Befolkningsudskiftningen

[DEBAT] Af Jens Wollenberg

Allerede under Ny Labours nyvalgte regering med Tony Blair i spidsen i 1997 brugtes megen tid og ressourcer på at støtte sig op ad lobbyister med radikale synspunkter, hvor flere af disse tilsyneladende endnu den dag i dag er brugbare i forbindelse med befolkningsudskiftningen i det vestlige Europa.

Befolkningsudskiftningen, eller ideologien bag den, kritiseredes voldsomt også dengang i slutningen af 1990’erne. Den er blevet kritiseret siden det gik op for den etniske europæiske befolkning, at der var en plan om uden kontrol bare at lade indvandring og migration vælte og lægge Europa ned, så et nyt Europa kunne rejse sig fra asken, hvor den gamle etniske befolkning var udskiftet med fortrinsvis muslimske efterkommere og migranter.

Ligesom dengang fejes alle kritiske røster til side med offerkortet, og prædikatet højreekstremist, nazist og racist bruges for at lukke munden på kritikerne.

Et af de vigtigste radikale argumenter for at fremme befolkningsudskiftningen i Vesteuropa er, at migration betyder mere mangfoldighed, og jo mere migration, des mere mangfoldighed. Udover berigelsen med mange flere mennesker, flere kulturer, religion, sprog og mad, er migration ifølge det radikale synspunkt lig med arbejdskraft, foryngelse af vores aldrende befolkning og andre positive ting, der følger med. Ja, kort sagt er mangfoldighed set med radikale briller en kæmpe gevinst for Danmark.

Ligesom dengang, da Ny Labour kom til magten i 1997, bruges det radikale synspunkt om, at ”man ikke kan basere en nationalitet på en forestilling om et loyalitetsforhold, idet den tid er forbi”. Ifølge dette radikale synspunkt menes der simpelthen, at man eller jeg som individ ikke må eller kan kalde mig ægte dansker, der vil kæmpe for sit fædreland og dets værdier. Det radikale synspunkt går så vidt, at det fuldstændigt udvander fædrelandet for os, der har kærlighed dertil, og erstatter dette med et blandingsbatteri, som de radikale kan skrue på og så bestemme, hvornår vi skal skylles ud i afløbet.

Det radikale synspunkt lyder omtrent således: “Nationalstaten har forandret sig” og er blevet til “et åbent og formelt fællesskab, der er i stand til at rumme forskellige levemåder”, og at i dette fællesskab “må immigrationspolitik betragtes som et middel til at berige landets kulturelle mangfoldighed”. Så vidt jeg kan se gå det radikale synspunkt endnu videre, idet man mener, at “den traditionelle opfattelse af nationalitet kan nedtones til et niveau af ren symbolik”.

Danmark består i det radikale manifest, men de indbyggere, der bebor landet, er ikke mere “danskere”, men brikker i en veludført radikal plan. Det radikale manifest afsluttes ved at fremhæve, at “vi er et mangfoldigt samfund af overlappende identiteter og ikke – og kan ikke være – bundet af universelle værdier eller enestående loyaliteter. Hvis vi skal knyttes sammen, skal det ske gennem en gensidig nydelse af rettigheder og ansvar”.

Dette er som nævnt radikal ideologi under Ny Labour i 1997, hvor befolkningsudskiftningen var i fuld gang. Her i 2020 er vi vidne til den samme radikale ideologi, så intet har forandret sig. Heller ikke det, at i stedet for at bruge pisken går den radikale ideologi ud på at coache migranter og håbe på, at de med tiden vil tilpasse sig.