Danskerne må spejde forgæves efter bedre sundhedsydelser

SVM-regeringen har netop præsenteret en ny sundhedspakke til 5 mia. kr. Spørgsmålet, som alle stiller, men som regeringen ikke kan svare på, er, om sygehusvæsenet kan bruge pengene i en situation med mangel på sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale.

Når sygehusvæsenet har problemer, er den politiske løsning altid den samme – det tilføres flere penge. I ens egen husholdning ville man aldrig bruge flere penge for at få mere af noget, der ikke fungerer, men det gør man i det offentlige. Her ses alle problemer som mangel på ressourcer.

Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes til et sygt, samspilsramt system. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne.

Fra økonomer lyder det hver gang, at flere penge til sygehusvæsenet ikke er ensbetydende med, at danskerne får bedre sundhedsydelser. Eller mere præcist: Det er ikke sikkert, at den enkelte dansker vil opleve bedre sundhedsydelser, fordi det egentlige problem i sygehusvæsenet handler om, at man ikke bruger de eksisterende ressourcer hensigtsmæssigt.

De offentlige sundhedsudgifter i Danmark udgjorde i 2021 9,2 pct. af BNP. Det er det 3. højeste udgiftsniveau (sammen med Frankrig) blandt alle EU-lande kun overgået af Østrig og Tjekkiet. Det er derfor indlysende, at sygehusvæsenet ikke har et ressourceproblem. Det egentlige problem er sektorens strukturelle udfordringer eller – med andre ord – sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, meget dårlige politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse.

Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsatte nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der blev produceret, også var det, forbrugerne ville have. Det eneste, som de fem regioner i det planøkonomiske danske sundhedsvæsen er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere.

Udover regionerne er det sundhedsmafiaen, der modarbejder ægte reformer af sektoren. Mafiaen består af den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, som efterhånden har etableret sig tungt i sygehusvæsenet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres velerhvervede privilegier.

Det siger sig selv, at eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan både regionerne og sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge.

SVM-regeringen kan ikke svare på, hvordan sundhedsvæsenet i en situation med mangel på arbejdskraft kan rekruttere til de stillinger, som der nu bliver mulighed for at opslå med de ekstra 5 mia. kr. I praksis vil der derfor ske det, at de afdelinger, der får tilført de ekstra midler, vil rekruttere (læs: stjæle) fra andre dele af sundhedsvæsenet. Det vil sige, at andre patientgrupper må betale prisen.

Danmarks sundhedssektor er et perverteret kommandoøkonomisk system, der er præget af uigennemskuelighed, dårlig brug af ressourcer og ringe sammenhæng mellem handling og konsekvens. Følgen bliver massiv utilfredshed. Både blandt medarbejderne og blandt brugerne. Det var sådan, tingene fungerede i Sovjetunionen og de øvrige østlande, og det er sådan de fungerer i Danmark. Verdenshistorien har endnu til gode at se en planøkonomi i fuld skala, der ikke i længden er brudt sammen.

På trods af de mange problemer i sygehusvæsenet er der i det halvsocialistiske Danmark en massiv konsensus om, at sundhedsydelser kun kan varetages på forsvarlig vis af offentlige hospitaler. Danskerne bør derfor ikke beklage sig. De er kollektivt med til at opretholde det syge sundhedsvæsen, der ikke leverer varen.

André Rossmann