Danmark: Derfor mislykkes integrationen

Af Judith Bergman–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

I en meningsmåling, der blev foretaget for Udlændinge- og Integrationsministeriet for nylig, svarer 48% af efterkommerne af ikkevestlige indvandrere, at de mener, at det burde være forbudt at kritisere religion, skriver Kristeligt Dagblad. Blandt indvandrere, der har levet i Danmark i tre år, er 42% enige i udsagnet, mens kun 20% af de etniske danskere er enige.

Resultatet af meningsmålingen kom omtrent samtidigt med, at den danske tænketank Unitos – hvor den danske politiker Naser Khader er bestyrelsesmedlem – udgav en rapport af den tidligere islamistiske imam Ahmed Akkari: “Loyalitetskonflikten i Vesten – hvorfor muslimer er svære at integrere“.

En gruppe bestående af Ahmed Akkari og andre danske imamer rejste få måneder efter Jyllands-Postens udgivelse af muhammedtegningerne i 2005 til Mellemøsten for at opildne til lokale protester, der eskalerede og førte til muhammedkrisen. Akkari forlod efterfølgende det islamistiske miljø, som han havde været en del af, og han udgav i 2014 en bog om islamismen: “Mit farvel til islamismen”.

Akkari definerer i den nye rapport islamisme, idet han citerer professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Mehdi Mozzafari, som “en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler”. Akkari mener, at traditionalismens tolkninger af islam har et magtmonopol over muslimer. Monopolet forhindrer muslimernes integrering i Vesten, fordi det forhindrer dem i at tænke og handle frit i forhold til islam. Akkari skriver:

“Her er min pointe, at islam aldrig er fuldt ud assimileret i noget samfund, og at muslimer aldrig er faldet helt til i ikke-muslimske kulturer. Med et stigende antal muslimer i Vesten ender det med en konflikt.

“De fleste konflikter skyldes islamismens kontrol med definitionen af ‘hvad det vil sige at være muslim’ … Mange muslimer bruger ikke rigtig moskeerne i dagligdagen og lytter ikke væsentligt til imamers råd og vejledning. Disse er muslimer af kultur og af baggrund. Selv om de er mange, så er de ude af stand til at påvirke forståelsen eller tolkningen, fordi kulturmuslimer ikke er legitime…

“… islamismen modarbejder samhørigheden med Vesten – også når den prædiker forståelse og demokrati – og … den fremavler et modtryk, der viser sig i terror, bander og politiserede grupperinger. Den viser sig i en kynisk spekulation i at få indflydelse på den politiske magt, ikke fordi den tilslutter sig det demokratiske liv, men fordi den derigennem forsøger at blive stærk nok til at overvinde det.

“Problemet hos den muslimske minoritet i Vesten ligger i friheds- og samvittighedsforståelsen. De tør ikke være selvstændige, når det kommer til religiøse spørgsmål. Det tør de ikke, fordi det er den stærke religiøse og kulturelle elite, som styrer forståelsen og stiller sig som selvvalgte repræsentanter for muslimerne.”

Ifølge Akkari er den anden udfordring, at:

“… vestlige politiske partier, i takt med islamismens indflydelse i vestlige muslimske kredse, henvender sig til dem for at vinde flere stemmer og indgår derfor uheldige alliancer med kræfter, der i virkeligheden i en eller anden grad forkaster det etablerede system…. dilemmaet er, at de ved at søge islamisternes stemmer tillader at de, som ønsker og plæderer for, at Danmark skal islamiseres, kan styrkes… Den samme slags dilemma, som hvis man søgte en nynazistisk, fascistisk eller stalinistisk gruppes stemmer.”

Akkari giver islamismen skylden for muslimers mangelfulde integration i de vestlige samfund.

“Islamismen modarbejder integration af muslimer med sin aktive missionering, og fordi islamismen med sin palet af mere eller mindre fanatiske og ekstreme grupper skaber en tumor i det offentlige samfund”.

Akkari understreger, at islamisme ikke bør sammenblandes med islam eller muslimer generelt. Han peger på islamistiske moskeer i Danmark som et betydeligt problem, der modarbejder integration.

“Mange moskeer er stiftet for at være et åndeligt og religiøst rum for troende, og ikke som steder hvor vold, had og politiske agendaer skal dominere. Alligevel er de toneangivende moskeer i Danmark netop præget af en pseudo-islamisk påvirkning under kontrol fra små stærke eliter af islamiske ledere. I den verden er det ikke antal, men indflydelse, der tæller, og derfor kan man ikke sige, at islamismen er svag, fordi den kun findes i en fjerdedel af alle moskeer, som jeg estimerer.”

Akkari skriver, at den islamiske kulturelle og religiøse elite i Danmark “bruger sin indflydelse over muslimer til at forhandle med typisk venstrefløjen og Det Radikale Venstre.”

“Disse bruger støtten fra venstrefløjen til at styrke grebet om muslimers valg. Det gør de ved at stå som repræsentanter for dem (ofte uden at have bedt dem om legitimering af den repræsentation) … Venstrefløjen støtter [den muslimske, red.] elites position og repræsentanter ved at hjælpe dem med at opstille til valg og have dialog og samarbejde med dem under og efter valget. Venstrefløjen viser ved en god tone god vilje til dialog med [den muslimske, red.] magtelite. De øger deres politiske stemmetal på denne relation og bruger den aktivt.”

Akkari skriver, at op mod en fjerdedel af alle muslimer i Danmark i nogen grad er lydhøre overfor islamisternes dagsorden i Danmark, og det beviste det seneste folketingsvalg, da stemmeantallet til Enhedslisten på den yderste venstrefløj og centrumvenstre-partiet Det Radikale Venstre steg markant i områder med en høj koncentration af muslimer.

Ifølge en artikel i Jyllands-Posten blev muslimske vælgere ved det seneste folketingsvalg den 5. juni mobiliseret i nogle bydele på regeringens ghettoliste. I Gellerup i det vestlige Aarhus anbefalede en vælgergruppe, der blev dannet i samarbejde med en moské og flere organisationer, at folk stemte på Enhedslisten på den yderste venstrefløj eller centrumvenstre-partiet Det Radikale Venstre. Det Radikale Venstre fik derfor en fremgang i Gellerup fra 5,1% af stemmerne i 2015 til 34,2% i 2019. Samme tendens kunne ses i andre ghettoområder, såsom Vollsmose, Tingbjerg og på Nørrebro, hvor Enhedslisten også var populær. Begge partier har en indvandringsvenlig politik. Det Radikale Venstre ønsker for eksempel at gøre det lettere for flygtninge at få opholdstilladelse i Danmark. De to partier fik henholdsvis 8,6% og 6,9% af stemmerne, svarende til 16 og 13 sæder i Folketinget.

Det er Akkaris vurdering, at de ekstremistiske miljøer “trives på slaphed og mangel på konsekvens” og at en “opstilling og understøttelse af officielle repræsentanter for shariaen og troen er en form for legitimering af et alternativt retsplejesystem”.

“… legitimering af særlove for muslimer, så som halalkød på alle institutioner, særregler for svømning og omgang med andre mennesker, særlige undtagelser fra gældende lov om skilsmisse, kvinders ret… osv. … vil svække statens suveræne håndhævdelse. Der må ikke ske en eftergivenhed, når det gælder disse sager, fordi det drejer sig om mere end respekt for en minoritet. [Eftergivenheden] opfattes som en sejr for islamismens budskaber, og det vil bringe flere muslimer i et alvorligt dilemma mellem det danske samfunds normer og minoritetssamfundets normer. Det dilemma er ingen tjent med – langt fra muslimerne selv. Der er nødt til at være klarhed … for at alle kan fungere på nogenlunde ens præmisser i overensstemmelse med grundloven og de herskende kulturelle normer.”

Akkari fortsætter:

“… synes det største problem i vestlige samfund i dag at være, at man ikke har en fælles forståelse for håndteringen af disse emner. Man overlader det i høj grad til politiske trends og koalitioner, der så skifter retning efter hvert andet valg… man tager alt for let på den demografiske forandring i Vesten som følge af især de muslimske kulturers befolkningsvækst og de muslimske kulturers modstand mod opløsning i de oprindelige kulturer. Selv USA, der er forgangsland for smeltedigelteorien, har oplevet en tilvækst af synlige muslimske kulturer, og hvor jihadister blev synlige efter det famøse og tragiske 11. september 2001.”

Akkaris advarsel er ikke kun relevant i Danmark, men også i de fleste andre vesteuropæiske lande. Er der nogen, der lytter?

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.