Balladen om de stenrige danskere

P.t. turnerer flere fremtrædende økonomer med en fortælling om, at når det kun er et fåtal af danskerne, der rent faktisk har lyst til at lægge flere timer på arbejde, skyldes det, at danskerne i forvejen er så stenrige, at de ikke gider arbejde for at højne deres levestandard. Blandt nævnte økonomer er prof. Bent Greve, som er arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, den tidligere overvismand Torben M. Andersen, de to andre tidligere overvismænd Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Michael Svarer, samt den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Økonomerne er udmærket klar over, at Danmark oplever en vækstkrise, som betyder, at danskerne langsomt men støt er ved at blive fattigere end borgerne i andre vestlige lande, som Danmark normalt sammenligner sig med. Men da den politiske elite ønsker at skjule derouten for befolkningen, bilder både politikerne og økonomerne danskerne ind, at det er deres opulente rigdom og velstand, der er årsagen til, at de ikke gider arbejde mere.

Virkeligheden er imidlertid, at danskerne er Europas fattigrøve.

I 2023 får en enlig dansk folkepensionist udbetalt 8.952 kr. pr. måned efter skat. I Spanien får folkepensionisterne i gennemsnit udbetalt en pension på 1.257 euro (den stiger snart til 1.365 euro) om måneden før skat, svarende til 9.427 kr. Af dette beløb skal der betales skat på mellem 7-19 pct. Ikke alene ligger den spanske pension således på niveau med den danske, men den har også langt større købekraft end den danske grundet lavere skat og lavere forbrugspriser, herunder 4 pct.’s moms på basisfødevarer og 10 pct.’s moms på tjenesteydelser.

Når danskerne handler i supermarkeder og øvrige butikker, betaler de 40 pct. mere end EU-gennemsnittet. Dvs. når man i EU i gennemsnit betaler 1.000 kr. for en indkøbsvogn fyldt med varer, så koster denne indkøbsvogn i Danmark 1.400 kr. I Tyskland er priserne kun 8 pct. højere end EU-gennemsnittet, mens i Spanien er priserne 3 pct. lavere end EU-gennemsnittet.

En af årsagerne til de høje priser i Danmark er, at danskerne betaler meget høje forbrugsskatter. Når forbrugerne køber varer i danske butikker, betales moms på 25 pct., som er blandt de højeste i de 38 OECD-lande. Derudover betales ekstra afgifter på udvalgte varer, f.eks. biler, kaffe, chokolade og energi. Samlet set udgør forbrugsskatterne 26,1 pct. af forbruget i Danmark. Det er det næsthøjeste niveau blandt OECD-landene. I Tyskland er forbrugsskattetrykket på 17,3 pct., i Spanien 16,9 pct. og i Storbritannien 14,1 pct.

Sidst men ikke mindst er Danmark et ekstremt dyrt land, når det gælder borgernes boligudgifter. Knap hver sjette danske husstand bruger ifølge Eurostat mere end 40 pct. af den disponible indkomst på boligen. Det er dobbelt så mange som gennemsnittet i EU.

Eurostat har udarbejdet prissammenligningerne siden 1995, og frem til 2020 indtog Danmark hvert eneste år positionen som det dyreste EU-land. Gennem flere årtier har de danske priser ligget 40-45 pct. over EU-gennemsnittet. De seneste to år har Irland overhalet med priser, som er marginalt højere end de danske.

Det danske bruttonationalprodukt er ganske vist det 14.-største på verdensplan, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz, hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Så selv om danskerne har en rig stat, er de i realiteten fattige, idet de har et privatforbrug, der er meget lavt i international sammenligning. Det har danske økonomer ikke lyst til at tale om.

Økonomerne har heller ikke lyst til at tale om, at danskernes ulyst til at arbejde mere hænger sammen med, at de brandbeskattes. De høje danske skattetryk betyder nemlig, at Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i. Skattetrykket i Danmark på 46,5 pct. er det højeste blandt OECD-landene i 2020 (p.t. det seneste år, hvor en international sammenligning foreligger). Danmark efterfølges af Frankrig, Belgien og Italien.

24NYT følger den økonomiske debat herhjemme meget nøje, men os bekendt har ingen politiker eller økonom henvist til undersøgelser, der viser, at danskerne er så stenrige, at selv en skat på f.eks. 5-10 pct. på ekstraarbejde ikke kunne lokke dem til at præstere flere arbejdstimer. For os er der ingen tvivl om, at en lav skat på arbejde ville levere en kraftig adfærdsvirkning, idet den ville få mange borgere til at arbejde mere for at kunne finansiere en højere levestandard.

Det siger sig selv, at i det halvsocialistiske Danmark er det et politisk og ideologisk valg, at man ikke ønsker at skrue på det finansielle håndtag, som skat på arbejde udgør, og stoppe brandbeskatningen af danskerne. Brandbeskatningen fortsætter derfor og facit er, at man mindsker tilskyndelsen for de økonomisk set mest produktive danskere til at yde en ekstra indsats til fordel for hele samfundet. Det er bare dumt, for det svækker erhvervslivet og gør Danmark og danskerne fattigere.

André Rossmann