Danskerne blev i Danmark: Rekord på Bornholm

Den netop overståede sommer på Bornholm har slået alle rekorder. Coronakrisen ødelagde mange tyskeres mulighed for at komme til Bornholm, men i stedet kom så mange danskere til øen i Østersøen, at antallet af færgegæster steg i forhold til sidste år.

Normalt fylder de tyske turister meget i højsæsonen på Bornholm. Men i år reducerede coronakrisen den tyske sæson. Til gengæld betød samme coronakrise, at øen blev besøgt af så mange danske turister som aldrig før.

Det viser tal for ugerne 26 til 34 hos Molslinjen, som driver færgeruterne til og fra Bornholm.

På Bornholm var der i år 2,7 procent flere passagerer og næsten 15 procent flere personbiler i forhold til sommeren 2019. Det til trods for et meget stort fald på 21,5 procent færre tyske gæster med færgerne i år.

”Danskerne skulle holde sommerferie i Danmark, og da åbningen af Danmark begyndte, eksploderede salget til Bornholm. Derfor valgte vi at bytte om på færgerne mellem Bornholm og Kattegat, så vi kunne sejle med to store katamaraner på Bornholm”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Den ekstra kapacitet mellem Rønne og Ystad holdt priserne lave, og masser af danskere valgte Bornholm som deres danske feriedestination i år. Til stor glæde for Destination Bornholms direktør, Pernille Kofod Lydolph.

”Det er en fornøjelse, at så mange i år har fundet vej til Bornholm, herunder mange nye gæster. Vi håber på, at mange af dem vil finde vej retur til øen – og gerne i foråret, efteråret eller vinteren, hvor her også er dejligt”, siger Pernille Kofod Lydolph.

I alt overførte Bornholmslinjens færger 643.841 passagerer til og fra Bornholm i perioden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)