Danskernes haver er blevet wellness-paradis – pas på efterårets udfordringer

Hos mange boligejere er haven blevet små ferieparadis. Med den øget interesse for spabade, vildmarksbade og udesaunaer, opfordrer forsikringsselskab til at tjekke policen og gardere sig mod efterårets vejrudfordringer.

Danskerne har i stor stil fået smag for udespa og vildmarksbade. Forsikringsselskabet If giver råd til at gardere sig mod efterårets vejrmæssige udfordringer.

Danske haver er det seneste år blevet invaderet. Af luksus og velvære. SPA Kompagniet, der er en af Danmarks største forhandlere af spabade har, særligt under corona, oplevet tyve gange højere efterspørgsel på vildmarksbade og udespa, end for blot fem år siden.

– Vi har set tendensen komme snigende de senere år, men efterspørgslen efter selv dyre bade fik et solidt boost, da corona ramte og verden lukkede ned, siger Morten Vestergaard, der er direktør i SPA Kompagniet og uddyber:

 – Vi hører fra vores kunder, at mange har fået lidt ekstra penge mellem hænderne, som de har sparet under coronatiden på restaurantbesøg, koncerter og rejser. I stedet har de set haven som et projekt, hvor det blev enormt populært at opgradere husets udearealer. Udespa og vildmarksbade er nær gået hen og blevet allemandseje.

Når man placerer de ofte meget dyre ting på terrassen eller i haven, kan de dog også nemmere blive udsat for skader, hærværk eller vejrrelaterede problemer – og uden de rigtige forsikringer, kan det føre til uforudsete udfordringer.

Tjek træer, grene og tagsten
Har man over sommeren investeret i nyt udstyr til udearealerne, skal man også være opmærksom nu, hvor efteråret er her. Med udbredelsen af det eksklusive udstyr til haven følger også nye forsikringsmæssige overvejelser. Det fortæller forsikringsselskabet If.

– Når man investerer i nyt udstyr, er det altid en god idé at tjekke, om der nye hensyn at tage. Det kan være om placeringen er udsat i forbindelse med storm – om der er risiko for nedfaldne grene eller tagsten. Om overdækningen på eksempelvis pool eller vildmarksbad er fastgjort tilstrækkeligt, når efterårsstormene sætter ind. Mange skader er omfattet af forsikringen, men ikke alle. Kan man undgå skader, sparer man både reparationstid og besvær, derfor er vi selvfølgelig lige så interesseret i at hjælpe med at forebygge at skaderne opstår, siger Birgitte Ringbæk, der er kommunikationschef hos If Forsikring.

If Forsikring peger særligt på tre punkter, hvor opmærksomhed fra boligejernes side, enten kan minimere risikoen for skader eller gøre dem mindre  trælse. Fokus bør rettes mod: Træer og grene, udsatte vandrør og korrekt forsikring på henholdsvis hus- eller sommerhusforsikring.

Gode råd til at forebygge skader på haveudstyret:

Beskær grene og træer
Storm og hårdt vejr er ikke uhørt i Danmark, men har man fået installeret en udendørsspa i nærheden af et ældre træ, kan nedfaldne grene skade anlægget. Selvom forsikringen dækker, kan det give en ærgerlig overraskelse og kedelig reparationstid. Gå derfor de omkringstående træer efter, og få savet problematiske grene af.
Undgå frost-, rør- og stikledningsskader
De fleste husforsikringer dækker skader på udendørsspaen i forbindelse med lyn, storm og oversvømmelse, eksempelvis fra nedfaldne tagsten, grene eller væltede træer. Men er vandrørene sprunget i frosten, er der gået rotter i ledningerne eller opstår der frostsprængninger i ovnen på vildmarksbadet, så er det en anden sag. Sørg derfor for at sikre, at rør og ledninger ikke er unødigt udsat, når den kolde sæson kommer.
Sommerhus, helårshus, indbo- eller husforsikring
Er uheldet ude, så er det vigtigt, både hvor udendørsspaen er placeret samt hvilken forsikring, det hører under. Den almindelige indboforsikring dækker som regel ikke udendørsspa, men det gør  husforsikringen. Dog ikke hele året rundt, hvis spaet er placeret i sommerhus, som kræver en fritidshusforsikring. Derfor er det en god ide at snakke med forsikringsselskabet om, hvordan man er dækket.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)