Danmarks støtte til Hamas er ”kynisk pragmatisme”

Selv om Danmark ikke anerkender Palæstina som stat, stemte Danmark sammen med et stort antisemitisk flertal af FN-lande ja til en resolution, der konkluderer, at den ikke-eksisterende ”fredselskende” stat Palæstina opfylder alle krav til fuldgyldigt medlemskab i FN. Men at betegne Palæstina som fredselskende er at stille det hele på hovedet, eftersom Hamas indledte den fortløbende krig med massakren på jøder 7. oktober og udgør halvdelen af denne ”fredselskende stat”, skriver Per Stig Møller i Berlingske.

”FN-resolutionen begrundes med, at anerkendelsen af dette Palæstina vil fremme tostatsløsningen, men bekræfter reelt Hamas i, at kun vold fører til anerkendelse og svækker den forhandlingslinje, præsident Mahmoud Abbas står for. Der er ingen grund til at følge efter Norge.

Men hvorfor kan Palæstina ikke anerkendes som en stat nu? Fordi den stat ikke findes, og skal vi hjælpe den til verden, må vi først vide, om den som Fatah vil leve fredeligt side om side med Israel, eller om den som Hamas vil smide Israel i havet. Ville Danmark med sin stemme sikre sig de muslimske landes opbakning til vores kandidatur til Sikkerhedsrådet?

Udenrigsministeren bestemmer, hvordan Danmark stemmer i FN. Løkke Rasmussen har betegnet sin udenrigspolitik som ’pragmatisk idealisme’. Men denne stemmeafgivning er snarere udtryk for ’kynisk pragmatisme’.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)