Den danske velfærdsmodels stille død (2023)

Dyb tavshed om velfærdsstatens sammenbrud

Man skelner som regel mellem tre velfærdsmodeller, der bygger på forskellige principper for, hvem der skal modtage velfærdsydelser, hvor meget de skal modtage, og hvordan velfærdsydelserne skal finansieres.

I angelsaksiske lande som USA og Storbritannien har man valgt en liberal velfærdsmodel, hvor velfærdsordninger ofte er private og forsikringslignende, mens statslige ydelser primært er møntet på trængende personer. De central- og sydeuropæiske lande har valgt den såkaldte ”korporative” velfærdsmodel med velfærdsordninger i form af lovpligtige forsikringer betalt af arbejdsmarkedets parter. De nordiske lande, herunder Danmark, har valgt den skattefinansierede ”universelle” velfærdsmodel med velfærdsordninger, som alle har ret til, uanset indkomst eller faktisk behov.

I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev den danske vision om en universel velfærdsmodel til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget offentligt sundhedsvæsen til gengæld for at betale 50-60 pct. af lønnen i skat. Men grundlaget for den universelle danske velfærdsmodel er ved at smuldre i disse år.

I 2040 vil der ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning være 208.000 flere personer i Danmark, der er 80 år eller ældre. Det er hele 71 pct. flere end i dag samtidig med, at der bliver der 85.000 personer færre mellem 20 og 69 år i den arbejdsdygtige alder. Det får konsekvenser, fordi danskernes træk på offentlige servicer eksploderer, når de krydser 80 år. En gennemsnitlig 65-årig danskers træk på offentlig service såsom sundhed, uddannelse og pleje koster ca. 50.000 kr. om året. En gennemsnitlig 85-årig danskers træk på offentlig service koster ca. 150.000 kr. om året. Det er bl.a. behovet for sundhed og pleje, der vokser kraftigt, når man bliver ældre.

Da det offentlige velfærdssystem ikke længere kan følge med befolkningsudviklingen, står Danmark over for en decideret velfærdskrise. I det lange løb har Danmark nemlig ikke råd til den universelle velfærdsmodel og ”one size fits all”-velfærd. Den eneste fornuftige løsning er at privatisere kommunale daginstitutioner, børnehaver, skoler, plejehjem, bosteder og sygehuse og lade dem agere som private med krav om offentligt tilsyn samt fuld åbenhed om forhold som priser, sygefravær, kundetilfredshed mv. De kunne alle drives som private virksomheder med regnskaber, bestyrelser og risikoen for at gå konkurs.

Privatisering af velfærdsstaten er imidlertid ”no go” i Danmark, hvor der ikke er opbakning til at ændre på det socialdemokratiske velfærdssamfunds grundlæggende strukturer. Alle danskere – både de røde og blå – er forelsket i velfærdsstaten og bundet ind i det socialdemokratiske dogme om, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår inden for det offentlige monopol. Hertil kommer, at det offentlige system sikrer gode lønninger og karrierer for hundredtusinder af offentligt ansatte. De og deres interesseorganisationer holder derfor det offentlige velfærdssystem i et jerngreb og kæmper med næb og kløer for at beholde deres privilegier. I Danmark måles velfærd derfor ikke på kvaliteten af de ydelser, som velfærdsstaten leverer, men på, hvor mange penge og medarbejdere der proppes ned i det samspilsramte offentlige velfærdssystem.

Da der i Danmark ikke findes et politisk flertal for at lave grundlæggende om på det offentlige velfærdssystem, går politikernes lappeløsninger på øget bidrag fra civilsamfundet og øget brugerbetaling. Der høres flere og flere røster om, at det kommunale velfærdssamfund ikke kan blive ved med at være totalleverandører af velfærdsydelser, og at flere velfærdsopgaver må skubbes ud i civilsamfundet. Andre røster foreslår øget brugerbetaling for de velstillede pensionister. Selv om de har betalt skat gennem livet og sparet op til alderdommen, skal de fremover selv betale den dag, hvor de har brug for velfærdsydelser. De skal med andre ord betale en ekstra skat foruden den skat, de allerede har betalt.

Selv om forventningerne til den offentlige velfærd løber fra de faktiske muligheder, tør politikerne ikke fortælle vælgerne, at de skal vænne sig til at blive fattigere og få en skrabet offentlig service. Politikerne tør heller ikke fortælle, at der foregår en stille privatisering af det offentlige velfærdssystem, hvor de, der har råd (såkaldt A- og B-hold), supplerer de skrabede offentlige velfærdsydelser med privat velfærd. Velfærdssystemets privatisering er dog ikke en del af den politiske debat i Danmark. Her lader man, som om alle kan få alt, og at der ikke er noget, der hedder A- og B-hold, når det gælder adgang til velfærd.

Socialkontrakten er en illusion

De fleste danskere er vokset op med fortællingen om, at de lever i et universelt velfærdssamfund med en stærk social kontrakt – de betaler en høj skat til gengæld for fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og social tryghed gennem økonomisk og faglig hjælp, når en livskrise rammer. Men da centrale dele af velfærdssystemet er brudt sammen, er der et voksende gab mellem fortællingen om den sociale kontrakt og den barske virkelighed.

Kommunerne presses af voksende krav til offentlig service. Både til bedre kvalitet og at flere områder omfattes af den skattefinansierede velfærd. Mangel på ansatte, flere børn og ældre samt en presset økonomi betyder, at kampen om den bedste hospitalsbehandling, de bedste daginstitutioner, de bedste skoler og de bedste botilbud har udviklet sig til alles kamp mod alle. Den sociale kontrakt gælder ikke mere. De, der råber højest, får mest (i forbindelse med kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital kom det f.eks. frem, at ressourcestærke patienter har kunnet tale sig foran andre patienter i køen). Men selv om den universelle velfærdsmodel og dermed den sociale kontrakt er smuldret, taler man i den politiske debat og politiske udspil fortsat om velfærdsstaten som fundamentet under det danske samfund.

LÆS OGSÅ:  Myten om de stenrige danskere (2023)

Opdeling i A-, B- og C-holdet

Virkeligheden i dagens Danmark er, at den velpolstrede middelklasse med et fast vellønnet arbejde, pensionsopsparing, arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, private velfærdsforsikringer og store friværdier nyder velfærd i luksusklasse, mens de mindrebemidlede danskere med de korte uddannelser, laveste indkomster og ringeste helbred må nøjes med skrabet offentlig leverpostejsvelfærd for de fattige.

Danmark er reelt opdelt i et A-, B- og C-hold. På A-holdet er de få, der har råd til at købe sig til alt. På C-holdet er dem, der ikke har råd til noget, og som derfor er helt afhængige af det offentlige. Og så er der B-holdet i midten – den brede middelklasse, som i højere og højere grad har råd til at forsikre sig til alt muligt. Det siger sig selv, at det er en udvikling, som rykker ved grundtankerne i det betonsocialistiske velfærdssamfund.

Forskellen mellem, hvad danskerne forventer, og hvad de rent faktisk får, bliver mere og mere markant i takt med, at den private velstand løber fra den offentlige sektor. De mennesker, der har ressourcer, vælger den offentlige sektor fra, og det udfordrer hele den danske samfundsmodel – at man betaler noget ind og får noget tilbage. Det er især de mest ressourcestærke borgere, der gør brug af det frie valg. Det gælder uanset, om det er valget af en privat leverandør såsom privatskole eller privat sygehus, eller om det er valget mellem offentlige serviceudbydere. Det er de ressourcestærke, der har overskud til at sætte sig ind i tingene og stå på deres ret til at vælge.

Konsekvensen er, at Danmark får en voksende opdeling mellem ressourcestærke (A- og B-holdet) og ressourcesvage (C-holdet) borgere, en slags ”ghettoisering” af velfærdssystemet, der fører til store forskelle på kvaliteten af de velfærdsydelser, som borgerne får. Det siger sig selv, at det reducerer sammenhængskraften og forstærker den ulighed, som i forvejen findes i det danske samfund.

På flugt fra fattigrøvenes velfærdsstat

Flere og flere danskere mister tilliden til, at velfærdsstaten med sin standardiseret offentlig leverpostejsvelfærd vil sikre dem den hjælp og tryghed, som de har betalt til over skatten. En undersøgelse, som Kraka og Deloitte har gennemført, viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. af danskerne har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser man fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.

Danskerne har især ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Af den årlige Tryghedsrapport fra Tryg Fonden fremgår, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct. I en måling, som Kantar Gallup har lavet for PFA, svarer blot 38,4 pct., at de forventer, at det offentlige vil dække alle deres behov, når de bliver gamle. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der har tillid til, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle. I 2022 angav næsten halvdelen af de 50-59-årige ifølge Ældresagen, at de i mindre grad eller slet ikke forventer, at de vil få den nødvendige hjælp og pleje fra det offentlige, hvis de får brug for den.

Eftersom danskernes mistillid til det offentlige velfærdssystem er voksende, kan det ikke undre, at antallet af private velfærdsløsninger i Danmark stiger eksplosivt. Private skoler. Privat uddannelsesvejledning. Privat lektiehjælp. Private daginstitutioner. Private graviditetsklinikker. Private læger. Private plejehjem. Privat hjemmehjælp. Private sundhedsforsikringer. Private vagtværn – listen er megalang.

Har du penge, kan du få

Privatiseringen af offentlig velfærd er i gang. De klassiske velfærdsopgaver bliver i stigende grad baseret på private forsikringer, og der er nærmest ikke et velfærdsområde, hvor der ikke er privat velfærdstilbud.

I 2022 har næsten 400.000 flere danskere fået adgang til en privat sundhedsforsikring. Dermed har i alt knap 2,7 millioner danskere i dag en sundhedsforsikring – langt størsteparten gennem arbejdspladsen. Det er primært privatansatte danskere, der har en sundhedsforsikring, mens sundhedsforsikringer er nærmest ikke-eksisterende blandt offentligt ansatte. I 2013 var 1,5 millioner borgere dækket af en sundhedsforsikring, mens det i 2003 var under 300.000. Tallene betyder, at der i dag er flere danskere med en privat sundhedsforsikring, end der er danskere med en ejerbolig. Det viser, at en markant forandring af velfærdssamfundet er i fuld gang.

Forsikringerne spiller en central rolle i forhold til at kunne supplere den offentlige kernevelfærd og sikre et samlet sundheds- og velfærdstilbud for den enkelte dansker. Udviklingen kan ikke undgå at resultere i, at det offentlige sundhedsvæsen vil ophøre med at tilbyde de nyeste og dyreste behandlinger. Flere og flere patienter dør, fordi Danmark har ikke råd til de nyeste lægemidler, som både giver bedre sygdomsbehandling og længere levetid. Sygehusmedicin udgør en meget lille og faldende del af Danmarks BNP, som er faldet fra 0,67 pct. i 2008 til 0,56 pct. i 2022. Det placerer Danmark på en 39.-plads og derved tredjesidste plads i OECD. F.eks. kan næsten halvdelen af de behandlinger af brystkræft, der anbefales i internationale guidelines, ikke tilbydes danske patienter. Ambitionen er, at Danmark skal være førende, når det gælder om at sikre patienterne gavn af behandlingsmæssige fremskridt. Virkeligheden er, at princippet ikke gælder i praksis længere. I Danmark omtales udgifter til medicinsk behandling kun som en byrde for sundhedsvæsenet

LÆS OGSÅ:  Hver anden efterlyser billigere offentlig transport

Der vil således vokse supplerende forsikringsbaserede tilbud frem, som kun udvalgte befolkningsgrupper har råd til, mens flere grupper af mindrebemidlede patienter vil sakke bagefter. Den sociale slagside i sundhed vil stå endnu tydeligere frem end i dag.

Har man i Danmark brug for lægehjælp, kan man ringe til 1813 og blive nr. 60 i ventekøen. Men man kan også kontakte Privatlægen. For en pris på mellem 1.400 og 2.400 kr. kommer en privat lægevagt hjem og tilser den syge. Private lægevagter etablerer sig i byer over hele landet.

Det samme gælder private graviditetsklinikker tilbyder udvidet omsorg i form af jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, fødselshjælp, ammehjælp, gravidmassage, akupunkturbehandlinger mv. Tryg udbyder som det første forsikringsselskab et produkt, som giver kvinder mulighed for ekstra jordemoderkonsultationer undervejs i graviditeten og erstatning og krisehjælp, hvis noget skulle gå galt.

Tidligere har Tryg lanceret sundhedsforsikringer, børneforsikringer, tandforsikringer og senest den såkaldte senioromsorgsforsikring eller omsorgsdækningen, som ca. halvdelen af kunderne over 70 år tilvælger, når de tegner personforsikring. Den omfatter bl.a. rengøringshjælp og hjemmepleje, og for nogle år siden tilkoblede selskabet en såkaldt lægehotline, så kunderne kan komme i kontakt med en praktiserende læge udenfor normal åbningstid.

I 2022 fik knap 64.000 danskere ifølge Forsikring & Pension hjælp til psykologsamtaler på grund af stress eller mentale udfordringer. 330.000 danskere fik dækket udgifter til fysioterapi eller kiropraktik.

Da antallet af demente stiger kraftigt, oplever man, at det bliver stadigt sværere for dem at blive visiteret til at få den offentligt finansierede hjælp. Ifølge Dansk Erhverv er der på landsplan etableret 25-30 private firmaer, der leverer diverse former for pleje- og sundhedsfaglige ydelser til 600-800 kr. i timen direkte til demente og pårørende uden om kommunerne. På det private behandlingssted Søstersanatoriet på Frederiksberg er betalingen f.eks. 2.000 kr. pr. dag. De smagfulde omgivelser på Søstersanatoriet gør, at demenspatienterne føler sig hjemme. Personalet har væsentlig mere tid til den enkelte, virker generelt mindre stresset og er specielt uddannet til at håndtere demente. Og den bedste medicin mod demens er som bekendt tilstrækkelig tid og omsorg. I dag er det således pengepungens størrelse, som giver adgang til den bedste ældre- og demenspleje.

Lov om friplejeboliger giver private aktører adgang til at etablere og drive plejeboliger i konkurrence med de kommunale plejeboligtilbud. Inden for boliger til ældre opføres derfor private friplejeboliger med mulighed for tilkøb af ydelser som plejeordninger, hjemmehjælp, ekstra rengøring, wellness mv.

Antallet af private daginstitutioner er eksploderet over de seneste år. I 2005 blev det muligt at etablere private daginstitutioner og dermed tjene penge på børnepasning. Siden er det gået stærkt. Fra 2007 til 2019 er antallet af private daginstitutioner steget fra 216 til 577.

Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke i fri- og privatskolerne. Hvert fjerde barn af forældre med høj indkomst går i dag i privatskole. For ti år siden var det 17 pct. De rige vælger folkeskolen fra dels på grund af lærernes manglende faglighed, og dels på grund af det store antal elever med indvandrerbaggrund. Der er således tusinder af danske familier, der ikke bare betaler til deres børns uddannelse over skatten, men som også bruger en ofte betragtelig privat sum oven i skatten.

Danske efterskoler er blevet til en slags statsbetalte kostskoler for den øvre middelklasse. Markedet for ungdomsuddannelser er opdelt i de almindelige efterskoler for de fattige på B-holdet og dyre efterskoler for de rige på A-holdet, hvor der bl.a. tilbydes studieture til fjerne destinationer som Bali, USA, Indien, New York, Ghana og Australien. Det er især børn af velstillede og veluddannede forældre, der vælger de populære kostskoler til. Børn af den lavere middelklasse samt indvandrerbørn skal man til gengæld lede længe efter. Analyser viser, at 74 pct. af efterskoleelevernes forældre har en videregående uddannelse. På folkeskolerne er det 35 pct. af eleverne. På efterskolerne udgjorde indvandrere og efterkommere 2 pct. af eleverne i 10. klasse. I folkeskolens 10. klasse er tallet 23 pct.

Lige nu forventes eleverne at betale op mod 10.000-15.000 kr. for studieture. Unge på B-holdet kan således ikke dele oplevelsen med deres kammerater på A-holdet, fordi de ikke har råd til at betale de mange tusinde kroner, som studieturen koster. Det faglige udbytte er begrænset, og forældrenes egenbetaling dækker kun en mindre del af udgiften. Resten betaler det generøse offentlige system. Det koster samfundet over 100.000 kr., når en elev tager på efterskole.

Undersøgelser viser, at omkring hver 12. elev i 4.–10. klasse, svarende til 8,2 pct., har modtaget privat lektiehjælp i løbet af deres skoletid. I Region Hovedstaden har 12 pct. af eleverne fået privat lektiehjælp, mens det hos familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året, er hele 16 pct. svarende til hver sjette elev. Fænomenet er mest udbredt i hovedstadsområdet og blandt velhavende familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året.

Den ene skoleelev har en idé om, at hun gerne vil være konditor, den anden en drøm om politiet. Fælles for dem er, at de er usikre på, hvad de skal lave efter folkeskolen. Efter at man har skåret ned på den individuelle rådgivning i folkeskolen, køber forældrene privat uddannelsesvejledning ude i byen.

LÆS OGSÅ:  Gymnasieskolens langsomme kollaps (2024)

I Danmark eksisterer den så højt besungne ”flexicurity”, der sikrer den ledige mod at få fjernet sit eksistensgrundlag. Eftersom de fleste lønmodtagere har høje bruttolønninger, er det så som så med sikkerhedsnettet i tilfælde af længerevarende arbejdsløshed. F.eks. vil en sygeplejerske ifølge Danmarks Statistik opleve en halvering af sit indtægtsgrundlag, hvis hun bliver ledig. Det kan derfor ikke undre, at antallet af danskere med en privat lønforsikring er steget fra 100.000 i 2011 til knap 400.000 i 2021, hvilket svarer til, at hver syvende lønmodtager har en lønsikring.

Det er de mest ressourcestærke, der forlader dagpengesystemet, fordi de hellere vil satse på en privat lønsikring eller egen opsparing ved ledighed. Allerede nu tegner der sig konturerne af et A-hold og et B-hold, fordi der er flere grupper og brancher, der ikke kan få adgang til en kollektiv eller individuel tillægsforsikring. Den uafhængige fagforening Ase tilbyder f.eks. en lønforsikring, der sikrer op til 80 pct. af den løn, som man har, når man bliver arbejdsløs. Med i forsikringen er et individuelt jobafklaringsforløb.

I farlige samfund som det danske vil de bedrestillede, der har de økonomiske midler dertil, prioritere egen og familiens sikkerhed højt, og de betaler gerne for mere sikkerhed. I flere velhaverkommuner i Danmark er borgere derfor gået i gang med at tage loven i egen hånd og oprette private vagtværn i villakvarterer, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. Danmark bevæger sig med andre ord mod et samfund, hvor det i højere grad er borgernes pengepung, der afgør, om de kan få den beskyttelse, de har brug for.

Det er klart, at man skal være privilegeret for at være en del af denne trend. Det er bestemt ikke alle danskere, der har råd til at sende deres børn i en privatskole eller betale for en studietur til Bali. De svageste bliver derfor tabt i processen, fordi velfærdsstatens institutioner er indrettet efter A- og B-holdet, der klarer sig selv. Det er derfor A- og B-holdet, der i praksis får flest ressourcer fra velfærdsstaten. Det frie valg, som i to årtier har eksisteret for alle, der skal vælge plejehjem, ældrepleje, daginstitution og andet, udnyttes primært af dem, der har gode job, gode lønninger og en god uddannelse. Og det er alt andet end visionen med den velfærdsmodel, danskerne skulle opbygge.

Vil de rige blive ved med at betale gildet?

Som nævnt før er en radikal omlægning af hele det offentlige velfærdssystem, hvor man lader konkurrence være det afgørende parameter fremfor politisk styring, planøkonomi, regulering og kontrol, umulig i det halvsocialistiske Danmark. Derfor er det danske samfund i færd med at bevæge sig længere og længere væk fra den solidariske velfærdsmodel, som Danmark har opbygget gennem de sidste mange årtier. Stadig flere danskere køber sig til ekstra velfærdsydelser, hvilket reelt er udtryk for en gradvis privatisering af velfærdsstaten og amerikanske tilstande, hvor det er pengepungen der styrer de tilbud, man som borger kan få. Politikerne siger ganske vist, at de modarbejder den udvikling, men de handler ikke efter det. De vil forståeligt nok ikke gennemføre ægte reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at magtfulde særinteresser i det offentlige velfærdssystem modarbejder ægte reformer, der truer deres velerhvervede privilegier.

Det store spørgsmål er, hvor længe A- og B-holdet vil være villigt til via skatten at betale for offentlig velfærd, som kun C-holdet bruger. Flere eksperter har advaret om, at med tiden vil et voksende A- og B-hold helt fravælge den offentlige velfærd, og at mange vil sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal betale en høj skat, når de i høj grad forsikrer sig privat.

P.t. er der dog intet, der tyder på, at der i Danmark kan mønstres et politisk flertal, der giver grønt lys til, at A- og B-holdet kan slippe for at betale for C-holdets offentlige velfærd. Det er heller ikke realistisk at forvente, at danskerne i protest vil nægte at finansiere det offentlige velfærdssystem. Man skal jo huske på, at Danmark ikke er et land, hvor vælgerne går på barrikaderne. Danskerne er bløde slappere, der ikke har tradition for at gå til yderligheder. Danskerne finder sig f.eks. i, at de skal bekoste regningen for hjælp til de uintegrerbare muslimske indvandrere – ifølge Finansministeriet 33-36 mia. kr. netto årligt frem til år 2100 – mens de selv skal nøjes med skrabet offentlig velfærd. Man kan derfor gå ud fra, at de også vil finansiere de tusinder af offentligt ansatte, der har slamsugeren dybt nede i fælleskassen.

Hvorom alting er: Danskernes forventninger til velfærdens kvalitet kan ikke indfris med flere penge og mere arbejdskraft, kun med gennemgribende, strukturelle reformer. Men strukturelle reformer er der ikke politisk vilje til. Den universelle danske velfærdsmodel med ens velfærd til alle vil derfor gradvis blive erstattet af en liberal forsikringsmodel med private velfærdsordninger, hvor de velstillede danskere kører på første klasse, mens fattigrøvene kører på offentlig monkey class.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)