Danmark: Altid på spring til at føre luderpolitik

Når statsborgere fra Taiwan får dansk arbejds- og opholdstilladelse, står det i deres opholdskort, at de er statsborgere i Kina og ikke i Taiwan, oplyser Berlingske.

I fortiden kunne taiwanere godt få Taiwan registreret som fødested i pas og kørekort, selv om Danmark ikke anerkender øen som et selvstændigt land. Men sådan er det ikke længere. Styrelsen for International Rekruttering (SIRI) har nemlig besluttet, at taiwanere fremover skal registreres som værende fra Kina.

I andre lande såsom Tyskland eller Australien bliver taiwanere registreret med den nationalitet, som de har, nemlig taiwaner, men i Danmark bliver de påtvunget en nationalitet, de ikke har.

Nye generationer af danskere, der er blottet for nationalitetsfølelse og national stolthed, forstår ikke, at spørgsmålet om nationalitet kan betyde noget for andre folkeslag.

Er det ikke bare en teknikalitet om nogle få bogstaver på et kort. Danmark anerkender ikke Taiwan som et land. Er det så ikke naturligt, at der ikke står Taiwan på dit opholdskort”, spørger Berlingskes journalister, Alexander Sjöberg og Tobias Reinwald, undrende Daniel Mulnæs og hans taiwanske kæreste Tzu-Jung Liao, som har besluttet at flytte til Danmark.

For de to journalister er det helt i orden, at man bliver påtvunget et andet lands nationalitet. Det er jo bare en teknikalitet.

Eftersom ordet ”Taiwan” er som gift for det kinesiske kommunistparti og Xi Jinping, sender registreringen ifølge Michael Danielsen, der er formand for Taiwan Corner, en dansk organisation, der vil styrke relationen mellem Taiwan og Danmark, et alvorligt signal til Taiwan om, at Danmark ikke står på taiwanernes side.

Den fremtrædende seniorforsker Andreas Bøje Forsby, der er ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og er specialist i Taiwan-spørgsmålet, mener, at Danmarks beslutning om registrering af taiwanere som kinesere er truffet på et problematisk grundlag, fordi Danmark aldrig har givet Beijing ret i, at Taiwan er en ”uadskillelig del af Kina”. Derfor er Danmarks beslutning udtryk for et afgørende skifte i Danmarks kurs over for Kina og Taiwan. Et skifte til en kurs, der støtter Kinas kommunistpartis ét-kinaprincip.

Denne sag er det hidtil mest grelle eksempel på, at Danmark i praksis er i færd med at tilpasse sig et-Kina-princippet, som den kinesiske regering forsøger at påtvinge hele verden”, siger Andreas Bøje Forsby.

Når Danmark har besluttet at tilpasse sig Kinas kerneinteresser, er det udtryk for den såkaldte ”pragmatiske udenrigspolitik”, som den nuværende regering med Lars Løkke Rasmussen som bannerfører har anlagt. Danmarks ”pragmatiske udenrigspolitik” er imidlertid ikke andet end bekvem eufemisme for ”principløs luderpolitik”.

Taiwans diplomatiske repræsentation i Danmark retter ikke overraskende skarp kritik mod de danske myndigheder. Den mener, at det er et udtryk for mangel på respekt, og sammenligner det med, at en dansker blev stemplet som værende svensker. Kontoret nævner tillige en mulighed for, at sagen kan få negative konsekvenser for danske interesser i Taiwan. Det kan man kun håbe på.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)