Onsdag eftermiddag kl. 14.25 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der på en pendlerplads ved Hovedvejen i Fårup havde set en bilist stoppe ind for at ryge, hvad der angiveligt skulle være en joint.
En patrulje blev derfor sendt til stedet, men i mellemtiden var den hashrygende mand blevet færdig med sin pause, hvorefter han havde sat sig ind i sin bil og var kørt fra stedet.
Vidnet kunne dog hjælpe politiet i retning af mandens rute, og han blev derfor kort tid efter bragt til standsning på Nordjyske Motorvej nær Hadsten i sydgående retning.
Den pågældende person – en 53-årig mand – blev gjort bekendt med sagen og sigtet for narkokørsel. Han nægtede forholdet og blev efterfølgende anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve for at få klarlagt, om hans rygepause blev afholdt på ulovlig vis eller ej.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)