Borgerlig ideolog tabuiserer muslimsk indvandring

I sin kommentar til den borgerlige ideolog Martin Ågerups bog med titlen ”Hvad det vil sige at være borgerlig”, som bringes i dagens Berlingske, skriver debattøren Christian Marcussen, at Ågerup undlader at se udfordringerne i øjnene og levere konstruktive svar på, hvordan vi fremtidssikrer det danske demokrati i en situation med voksende muslimsk indvandring.

”I sit svar fokuserer Ågerup på de muslimer, der allerede er i Danmark, men hvad med dem, der fortsat kommer hertil? Kan Danmark f.eks. rumme at få 300.000 flere? Bekymrer tanken ham, eller er det bare dejligt med mere arbejdskraft?

Når en voksende andel af befolkningen knytter deres identitet op på en religiøs ideologi, der giver svar på alle spørgsmål fra ligestilling, til blasfemi, til udenrigspolitik, og især når en lille delmængde af gruppen er villig til at anvende vold, trusler og intimidering til at opnå de religiøse og politiske mål, så er det ikke sikkert, at diversitet længere er en styrke.

Og hvad med de kriminelle muslimer samt de muslimer, der modarbejder det liberale demokrati? Skal de også føle sig velkomne? Vi aner heller ikke, hvad han mener om kriterierne for statsborgerskab. Eller grænsekontrol. Vi efterlades alene med det indtryk, at Martin Ågerup ser indvandring som en slags naturkraft, som ikke kan (eller skal?) reguleres”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)