Borgere evakueret

Myndighederne har besluttet, at de to bomber fra anden verdenskrig tilintetgøres klokken 10.45

 

Knap 500 beboere på Als er nu evakueret ud af sikkerhedszonen omkring de to bomber fra anden verdenskrig, der blev fundet på en mark ved Kær udenfor Sønderborg den 29. oktober. Forberedelserne til destruktion af bomberne er i gang.

Siden i går eftermiddag har Syd- og Sønderjyllands Politi opsøgt samtlige relevante husstande i en sikkerhedszone på 2300 meter fra de to bomber. Borgerne er nu alle ude af området og kan først vende hjem, når myndighederne genåbner området. Politiet vil kontakte de borgere, man har telefonnumre på og opfordrer derudover borgerne til at følge med i medierne og på politiets Twitterkanal og Facebookside.

Destruktionen af bomberne blev fremrykket, da forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD i går fik afdækket så meget af den ene af bomberne, at man kunne konstatere, at den var i så dårlig stand, at den skulle tilintetgøres hurtigere end forventet. Derefter gik arbejdet med evakueringen af området i gang.

Sprængningen er planlagt til at ske klokken 10.45 onsdag formiddag. Uden for sikkerhedszonen er der ingen fra for borgere og bygninger. Inden for sikkerhedszonen er der en risiko for, at fragmenter vil kunne falde ned i den inderste del af sikkerhedszonen, ligesom der kan være ruder, der kan blive ødelagt.

Der er indført flyveforbud over sikkerhedszonen, indtil sprængningen er gennemført. Ligeledes er en del af Als Sund afspærret for sejlads.

LÆS OGSÅ:  Sprængning af bomber på Als

Syd- og Sønderjyllands Politi har fortsat et callcenter for alle berørte borgere. Ring 1-1-4, hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp. Akutte opkald skal som altid ske til 1-1-2.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)