SVM-regeringen blev dannet for præcis 2 år siden for at demonstrere, at en flertalsregering kunne gennemføre alle de ting, som mindretalsregeringer ikke turde eller kunne. Men regeringsprojektet fortoner sig i det fjerne, idet de vanskelige strukturelle reformer er blevet godt og grundigt begravet og syltet i udvalg, ekspertgrupper og kommissioner. Blot 3 ud af de i alt 11 kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper, som SVM-partierne varslede i deres eget regeringsgrundlag, er blevet nedsat. Det kan derfor ikke undre, at velfærdssamfundet er i langsomt forfald, tilbagegang og opløsning på alle vitale samfundsområder. Lad os zoome ind på de vigtigste.
Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Vækstmæssigt er dansk økonomi gået i stå. Man kan ikke pege på et eneste område i dansk økonomi, hvor det hele er ved at gå op i flammer, og det er netop det, der er problemet. Problemerne står ikke i decideret brand. Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Patienten er syg, men ikke døden nær. Men danskerne vil helst leve i deres egen lille andedam, hvor alt bare går godt. De positive økonomiske tal er derfor blevet en sovepude, så politikerne og medierne kan tage det roligt og bilde sig selv ind, at alt er i en god gænge.
Sundhedsvæsenet er i knæ. Eksperterne taler åbent om et sundhedsvæsen, som befinder sig på ”sammenbruddets rand”. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Regeringen har skudt problemet til hjørne ved at parkere det i den såkaldte strukturkommission, der skal se på indretningen af fremtidens sundhedsvæsen, og som skal afrapportere i 2024.
Da det offentlige velfærdssystem ikke længere kan følge med befolkningsudviklingen, står Danmark over for en decideret velfærdskrise. Regeringen lovede en ny ældrelov, men den er udskudt til næste år. Den danske velfærdsstat, som påstås at sikre en værdig ældrepleje, tvinger fortsat de ældre til et liv under umenneskelige og uværdige forhold.
Folkeskolen er i krise, så velstående danskere i stigende grad sender deres børn til privatskoler. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment. Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. Uddannelsessnobberiet gør, at de unge massivt fravælger erhvervsuddannelser. Og på de danske masseuniversiteter er uddannelseskvaliteten lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.
Rammeforliget om forsvaret blev vedtaget før sommerferien og betyder 143 nye mia. kr. til området over de næste 10 år. Selve udmøntningen af pengene er udsat til en række delforlig om alt fra værnepligt til materiel, som endnu ikke er påbegyndt.
Den bebudede kamp mod administrativt bøvl er en gammel traver. Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen for skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne. Men trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant. Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser.
Regeringens store slagnummer – frisættelse af offentlige sektor – er faldet til jorden. Mens det offentlige fortsætter sit vanvittige vokseværk, er regeringens ambitioner om et opgør med statsligt og kommunalt bureaukrati, pseudoarbejde og regeltyranni strandet på regler, bureaukrati, modvilje og træghed.
Det danske skattesystem er fortsat indviklet og uigennemskueligt for de fleste skatteydere. Skatteskandalerne er endeløse. Den digitale ejendomsvurdering er udskudt så mange gange, at tilliden til systemet er forsvundet. Regeringens har ganske vist gennemført skattelettelser, men der er tale om rene almisser. Almindelige arbejder- og funktionærfamilier vil kun få 300 kroner om året. Skattetrykket i 2023 er på samme niveau som i 1989. Politikere støtter på det verbale plan forenkling af skattereglerne, men gør intet i praksis.
Regeringen skulle nedlægge jobcentrene og spare 3 mia. kr. Det er ikke sket. Hele den mislykkede jobcenterindsats koster 13 mia. kr. om året, hvoraf mere end 5 mia. kr. alene er årlige administrationsomkostninger. Regeringen forventes at fremlægge et endeligt udspil til fremtidens beskæftigelsesindsats i sommeren 2024, når Claus Thustrup Kreiners ekspertgruppe har færdiggjort sit arbejde.
Trods månedlange forhandlinger er det stadig ikke lykkedes regeringen at få en aftale på plads om at nå de ambitiøse klimamål i 2025. Forhandlingerne flyttes nu over til Finansministeriet. Flytningen indebærer, at en aftale om 2025-målet først lander i 2024.
Her ved udgangen af 2023 fremstår Danmark således ikke som et samfund præget af dynamik, bevægelse og forandring til det bedre. Tværtimod er Danmark et billede på et system, der er slået fejl, og reformer, der ikke flytter et komma i samfundet. Der er ingen fornyelse, kun mere af det gamle og velkendte. Regeringen har til dato kun justeret på de sædvanlige knapper for at bevare grundstrukturerne i den sklerotiske velfærdsstat intakte.
Man bør derfor ikke forvente, at der inden det kommende valg vil komme ægte reformer, som vil sætte Danmark på en helt ny kurs. Derouten fortsætter, og det vil derfor vare længe, før Danmark bliver et bedre, rigere og mere mulighedsrigt samfund.
André Rossmann