Danskerne er til grin i eget land

Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet indvandringspolitik. For mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer det ubegavede Danmark fattige muslimske analfabeter og sociale nassere, som ikke kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked.

Ukrainerne er et skoleeksempel på topmotiverede indvandrere, der ønsker at yde et bidrag til det danske samfund. Næsten seks ud af ti ukrainere i Danmark er i beskæftigelse. Især inden for rengøring og landbrug samt hotel- og restaurationsbranchen har mange ukrainere fundet arbejde, beretter flere danske medier.

Tallene stammer fra januar 2023 og imponerer beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). ”Jeg synes, det er flotte tal. Det vidner om, at rigtig mange – trods svære omstændigheder – har ønsket at komme i arbejde og forsørge sig selv, mens de er i Danmark. Det vil jeg godt kvittere for”, siger hun.

Tallene viser, at 7.055 ukrainere er kommet i arbejde. Det svarer til 56 pct. af de ukrainere, der er kommet til Danmark, og som er i den arbejdsdygtige alder og står til rådighed for arbejdsmarkedet. Graden af beskæftigelse blandt ukrainere ligger ifølge ministeren “højere end hvad vi ellers ser for flygtningegrupper”. Det vidner om en gruppe, der ikke er så fjern fra det danske.

S-regeringens krav til de 90.000 muslimer på offentlig forsørgelse om 37 timers aktivering for at modtage ydelser var som bekendt et bærende element i Socialdemokratiets udspil i februar 2018. Kravet lød: praktik, nyttejob eller kurser på fuld tid, ellers ryger ydelsen.

Udspillet betød, at kommunerne skulle oprette mange nyttejob. Det er dyre og meningsløse kommunale job, der skabes som beskæftigelsesprojekter, hvor man ikke må erstatte normal arbejdskraft i kommunen. Rockwool Fondens Forskningsenhed kender ikke til dokumentation for, at nyttejob indholdsmæssigt virker i forhold til at få muslimske indvandrere i ordinære job.

Og mens udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) forberedte udspillet, kunne Dansk Erhverv oplyse, at kravet om aktivering i 37 timer ugentligt til de 90.000 muslimske indvandrere på offentlig forsørgelse ville berøre mindre end 25 pct. af de ledige muslimer.

51.000 af de 90.000 muslimske indvandrere på offentlig forsørgelse er nemlig placeret på ydelser, hvor der ikke kan stilles krav om aktivering i 37 timer. 17.000 kan ikke aktiveres på grund af helbredsmæssige, personlige eller sociale udfordringer. Det efterlader kun 22.000 indvandrere, som kan aktiveres.

Kvinderne fra de såkaldte MENAPT-lande, der tæller lande fra Mellemøsten, Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet, udgør et særligt problem. De tegner sig for bare 2 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 65 år, men i statistikkerne over personer, der uden afbrydelser har modtaget kontanthjælp i 10 år eller mere, udgør de 20 pct., altså hver femte.

En undersøgelse fra Københavns Kommune har vist, at 70 pct. af sagsbehandlerne har oplevet pres fra muslimske ægtefæller, familien eller fra personer fra omgangskredsen for, at kvinden ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men stadigvæk skal modtage en offentlig ydelse. Det er påfaldende, at selv om kvinderne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, trækker sagsbehandlerne dem ikke i deres kontanthjælp.

Socialdemokratiets planer om aktivering af muslimer i 37 timer har vist sig at være tomme trusler og ren symbolpolitik, for virkeligheden er, at danske politikere ikke tør tage skrappe midler i brug.

Det danske samfund fungerer nemlig på feminine præmisser, hvor både politikere og myndigheder skal være søde og empatiske. Myndighederne sætter derfor ikke hårdt mod hårdt, men møder de muslimske indvandrere med berøringsangst, misforstået omsorg, dialogkaffe og bekymringssamtaler.

Det feminine og berøringsangste danske DNA er ganske enkelt ikke gearet til at gøre det, som for alvor batter noget i forhold til ledige muslimer: svinge pisken og smække kasserne i.

André Rossmann