BIDEN HAR TÆNDT LUNTEN PÅ MELLEMØSTENS KRUDTTØNDE

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af ARES.

Første på året skrev jeg en artikel her på 24NYT med titlen: ’Er Biden ved at starte en storkrig i Mellemøsten?’ Nu har vi svaret: ja, det er han. USA har skyndt sig tilbage til Obamas Israel-fjendtlige strategi, der også omfattede en øm omfavnelse af det koranfascistiske styre i Iran og en kold skulder til de sunni-islamiske stater i Mellemøsten. 

Den stadigt eskalerende konflikt mellem Israel og de palæstinensiske militser er i virkeligheden en stedfortræderkrig mellem Israel og Iran, der siden 1979 har været forpligtet til at udslette staten Israel og nedkæmpe sunni-islam, som Ayatollaherne anser for en kættersk sekt. Iran deltager ikke direkte, men har organiseret militser og terrorgrupper i staterne rundt om Israel, som er udstyret med våben og penge leveret af præstestyret. Iran fører en tofrontskrig, idet det som medierne fejlagtig omtaler som ’borgerkrigen i Syrien’ i virkeligheden også er en stedfortræderkrig mellem shia-islam og sunni-islam om både det religiøse og politiske herredømme i Mellemøsten.

Præsident Trump førte en klar og konsekvent politik i Mellemøsten, der hvilede på en tæt og ubrydelig solidaritet med Israel og en strategi om en tilnærmelse mellem Israel og sunni-islam, hvad der også førte til det store gennembrud med den såkaldte Abraham-aftale, der bragte Israel og De Forenede Arabiske Emirater tættere sammen i en konfrontation med det aggressive og ekspanderende Iran. Trump forlod den formålsløse JCPOA-aftale med Iran og fik gennemført en tæt økonomisk isolation af præstestyret, der ikke mere kunne finansiere sine talrige militser og terrorgrupper i Syrien, Irak, Libanon og Yemen. USA’s likvidering af terrorgeneralen Qasem Soleimani lammede Irans militære ekspansion, ligesom Trump gjorde det lysende klart for Iranerne, at USA aldrig ville acceptere, at Iran blev atombevæbnet.  Og det med god grund. De eksisterende atommagter bruger deres nukleare arsenal for at skræmme deres modstandere. Iran derimod agter at bruge sine kommende atomvåben til at udslette Israel og sine fjender i sunni-islam.

Nu er præsident Biden hovedkulds på vej tilbage til den gamle paradeaftale (JCPOA) med Iran, der til trods for alle løfter og forsikringer er i fuld gang med at udvikle beriget uran til atomvåben, sådan som den israelske regering har afsløret og offentliggjort. Dette medfører en strøm af milliarder af US$ til Iran, som atter vil ekspedere pengene videre til sine internationale terrorgrupper. Både det Israel-fjendtlige FN og EU ser gerne Iran genoptaget i det internationale samfund, hvad der vil blive realiseret med USA’s fornyelse af JCPOA-aftalen. Samtidig ser vi, at den amerikanske regerings igangværende meningstyranni over landets befolkning nu bliver overført på udenrigspolitikken, hvor Israel i medier og af Demokratiske politikere bliver stemplet som en apartheidstat, der undertrykker sine islamiske borgere, en racistisk nation styret af et hvidt overherredømme, der svinger pisken over de stakkels fordrevne palæstinensere, der siden 1948 har måttet henslæbe et usselt liv i ghettoer og flygtningelejre.

Med fraværet af USA som garant for staten Israels eksistens vil vi nu se et stigende militært pres mod Israel fra de iranske militser og terrorgrupper, der ligger i ring omkring Mellemøstens eneste demokrati og retsstat. Aggressionen vil blive diskret støttet af Rusland og Kina. Hvis Israels overlevelse er truet, vil landet forsvare sig med atomvåben, fordi Holocaust opfattes som prisen for, at Gud gav jøderne det forjættede land tilbage. Det giver de aldrig mere slip på. Hvis låget ryger helt af krudttønden, og det hele ender i et atomart ragnarok, skal vi huske, at det var Joe Biden, der tændte lunten.

ARES

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)