Dårlig spøg udløste bekymring og sigtelse

En 29-årig mand fra det nordlige Aarhus skabte en del bekymring og fik både politi og ambulance til at rykke ud, efter han havde lavet en utrolig dårlig spøg med sin kæreste.

Kæresten ringede lidt over kl. 23.00 onsdag til politiet, da den 29-årige havde sendt hende et billede fra hans badeværelse, hvor der lå en masse blod og et par knive. Sammen med billedet havde den 29-årige skrevet en tekst om, at han havde skåret en del i sig selv.

Et par patruljer kørte straks til adressen, og derudover blev en ambulance også tilkaldt.

Da politiet kom frem, gik den 29-årige ud fra adressen for at snakke med dem. Her blev han anholdt og lagt i håndjern, da betjentene mistænkte, at han kunne have en kniv på sig.

Det viste sig dog hurtigt, at den 29-årige ikke havde skåret i sig selv. Han havde smurt ketchup rundt i badeværelset og på sig selv, lagt nogle knive frem og sendt et billede til kæresten. Det hele var bare for sjov, forklarede han.

Politiet syntes dog ikke, det var videre sjovt, og den 29-årige blev sigtet efter straffelovens §135 ved ubegrundet af have forårsaget udrykning af politi og ambulance.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)