Det knap 500 år gamle håndskrift, den såkaldte Kriegs Memorial, som er en manual for fyrste og konger om krigsførelse har i mange år levet et hengemt liv på Det Kongelige Bibliotek. Men nu er Per Klaumanns og Jørgen Seit Jespersens transskription og oversættelse af den tekst på renæssance-tysk tilgængelig for alle, der har interesse i europæisk historie og navnlig militærhistorie.
Kriegs Memorial er kong Christian III’s håndskrevne udgave af en helstøbt krigsvejledning på tysk skrevet for datidens krigsherrer og generaler om, hvordan de bedst organiserer og fører deres hære af lejetropper. I bogen beskrives, hvilket indbyrdes kompetenceforhold og ansvarsområde den enkelte befalingsmand havde, når der skulle føres krig, og hvordan den enkelte skulle agere på felttog i 1530’ernes Europa. Krigsbogen indeholder også artikelbrevet. Det er et dokument, der indeholder de regler for adfærd, rettigheder og straffe, som landsknægtene svor på at ville overholde, når de lod sig hverve til krigstjenesten.
Det har været en omfattende opgave at først transskribere og siden oversætte det tyske militærhistoriske værk, der er skrevet med sirlig håndskrift, såkaldt frakturskrift, og forsynet med kolorerede tegninger af datidens hære og dens aktører. Oversættelsen til dansk er bygget op med den transskriberede tekst, side om side med den danske tekst.
Under arbejdet med oversættelsen stod det klart for de to forfattere, at teksten åbnede op for mange emner, der fortjente en selvstændig beskrivelse, der kunne tjene til forståelse af den historiske kontekst, originalen blev skrevet i. Derfor består bogens anden del af militærhistoriske beskrivelser af fx fodfolkets, rytteriets og artilleriets funktion gennem tiden til og med reformationsårene i Europa. Samtidigt gennemgår forfatterne emner som de europæiske våbenarter, kunsten at bruge vognborge, tyrkernes ekspansion på Balkan og i Østeuropa og beskrivelser af datidens åndsliv og de politiske vinde, der gjorde, at konger og fyrster konstant røg i totterne på hinanden. Og meget mere.
Jørgen Seit Jespersen (f. 1950) er cand.phil. i forhistorisk arkæologi og tidligere museumsinspektør ved Bornholms Museum og Sydsjællands Museum. I en årrække var han museumsleder for det, der i dag hedder Furesø Museer, og endelig har han været seniorforsker ved Nationalmuseet med projektet War, Defence and Aristocracy. Et projekt, der førte ham på sporet af Kriegs Memorial.
Per Klaumann (f. 1950) er uddannet sprogløjtnant og siden cand.ling.merc., statsautoriseret translatør og tolk i tysk samt E.A. i engelsk. Han har været ansat i ledende stillinger i bankverdenen især med udenlandske relationer og store erhvervskunder som sit ansvarsområde.
Fakta om bogen:
Titel: Christian III’s Krigsbog
Forfattere: Jørgen Seit Jespersen og Per Klaumann
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740667042
Sidetal: 544
Vejl. pris: 349,95 kr.
Udgivelsesdato: 6. august 2021
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)