Det startede med en håndholdt mobiltelefonen under kørsel og endte med en stor bøde og en mulig frakendelse af førerretten for en bulgarsk lastbilschauffør, da han torsdag den 22. april 2021 blev standset af en patrulje fra Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi.
Lastbilschaufføren blev standset af patruljen fra Tungvognscenter Syd på Silkeborgmotorvejen ved Låsby, da han talte i mobiltelefon, mens han kørte. En teknisk undersøgelse af lastbilen viste efterfølgende, at lastbilens takograf var blevet manipuleret. Manipulationen betød, at takografen ville kunne registrere hvil, selvom lastbilen kørte.
På den baggrund stod chaufføren til en bøde på 157.500 kr. Chaufføren, som også er direktør i det bulgarske selskab, erkendte sigtelserne, men kunne ikke fremskaffe de 157.500 kr. Derfor blev lastbilen indbragt til politiet.
Sagen skal efterfølgende for retten i Horsens, da domstolen skal afgøre om chaufføren også skal have en ubetinget frakendelse af førerretten.
Tungvognscenter Syd
Tungvogncenter Syd varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrets arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.
Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)