Danmark lægger Grønland på affyringsrampen

Debatindlæg af ARES.

Efter anden verdenskrig havde et udmattet og nedslidt Storbritannien ikke andet valg end at afvikle sine kolonier. Andre lande fulgte trop mere eller mindre godvilligt. Også Danmark ændrede Grønlands status fra koloni til dansk amt med grundlovsændringen af 1953. Det var et fornuftigt politisk træk. Som dansk amt havde Grønland nu de samme pligter som andre amter i kongeriget, men også de samme rettigheder, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de efterfølgende årtier en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor. 

Det har dog været en udvikling med forhindringer, som slet ikke er overstået endnu og måske aldrig bliver det. Den grønlandske mand er fanger og jæger. Det har han altid været, og han er ikke skabt til at flytte kasser på et lager eller koge rejer på hermetikfabrikken. Han længes bestandigt mod naturen, fordi det er der, han hører til. Det har været et kulturelt forhindringsløb for mange grønlændere at komme gennem et uddannelsesforløb og et liv som lønmodtager og måske som weekendjæger og fanger. Det har givet sociale og menneskelige spændinger, som i perioder har udløst et bredt alkoholmisbrug i den grønlandske befolkning. Folkeviddet i Danmark mener således ikke, at det største politiske parti i Grønland er Inuit Ataqatigiit partiet eller Siumut, men derimod Pullimut partiet, der er ophav til den tilstand, der hedder ’grønlænderstiv’, som er en brandert af asiatisk vælde.

Hvis Grønland fortsat havde været et dansk amt eller en storkommune, nu da amterne er nedlagt, ville det danske velfærdssamfund bedre kunne beskytte den grønlandske egenart uden at gennemtvinge danske tilstande som i resten af riget. Vi har jo importeret tusindvis af klienter fra islamiske samfund, der enten ikke vil eller kan arbejde, hvad der koster de danske skatteydere hele 90 milliarder kroner om året. Hvert evige eneste år. Når vi kan være så generøse over for vildt fremmede mennesker, der i øvrigt blankt afviser at være en del af det danske folkestyre, må det også være muligt at holde hånden under vore egne borgere i Grønland, der kan have svært ved at være en del af den syddanske arbejdskultur. Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland stadig havde været integreret som en dansk kommune, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden økonomisk under de måske flere tusinde grønlandske familier, der har svært ved at navigere på arbejdsmarkedet.

Desværre blev vore politikere forført af medier, venstrefløjen og grønlandske pressionsgrupper til at vedtage en lov om grønlandsk hjemmestyre i 1979. En ordning, der hverken er fugle eller fisk, da Danmark stadig med de årlige bloktilskud investerer tungt i det grønlandske samfund samtidig med, at et stort antal grønlændere ser Danmark som den onde koloniherre, som nu har pligt til at give Grønland friheden til at blive en selvstændig nation helt frigjort fra Rigsfællesskabet. Der er i brede grønlandske kredse opstået en forestilling om fremtidens Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kan leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salget af mineraler, sjældne jordarter og sikkert også olie og gas. Det grønlandske hjemmestyre knejser med nakken ligesom konen med æggene og ser sig selv forhandle lukrative kontrakter hjem med Kina, Rusland og USA. Disse fremtidsdrømme er produkter af Hjemmestyret for Grønland af 1979 og især af Selvstyret, der blev vedtaget i 2009, hvor Grønland fik retten til sin undergrund. 

Samtidig blev de godt 50.000 grønlændere folkeretligt anerkendt som et folk. Dronning Margrethe taler stadig henrevet om de tætte forbindelser mellem Grønland og Danmark, men hun er også den eneste, der gør det. Samtidig med, at vi bruger et gigantisk milliardbeløb på at finansiere livet for islamiske indvandrere, har vi skubbet vore egne borgere på Grønland fra os til en uvis skæbne, som Grønland ikke er kompetent til at styre. I Afrika har Kina i flere stater finansieret al drift og investering mod til gengæld at bestemme alt. Hvis Grønland ender som endnu et kinesisk protektorat, har vi kun os selv at takke for det.