Danmark har EU’s næstlaveste privatforbrug

De høje danske priser kombineret med det høje skattetryk kan være med til at forklare, hvorfor Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i. Blandt de 27 EU-lande er det kun Irland, der samlet set har priser, som er endnu højere end de danske, skriver finans.dk med Eurostat som kilde.

”Det samlede prisniveau i Danmark i 2022 var 44,5 pct. højere end det gennemsnitlige prisniveau i de 27 EU-lande. I Irland var priserne samlet set 46,4 pct. højere end EU-gennemsnittet. I bunden af listen ligger Rumænien og Bulgarien med priser omkring indeks 58. Dvs. at en kurv af varer, som i gennemsnit koster 100 kr. i EU, kan fås for 58 kr. i disse to lande. I Tyskland er priserne samlet set i indeks 109.

Danmark har langt de højeste priser på fødevarer, ikke-alkoholiske drikkevarer, brød og energi i EU. I Danmark var prisen på energi 49 pct. højere end EU-gennemsnittet i 2022. Danmark er også det EU-land, hvor det er dyrest at gå på restaurant, overnatte på hotel eller købe en bil.

Eurostat har udarbejdet prissammenligningerne siden 1995, og frem til 2020 indtog Danmark hvert eneste år positionen som det dyreste EU-land. Gennem flere årtier har de danske priser ligget 40-45 pct. over EU-gennemsnittet. De seneste to år har Irland overhalet med priser, som er marginalt højere end de danske”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)