Dear Mr. President

Velkommen til Danmark. Danskere, du vil møde, vil fortælle dig, at de er glade for at se dig, men lad dig ikke narre. Langt de fleste danskere ville helst være foruden dit besøg. Såvel almindelige danskere som det officielle Danmark tager afstand fra dig som person, fra dit verdenssyn og fra den politik, du står for. Danmarks tidligere udenrigsminister, Anders Samuelsen, har sammenfattet det således: ”Danmark er allieret med USA, men ikke med USA’s præsident”. På begge fløje i Danmarks parlament er man imod dig og din nationalkonservative dagsorden. Danske meningsmålinger viser, at kun 8 pct. af danskerne og kun 11 pct. af de konservative vælgere synes, at du er en god præsident for USA.

”Vi har altid stået last og brast med USA”, vil både Danmarks statsminister og danske politikerne bedyre, når de møder dig. Men det er en løgn. Mens USA og NATO under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede danskernes sikkerhed, har Danmark ført en tilpasningspolitik over for Sovjetunionen og DDR, og samtidig en usolidarisk fodnotepolitik over for NATO. Danskerne demonstrerede mod USA’s ”forbrydelser” i Vietnam, Ronald Reagan var en skydegal cowboy, George W. Bush var dum og reaktionær, og i dag er det din tur – for de fleste danskere er du en afskyelig racist og bølle.

Folk du vil møde, både politikere, embedsmænd og erhvervsfolk, vil alle fortælle dig, at det halvsocialistiske Danmark er verdens bedste samfund, og at landets velfærdsmodel er unik og guds gave til verden. En af dem er Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som i et åbent brev til dig (Berlingske, 17. aug. 2019) praler med, at, ”danskerne kan noget, når det kommer til levestandard, konkurrenceevne, økonomi og rammerne for at drive virksomhed”.

Det er faktuelt forkert, så enten taler Lars Andersen mod bedre vidende eller er han direkte uvederhæftig.

Virkeligheden er, at den økonomiske vækst i Danmark halter efter væksten i de lande, Danmark normalt sammenligner sig med. Det høje skattetryk indebærer, at danskerne har et lavt forbrug i international sammenligning. Danskerne har derfor en rig stat, men en fattig befolkning. I 2007 var Danmark nr. 11 på listen over verdens rigeste nationer. I 2018 var Danmark ca. nr. 23 ifølge CIA World Factbook.

Det står også slemt til med Danmarks konkurrenceevne. Fra 2007 til 2018 er Danmark raslet fra en 3. plads ned til en 10. plads på World Economic Forums (WEF’s) rangliste over landenes konkurrenceevne. Danmarks nedtur er den største blandt de lande, der er på ranglisten.

Danmark er stagneret på alle parametre og oplever en vækstkrise, hvilket bl.a. bekræftes af fremtrædende danske økonomer som prof. emeritus Ole P. Kristensen og prof. Christian Bjørnskov.

”Vi kan noget, når det kommer til muligheder for at kravle op ad den sociale rangstige. Forældres uddannelse har mindre betydning for danske børns uddannelseschancer, end det er tilfældet i USA – det samme har størrelsen på farmands bankbog”, praler Lars Andersen.

Det er faktuelt forkert. I en leder den 5. juli 2018 skrev Berlingske nemlig, at den sociale mobilitet i Danmark er på linje med den amerikanske: ”Det er og bør være en vigtig værdi i Danmark, at man med egen flid og dygtighed kan flytte sig socialt og bryde den sociale arv, uanset hvad man har med sig. Og om muligt nå helt til tops. Danmark er stadig blandt de lande i verden med den største sociale mobilitet målt på indkomst. Desværre viser det sig, at det de seneste 15-20 år er blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Flere børn af forældre i den laveste indkomstgruppe end tidligere bliver hængende der, og flere børn af velhavende forældre tilhører selv i dag den øverste femtedel som voksne end i 2000. Og hvis man ikke måler mobiliteten på indkomst, men i stedet ser på, om man er i stand til at bevæge sig ud af den uddannelsesmæssige baggrund, som ens forældre har, så tyder det på, at det ikke står nær så godt til i Danmark, som vi troede. Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed ligger vi her omtrent på linje med den sociale mobilitet, der er i USA”.

”De danske indkomstskatter kravler ganske vist op i nærheden af 50 pct., men vi får rigtig meget for pengene”, praler Lars Andersen. ”I Danmark er det gratis at tage en uddannelse. Det er gratis at blive behandlet på hospitalet. Der er store offentlige tilskud til at få passet børn. Og man kan få overførsler, man kan leve af, hvis man er syg eller arbejdsløs”.

Det er en sandhed med mange modifikationer.

Danmarks skatteyderfinansierede uddannelsessystem og sygehusvæsen er Potemkin-kulisser, der skjuler rystende forhold. Uddannelsesniveauet er lavt med det resultat, at universiteterne udklækker EU’s dummeste akademikere.

I det halvsocialistiske Danmark står nyuddannede for en fjerdedel af alle dagpengemodtagere. De udnytter systemet og venter i årevis på drømmejobbet, mens de faktisk burde være villige til at tage et ufaglært job bag kassen i et supermarked. Det er et klart symptom på socialistisk forfald, at så mange nyuddannede er arbejdsløse, selv om langt de fleste kunne få et job lynhurtigt.

På sundhedsområdet er danskerne opdelt i A- og B-hold. A-holdet er de heldige borgere, der har et fast vellønnet arbejde og private sundhedsforsikringer. De har råd til velfærd i luksusklasse. De resterende danskere – over 50 pct. af befolkningen med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet – tilhører det uheldige B-hold, der må nøjes med skrabet, offentlig ”velfærd for de fattige”.

Hver uge beretter medierne om de rystende forhold i det offentlige sygehusvæsen. Det kan du læse mere om her.

Bemærk ordet ”gratis”. Danmark er det eneste land i verden, hvor selv højt uddannede økonomer som Lars Andersen i ramme alvor mener, at ”there is something like a free lunch”. Lars Andersen og resten af befolkningen bilder hinanden ind, at velfærdsydelserne er gratis. Sandheden er, at den danske velfærdsstat finansieres af verdens højeste skatter, som i snit andrager 50 pct. Beregninger fra tænketanken Cepos viser, at for enlige forældre kan skatten på den sidst tjente krone løbe op i hele 68 pct.

Hvorom alting er, Danmark er et land på vej ned, langsomt, men støt. Derouten på ranglisterne viser, at den halvsocialistiske danske samfundsmodel fører til lavvækst og stagnation.

Mr. President. Velkommen i Danmark, og lad dig ikke narre af det fædrelandsbegejstrede bullshit, danskerne vil servere for dig.

Best regards

André Rossmann