overdraget i Aarhus-området.
Den 38-årige blev i marts i år anholdt sammen med syv andre personer i en stor koordineret aktion mod rockermiljøet, som Særlig Efterforskning Vest stod bag. Under aktionen blev flere adresser i Jylland, og en del narko blev beslaglagt. Siden anholdelsen har den 38-årige siddet varetægtsfængslet.
Anklager Morten Rasmussen er tilfreds med sagens udfald.
”Den 38-årige var en af bagmændene bag særdeles organiseret handel med hård narko, hvor den dømte altså stod bag distribuering af amfetamin i kilo ad gangen. Derfor er jeg tilfreds med, at retten tildelte ham en lang ubetinget fængselsstraf, ” siger anklageren i Særlig Efterforskning Vest.
Den 38-årige erkendte alle forhold og modtog dommen.
I samme sag er fire personer fortsat varetægtsfængslet, mens fem allerede har fået domme på hhv. to år, to år og 9 måneder, tre år og fire års fængsel.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)