Corona-krisen har sat sine spor: Hver tredje dansker har taget på under epidemien

Danskerne har kæmpet med en lang række udfordringer gennem corona-krisen. En af disse udfordringer er særligt kommet til udtryk på vægten, som hver tredje dansker mener er steget under epidemien. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Hjemmearbejde, nedlukkede sportsaktiviteter og kort adgang til køleskabet.

Corona-krisen har både kostet liv og psykisk velvære, men nedlukningerne og de begrænsede muligheder for fysisk aktivitet har også sat sine sport på vores fysiske helbred.

I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige, svarer hver tredje dansker, at de har taget på under epidemien. Og for godt hver tiende af de adspurgte, er vægten steget med mere end 10 kilo.

I undersøgelsen peger de adspurgte samtidig på, at årsagen til de ekstra corona-kilo især skal findes i manglende motion, mere mad og mere tid foran fjernsynet.

Ifølge fagchef i Sundhed i Gjensidige, Louise Brix, er de mange ekstra kilo hos danskerne noget, den enkelte bør tage alvorligt, da ekstra fedt omkring maven kan give øget risiko for en række livsstilssygdomme, som type-2 diabetes, forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme.

”Vi ved, at en øget fedtmængde om maven kan medføre en række livsstilssygdomme, og derfor er det vigtigt at have fokus på, at det ikke tager så meget overhånd, at man får svært ved at slippe af med det igen,” siger fagchef i Sundhed, Louise Brix, der dog samtidig peger på, at der er håb forude for dem, der har taget på under krisen.

”De ekstra kilo er for en stor dels vedkommende et resultat af de ændringer i hverdagen, vi har været udsat for under nedlukningerne. Og i takt med at vi igen åbner op, får vi i højere grad et øget fysisk aktivitetsniveau, ligesom sofaen og køleskabet kommer lidt længere uden for rækkevidde en stor del af tiden,” siger hun.

Ifølge Louise Brix er det altafgørende at være bevidst om de ændrede vaner, man har tilegnet sig gennem corona-krisen og i perioder med nedlukning, samt at man også fremover er opmærksom på, hvad ændrede levevilkår betyder for ens velvære. Det drejer sig fx om mængden af bevægelse i løbet af en arbejdsdag, indtag af mad foran skærmen og motion i organiseret regi.

Gode råd til at ændre corona-vanerne

  1. Tag cyklen på arbejde, eller hold en pause udendørs i løbet af arbejdsdagen.
  2. Spis måltider der, hvor de typisk vil være placeret på en normal arbejdsdag – og ikke foran skærmen.
  3. Forsøg at skift position i løbet af arbejdsdagen fra siddende til stående.
  4. Kom afsted til de genåbnede fritidstilbud.
  5. Oprethold gode vaner, og vær bevidst om hvilke, du bør ændre.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i juni 2021 blandt 1025 repræsentativt udvalgte danskere.

Har du taget på i vægt gennem corona-pandemien?

  • ja, 35%
  • Nej, 57%
  • Ved ikke, 8%

Hvor meget har du taget på under corona-pandemien?

  • Under 10 kilo, 82%
  • Over 10 kilo, 12%
  • Ved ikke, 6%

Hvorfor tror du, at du har taget på gennem coronapandemien?

  • Fordi jer er stoppet med, eller dyrker mindre, motion, 46%
  • Fordi organiseret holdsport har været nedlukket, 11%
  • Jeg har spist mere, 56%
  • Jeg har drukket mere alkohol, 15%
  • Jeg har været merre alene, 15%
  • Jeg har set mere TV, 24%
  • Jeg har ikke cyklet til og fra arbejde, 14%
  • Andet, 12%
  • Ved ikke, 3%

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)