Danmark: EU’s mest fodslæbende medlemsland

Hvert andet år udarbejder den anerkendte europæiske tænketank European Council of Foreign Relations (ECFR) en rapport, der viser, hvordan EU-landene vurderer hinandens betydning for samarbejdet, skriver EU-professor Marlene Wind i Berlingske.

Når man spørger diplomater i alle EU-lande, hvilke andre EU-lande deres land foretrækker at samarbejde med, ligger Danmark tæt på en bundkarakter, da ingen andre EU-lande nævner Danmark som det land, de ville henvende sig til, hvis de søgte opbakning til en sag.

På trods af de EU-begejstrede danske målinger betragtes Danmark ude i EU som et lunkent og fodslæbende medlemsland. Den korte version af danskernes holdning til EU er, at de gerne vil have EU, men ikke mere EU.

Et stort flertal af danskerne støtter det EU-samarbejde, Danmark har. Men når nogen vil udvide det og fylde mere på, så deler det befolkningen i to næsten lige store lejre. Danskerne er på én og samme tid varme EU-tilhængere og skeptiske over for suverænitetsafgivelse. Lige siden 1970 har den danske EU-skepsis derfor været orienteret mod afgivelse af suverænitet til unionen.

Valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen vurderer, at ”når danskernes opbakning til EU er steget, er det kun en nervøs reaktion på det kaos, som Brexit har udløst. Danske vælgere er nemlig ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine. Hvis briterne lander en god aftale i morgen, så kan det være, at tallene ser anderledes ud”.

Som et lunkent og EU-skeptisk medlemsland allokerer Danmark meget begrænsede ressourcer til at varetage sine diplomatiske relationer i EU. Målt på antallet af udsendte diplomater til Bruxelles, er det kun Luxembourg og Malta, der er mindre repræsenteret end Danmark.

Danmark er på grund af sine permanente forbehold ikke med i kernen af Europa, hvor de store linjer tegnes. De danske forbehold sætter Danmark uden for indflydelse i en lang række spørgsmål om EU’s fremtid.

De 28 år gamle EU-forbehold er også hovedårsagen til, at Danmark bliver mere og mere ligegyldig i EU-sammenhæng. Når der i EU skal dannes alliancer, ser de øvrige EU-medlemmer bort fra Danmark.

Hverken den tidligere eller nuværende regering har udarbejdet en klar europapolitisk strategi. ”Under den nuværende regering har vi stadig til gode at finde ud af, om Danmark overhovedet har en europapolitik, der rækker ud over at rage EU-rabatter til sig og sende ubrugeligt corona-udstyr til Italien og ditto telte til Morialejren”, skriver Marlene Wind.

Når det drejede sig om at lukke grænserne, gik Danmark først, hvilket var en klokkeklar dansk mistillidserklæring til EU. Når krisen kradser, hytter enhver sit, og det gør Danmark også.

På asylområdet tager Danmark afstand fra EU’s nye migrationsudspil. Danmark vil godt være solidarisk, men kun med sig selv. Vi laver gerne lokumsaftaler med nordafrikanske regimer og sender asylansøgere tilbage til de overfyldte og uhumske lejre i f.eks. Libyen, men tager ikke imod nye migranter.

På det økonomiske område er Danmark en del af de sparsommelige “Nye Hansa-lande”, der hverken har lyst til at øge deres bidrag til EU-budgettet eller finansiere dolce vita i de sydeuropæiske EU-lande.

Dansk Industri er begejstret for, at handel med det indre marked skaber 330.000 job i Danmark, men mindre begejstret for forslaget om en europæisk mindsteløn, der efter alt at dømme vil gribe ind i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler overenskomster.

Ganske vist er danske vælgere irrationelt glade for EU, men bundlinjen er, at i det store politiske billede er småstaten Danmark med sine 6 mio. EU-glade indbyggere et marginalt land. På europæisk plan er danskernes opbakning til EU derfor irrelevant og uden praktisk betydning.

André Rossmann