Den 7. december iværksætter Peer-Partnerskabet et randomiseret forsøg i København, der for første gang i Danmark skal belyse effekten af en forebyggende indsats for psykisk sårbare, hvor frivillige, som selv har erfaring med psykisk sårbarhed, er omdrejningspunktet. Denne form for støtte kaldes peer-støtte, og har efterhånden bredt sig til hele landet, men det er første gang, der forskningsmæssigt måles på effekten af en sådan indsats.
”Vi er i Københavns Kommune glade for at kunne give deltagerne i Grib København mulighed for at deltage i peer-grupperne. Her oplever vi, at der ofte sker noget vigtigt, som kan supplere og forstærke det, vi samarbejder med borgerne om. Med vores deltagelse i Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet ser vi, at borgerne har en unik mulighed for at møde andre peers og herigennem lade sig inspirere til at tage nye vigtige skridt i hverdagslivet,” siger Bjarke Solkær, leder af Grib København, der er et forebyggende tilbud til voksne med psykiske vanskeligheder jf servicelovens paragraf 82.
Som optakt til det 13 måneder lange forskningsforsøg har der været gennemført peer-gruppeforløb i København, Helsingør og Fredericia. Allerede nu har deltagerne i grupperne oplevet mange positive forandringer; fra styrket deltagelse i uddannelse, styrket netværk og mod på forandring i hverdagen. Effektmålingen gennemføres i alle tre byer af Forskningsenheden på Psykiatrisk Center København, der har bidraget med international viden om peer-støtte ind i projektet.
Forskningen skal dokumentere disse forandringer og styrke brugen af peer-gruppeforløb i landets kommuner.
”Dette er et forsøg på at udvikle en helt ny tilgang i forebyggelsen af psykisk sårbarhed og ensomhed. Derfor er effektmålingen også vigtig, så vi ved om tilgangen gør en forskel. Jeg ser meget frem til resultaterne, fordi peer-støtte og gruppeforløb ser ud til at være vigtigt i forhold til at stå stærkere i hverdagen. Alt tyder på at det er meget virkningsfuldt, når mennesker deler deres egne livserfaringer og lærer af hinanden,” Lene Falgaard Eplov, der er forskningsoverlæge i Forskningsenheden, Psykiatrisk Center København.
For VELUX FONDEN, der er eneste bidragsyder til projektet, er projektet en del af fondens målsætning om at styrke fællesskaber, hvor alle kan deltage, bidrage og bruges til noget.
”Vi ser rummelige fællesskaber som en del af svaret på, hvordan man kan fungere bedre i hverdagen. Derfor er forskningsindsatsen i projekt Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet vigtig. Vi mangler viden om, hvad det betyder, når der skabes plads til psykisk sårbares egne svar og løsninger. For det er ens egne svar og løsninger, man kan handle på. Samtidig skal forskningen føre til langsigtet konstruktivt samarbejde mellem kommune og civilsamfund,” siger Ane Hendriksen, der er direktør i VELUX FONDEN, om sine forventninger til forsøget.
Forsøget er det første herhjemme, hvor psykisk sårbare har ført an i metodeudvikling og forskning. Dermed er forskningsprojektet en del af en ny international trend, hvor mennesker, der har erfaringer med en problematik på egen krop, udvikler det, de oplever mangler.
”Sammen har Det Sociale Netværk og SIND skabt Peer-Partnerskabet for at vise, at lokale frivillige peers kan spille en rolle tidligt, så færre får det virkelig dårligt og oplever mere alvorlige problemer i deres hverdag. Jeg har stor tiltro til at forsøget vil vise, hvor betydningsfuldt det er for alle. Forsøget er et skridt sammen med kommunerne om at skabe nye tilbud, som skaber veje ud i hverdagslivet, hvilket er noget vi kun kan løse sammen,” siger Knud Kristensen, der selv er frivillig og formand for både Peer-Partnerskabet og SIND.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)