En god ide, masser af hårdt arbejde, engagement og gå-på-mod kendetegner Christian Ørum og Nicklas Stokholm fra Herningsholm Erhvervsgymnasium. De to har siden efteråret 2019 brugt både skole- og fritid på at udvikle Bubbles, som skal hjælpe børn og unge med ADHD, og nu er de nykårede Europamestre for netop den innovative løsning!
Christian Ørum og Nicklas Stokholm har sammen med Kevin Jensen været med i entreprenørskabsforløbet Company Programme, og i april vandt de Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Siden DM-titlen har de knoklet for at forberede sig til det europæiske mesterskab JA Company of the Year Competition, hvor Christian og Nicklas repræsenterede Bubbles.
Det europæiske mesterskab blev i år afholdt online, hvor Bubbles dystede mod 39 andre hold, som alle havde kvalificeret sig til via nationale finaler. Alle deltagerne blev bedømt flere parametre, bl.a. en længere rapport, en kort kommerciel video, en 2 minutters investor pitch video og et dybdegående interview med dommerpanelet. Og det blev en ren dansk triumf ved Europamesterskabet, som blev afgjort om aftenen fredag den 24. juli, for først vandt Bubbles særprisen AT&T Excellence in IT Award og bagefter blev de udnævnt som Europamestre.
“At kunne kombinere vores største drøm om at blive selvstændig og på samme tid hjælpe børn, der har brug for det, og nu kalde sig Europamestre, den følelse kan ikke beskrives!” siger Nicklas Stokholm fra Bubbles.
Bubbles har ud over den prestigefyldte titel også vundet en tur til Portugal, som var værtslandet for EM i år, når det kan lade sig gøre at rejse sikkert igen. Med EM-titlen har de også kvalificeret sig til JA Worldwides nye initiativ, som er et event, hvor de bedste hold fra de forskellige kontinenter mødes – her skal Bubbles repræsentere Europa.
Bubbles løsning skal hjælpe lillesøster og mange flere
Bubbles har lavet en teknologisk løsning til børn og unge med ADHD og andre, som har svært ved at koncentrere sig i støjende omgivelser, som f.eks. et klasseværelse. Deres produkt MotherBubble er en samtale-server, som forbinder lærer og elev i en støjfri kommunikationskanal, hvor hovedtelefoner genererer anti-lydbølger, som eliminerer støjen omkring eleven og kun lukker lærerens stemme igennem. På den måde bliver det lettere for eleverne at koncentrere sig om skolearbejdet.
Ideen til Bubbles fik drengene, fordi Christian lillesøster har ADHD og altid har haft det hårdt i skolen, og Christian ville gerne hjælpe hende. Produktet har været testet på flere skoler i lokalområdet med positive tilbagemeldinger, og er nu færdigudviklet og solgt til flere skoler i Jylland. Nu venter resten af Danmark og derefter Skandinavien.
“Vi knokler fortsat videre, for vores ambition at hjælpe så mange udfordrede børn som muligt. Vi håber derfor også, at både lærere og forældre til ADHD- og ADD-børn, som synes vores produkt kunne være interessant, vil kontakte os, så vi sammen kan få det ud på endnu flere skoler,” siger Nicklas Stokholm.
Bubbles har været med i entreprenørskabsforløbet Company Programme, som Fonden for Entreprenørskab står bag. Fonden for Entreprenørskab står også bag DM i Entreprenørskab, mens det europæiske mesterskab arrangeres af JA Europe.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)