Det antisemitiske Danmark vil Israel til livs

I al ubemærkethed er Danmarks kurs over for Israel ved at ændre karakter. Efter Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. okt. 2023 stillede statsminister Mette Frederiksen Danmark ubetinget på Israels side. Men allerede 8 måneder senere, i maj 2024, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen stillet sig i spidsen for Danmarks antisemitiske intifada mod Israel.

Selv om Danmark ikke anerkender Palæstina som stat, stemte Danmark sammen med et stort antisemitisk flertal af FN-lande ja til en resolution, der konkluderer, at den ikke-eksisterende ”fredselskende” stat Palæstina opfylder alle krav til fuldgyldigt medlemskab i FN. 143 lande stemte for resolutionen, mens 9 stemte imod. 25 lande valgte ikke at stemme. Det er påfaldende, at Danmark har stemt sammen med de mest Israel-fjendtlige lande i EU, herunder Irland, Spanien og Belgien, mens lande som Tyskland, Storbritannien, Finland og Sverige stemte blankt.

I forbindelse med afstemningen i FN har Løkke udtalt, at ”Danmark med sin stemme vil give Palæstina (altså den ikke-eksisterende stat, som Danmark aldrig har anerkendt – red. 24NYT) flere rettigheder og bedre mulighed for at tale deres egen sag i FN. Samtidig er det et klart signal til FN’s Sikkerhedsråd om, at Danmark ligesom størstedelen af FN’s medlemslande bakker op om, at Palæstina skal være fuldgyldigt medlem af FN”. Palæstinas nye status betyder bl.a., at den ikke-eksisterende og efter Danmarks opfattelse ”fredselskende stat” kan deltage ved konferencer, der er organiseret af Generalforsamlingen, og at palæstinensiske repræsentanter kan udvælges til udvalg.

At Danmark stemte for FN’s resolution, er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at så sent som i april 2024 afviste regeringen Enhedslistens forslag om anerkendelse af Palæstina. Begrundelsen var, at ”forudsætningerne ikke er til stede. Der skal nemlig være en fast befolkning, der skal være et afgrænset geografisk territorium, der skal være en effektiv statsmagt, som indadtil kan udøve myndighed over for befolkning og territorium, og der skal være udenrigspolitisk handleevne”. I april 2024 var det altså ikke tilfældet.

Den danske regering påstår fortsat, at Danmarks kurs over for Israel er uændret, og at Danmark fortsat ikke ønsker nogen egentlig anerkendelse af Palæstina, før en tostatsløsning er på plads. Men virkeligheden er, at selv om Danmark ikke anerkender Palæstina, betyder landets stemme i FN, at landet ønsker at gøre denne ikke-eksisterende ”stat” til FN-medlem. Med andre ord har Danmarks med sin stemme i FN anerkendt Palæstina ad bagdøren.

Danmarks anerkendelse af Palæstina kan imidlertid ikke ændre ved, at Palæstina ikke findes. Bare for 50 år siden eksisterede Palæstina ganske enkelt ikke. Begrebet ”Palæstina” opstod nemlig som en arabisk, politisk opfindelse med henblik på at knuse den jødiske stat, Israel, den jødiske identitet og den jødiske tilknytning til området igennem mere end 5.000 års bibelsk historie, oldtidshistorie, historie og nyere tids historie.

I 1960’erne udtalte den nu afdøde israelske premierminister, Golda Meir, at ”der ikke eksisterer et palæstinensisk folk”. Efterfølgende bekræftede PLO’s formand, Yasser Arafat, ved flere lejligheder på arabisk, at ”der ikke eksisterer et særskilt palæstinensisk folk med en egen kulturel eller national identitet. Det er en politisk opfindelse med henblik på at komme den jødiske stat til livs, såvel historisk, som i praksis”.

Den hollandske avis Trouw offentliggjorde i 1977 et interview med Zahir Muhsein, medlem af PLO’s hovedbestyrelse, som sagde: “Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Skabelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel i vores fortsatte kamp for vores arabiske enhed imod staten Israel. Realiteten den dag i dag er, at der ikke er forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er kun af taktiske og politiske hensyn, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, da vores arabiske nationale interesser kræver, at påstanden om eksistensen af et særskilt ’palæstinensisk folk’ fastholdes, for at bekæmpe zionisme”.

Interessant er det også, at det hele genbekræftes i selve Fatah’s ”grundlov” (kapitel 1), hvor der bl.a. står: “Palæstina er en del af den arabiske verden og det palæstinensiske folk er en del af de arabiske nationer, og deres kamp en del af den arabiske kamp”. Altså igen ingen særskilt palæstinensisk identitet i Fatah-“grundloven”.

Med sin stemme i FN ignorerer Løkkes Danmark således den ubestridelige kendsgerning, at Palæstina aldrig har eksisteret som en nation, og at palæstinensere aldrig har eksisteret som et særskilt folk med en særskilt kultur, sprog eller andet, som ellers kendetegner en etnisk særskilt befolkningsgruppe. Og eftersom palæstinenserne ønsker at udslette Israel og fjerne landet fra verdenskortet, betyder Danmark stemme også, at landet reelt har opgraderet en terrorbevægelse til en ”stat”, der ønsker at komme en anden stat, Israel, til livs.

Det er god gammeldags antisemitisme, som motiverer Danmark til at delegitimere den jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten ved at omskrive historien og anerkende de mange direkte løgne om den ”fredselskende stat Palæstina” og det ”fredselskende folk, palæstinenserne”. Løkkes Danmark lader terroristerne fra Hamas skrive historien og giver dem dermed en strategisk sejr baseret på en løgn, som er gået hen og blevet en myte.

André Rossmann