Mikonomi har foretaget en økonomisk sammenligning af de mest solgte biler i Danmark i 2019. Bilerne bliver undersøgt med udgangspunkt i fem forskellige punkter, og allerede fra start ligger elbilerne sig i front med en føring, som selv forhøjede afgifter og afviklede fradrag ikke kan ændre meget ved. Det eneste, der kan sætte en stopper for elbilerne nu, er distancen til den nærmeste ladestander.
En gennemsnitlig elbil koster i dag ca. 2,14 kr. per kørt km. Det er omkring 10% mindre end en dieselbil eller hele 15% mindre end en benzinbil.
Tilbage i 2016 tog Mikonomi.dk et kig på økonomien ved køb af en elbil. Dengang var konklusionen, at elbiler var et økonomisk godt valg, hvis de passede til ens kørselsbehov, og man handlede, inden afgifterne steg. I mellemtiden er lovgivningen om lavere afgifter blevet forlænget, fradraget er blevet forhøjet, og der er kommet væsentligt flere elbiler på markedet. Nogle er billige, nogle kører langt, og andre lader hurtigt.
Baseret på de mest solgte biler i Danmark i 2019, har Mikonomi.dk nu igen set nærmere på den mest økonomiske biltype. Økonomien er blevet sammenlignet på både benzin-, diesel- og elbiler på punkter som anskaffelsespris, brændstofforbrug, grøn ejerafgift, forsikring og værditab.
Nyprisen er fortsat høj på elbilerne
En gennemsnitlig benzin- eller dieselbil koster stadig mindre end en tilsvarende elbil. Til gengæld er registreringsafgiften på elbiler væsentligt lavere end biler, der kører på fossilt brændstof, hvilket i nogen grad udligner slutprisen ved forhandleren.
Elektromagnetik eller stempler der banker af brændstof
På udgifterne til brændstof, det være sig benzin, diesel eller el, vinder elbilerne stort. Her er udgifterne til elbilen kun halvdelen af udgifter til en tilsvarende dieselbil eller blot en tredjedel af en tilsvarende benzinbil. Dette kan desuden gøres endnu billigere med et abonnement til en af de mange ladetjenester på det danske marked.
Grøn ejerafgift og sort røg
Når det kommer til de grønne ejerafgifter, er der heller intet at rafle om. Elbilerne koster i gennemsnit kun 700 kr. om året, hvilket svarer til en fjerdedel af benzinbilerne eller helt ned til 14% af en dieselbil. Da man ikke længere skal betale vægtafgift, er der heller ingen ulempe ved de ellers noget tungere elbiler.
Færre dele, mere sikkerhed
Ser man på forsikringen, er både benzin- og dieselbilerne som udgangspunkt billigere end elbilerne. Tager man til gengæld forbehold for nyprisen, er elbilerne faktisk procentvis billigere at forsikre end de andre biltyper. Dette skyldes, at elbilerne har færre dele, der bliver slidt og kan gå i stykker, hvilket derfor også resulterer i færre skadestilfælde. Ligeledes vurderer forsikringsselskaberne, at de små elbiler primært vil blive brugt i byerne ved lav fart, hvilket også mindsker risikoen for uheld.
Værditab og skrotpræmier
Hvis man på et tidspunkt ønsker at sælge sin bil videre på brugtmarkedet, vil både benzin- og dieselbilerne helt overordnet have tabt mindre værdi. Sammenholder man igen dette beløb med nyprisen, taber elbilerne dog procentvist mindst.
Samtidigt gives der fra 1. januar 2020 en forhøjet skrotpræmie på dieselbiler, hvorfor der ikke har været et bedre tidspunkt end nu at skifte det gamle fossil ud med en ny, mindre støjende og svinende, men langt mere økonomisk elbil.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)