Danske parforhold trodser corona-karantænen: Skilsmisser falder i 2020

Til trods for måneders indespærring sammen med familien, er antallet af skilsmisseansøgninger dalet siden starten af året. Advokat undrer sig, men opfordrer familier til at udnytte husfreden og få styr på fremtiden.

Ovenpå julefrokoster, sidespring og pinagtige familiesammenkomster er årets første måneder typisk højsæson for skilsmisser, og 2020 har ikke været nogen undtagelse. Men stik mod forventningerne, så har coronaindelukningen ikke accelereret antallet af nye ansøgninger om brud i familien. Tværtimod, det viser helt nye tal fra Familieretshuset, som varetager alle ansøgninger for skilsmisser eller separationer.

Antallet af ansøgninger for separation eller skilsmisser i januar måned i år er 2067. Og til trods for krisen er det tal faldet til 1695 ansøgninger i maj, hvilket svarer til at være den maj måned med færrest ansøgninger nogensinde. Den udvikling forklarer parforholdsekspert Thomas Bjarke Markersen, der ser karantænen som en forstærker:

– Danskere er rigtig gode til at brokke sig; først over for meget arbejde, nu under karantænen over for meget familietid, men i sidste ende tror jeg, at vi kan se karantænen som en forstærker af kvaliteterne i vores parforhold. Og selvom vi elsker at brokke os, så viser tallene, at nu hvor krisen kradser, så søger vi hinanden og langt de fleste par vil altså gerne lægge energien i forholdet og kærligheden.

Klare aftaler sikrer børnene

Netop når der er fred og fordragelighed i parforholdet, så er det oplagt at tage de svære snakke og gøre arbejdet for at sikre fremtiden. Mange tror, at ægteskabet automatisk sikrer arven til børnene, men ofte er børnene sjældent sikret i tilfælde af skilsmisser, dødsfald og nye bonussøskende, som altså også kan gøre krav på deres del af arven. Det fortæller advokat Hans-Erik Andersen fra advokatfirmaet H-E Andersen og Co, som med mere end 40 år erfaring fra sine to advokatkontorer i Solrød og Lejre har rådgivet i tusindvis af familieretslige sager.

– Coronakrise og tæt indespærring til trods, så har rigtig mange danske par kunne fastholde forholdet, men det ændrer ikke ved, at der stadig er et presserende behov blandt danskerne for at sikre dem selv, deres værdier og deres børn. Her er testamentet et af de stærkeste kort at spille, hvis det skal være let og gennemskueligt for alle.

– Hvis et ægtepar under mindelige forhold kan skrive et testamente, hvor de biologiske børn tilgodeses, så er det et fremtidssikret dokument, hvor man kan stole på gyldigheden. Det skaber gensidig tryghed for fremtiden.

Advokat i medgang og modgang

Juridisk rådgivning i parforholdet lyder ikke særligt romantisk, men ifølge advokaten er hans oplevelse, at det kræver en særligt stærk kærlighed at tage skridtet og bringe kedelige papirer som testamenter ind i et parforhold.

– Der er typisk to typer par, som søger hjælp hos en advokat. Der er dem, som er tvunget til det ved skilsmisse, sygdom eller død. Men så er der også dem, som bare gerne vil være sikre på, at deres partner og børn er sikret, og det, synes jeg, er en smuk tillidserklæring, siger Hans-Erik Andersen, som bakkes op af Thomas Bjarke Markersen:

– Det betyder meget for et forhold eksempelvis at gifte sig og få papir på hinanden. Det er et tegn på modenhed, at man tør bringe aftaler og jura ind i kærlighedsforholdet. Dokumenter som i sidste ende er tegn på de fravalg, vi gør. Alle de muligheder vi ikke ønsker, til fordel for den vi vil være sammen med, og det er en utrolig smuk erklæring.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)