Dansk sociolog: Studenteroprøret i 1968 var totalitært – Karl Marx’ gamle bog blev bevægelsens koran

Begivenhederne, der siden har – eller burde have – ændret den almindelige opfattelse af studenteroprøret, er sammenbruddet af de kommunistiske regimer i Østeuropa, Murens fald og Jerntæppets fald. Det burde have fået mange flere til at indse, at studenteroprøret i Danmark i 1968 var en totalitær bevægelse forklædt som ungdomsoprør, skriver sociolog Ivan Dybdal

Af Ivan Dybdal, sociolog og direktør.

Studenteroprøret i 1968 indvarslede marxismens dominans og undertrykkelse af den borgerlige, empiriske videnskab, især i samfundsvidenskab og humaniora.

Facitlisten var Karl Marx’ gamle bog, som blev deres koran. Nu, hvor de fleste studenteroprørere er gået på pension, må det være på tide at sige sandheden.

Ungdomsoprøret, der gik forud, var en frigørelse fra 1950’ernes meget begrænsende normer. Store dele af ungdommen, der ikke selv havde oplevet krigen, ville nu leve mere på egne præmisser.

I 1967-1968 kulminerede ungdomsoprøret, som startede i 1962-63, hvor blandt andet The Beatles og The Rolling Stones stod for værdikampen.

Håret groede langt på drengene, og alt fik et ”fri” foran: fri hash, fri sex, fri koncert og så videre. Og Make Love not War, Love-in’s, Superlove og så videre. I både 1967 og 1968 var der Summer of Love både i San Francisco og i København. Målet var mere frihed til individet, men for mange skejede ud i hash og narko. Omkostningerne blev store.

I eftersommeren 1968 startede nedturen. Der begyndte at dukke nogle kedelige, sammenbidte typer op, altid medbringende den lille røde. Munkemarxisterne var ankommet. De slog om sig med Marx og Mao.

Jeg oplevede studentermarxisternes magtovertagelse på faget sociologi på Københavns Universitet. Det er nu meget præcist karakteriseret af demografen, dr.polit. Poul Christian Matthiessen i hans netop udkomne erindringer, der har titlen ”Følg med tiden, ikke med strømmen”. Her skærer han nøgternt ind til benet og påpeger, at Københavns Universitets rektor, Mogens Fog, begik lovbrud og udnævnte studentermarxister, der var uden eksamen og faglige kvalifikationer.

”Rektor Mogens Fogs indgriben i efteråret 1971 fandt sted i forbindelse med udnævnelsen af seks udefra kommende lektorer som undervisere ved det sociologiske studium. På et møde i det sociologiske fagråd, hvor rådet ikke var beslutningsdygtigt, da der kun deltog fire studenterrepræsentanter plus en lærer, udvalgte disse fem personer seks ansøgere (…) De seks udvalgte ansøgere blev herefter udnævnt til lektorer ved Mogens Fogs foranstaltning. For efter- tiden må det alene ud fra en faglig vurdering forekomme yderst kritisabelt, at rektor foretog disse udnævnelser. ”

Nej, det var ikke alle, der fulgte med strømmen dengang.

Heller ikke på sociologi, hvor jeg gik i 1970’erne og tilhørte den lille ikke-marxistiske fløj, og hvor jeg tog kandidaten i sociologi med en afhandling i demografi hos professor Poul Christian Matthiessen.

De fleste af os, der fortsatte dengang, måtte holde en lav profil for ikke at vække marxisternes, det vil sige studienævnets, vrede. Vi håbede stadig, at vi kunne få vores eksamen.

Begivenhederne, der siden har – eller burde have – ændret den almindelige opfattelse af studenteroprøret, er sammenbruddet af de kommunistiske regimer i Østeuropa, Murens fald og Jerntæppets fald.

Det burde have fået mange flere til at indse, hvad det var, der skete med studenteroprøret i Danmark i 1968. Det var en totalitær bevægelse forklædt som ungdomsoprør.

Derfor skal vi efter min mening ikke nu igen fejre studenteroprøret her 50 år efter. Det var rent held, at det ikke skejede mere ud i marxistisk terror, end det gjorde.