Den fortsatte radikalisering af Sverige

Af Judith Bergman–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Svensk politi oplyser, at muslimske børn har sagt til deres klassekammerater, at de vil skære halsen over på dem, alt imens de viser dem videoer af halshugninger på deres mobiltelefoner, står der i en ny rapport om salafisme i Sverige udarbejdet af Det Svenske Nationale Forsvarsakademi.

En ny rapport [1] om salafisme i Sverige, der er udarbejdet af Det Svenske Nationale Forsvarsakademi, tegner et dystert billede af den stadige radikalisering af muslimer i Sverige.

Salafister er de “fromme forfædre” fra de første tre generationer af Muhammeds følgere. Deres ideologi er i de seneste årtier blevet forbundet med al-Qaeda og Islamisk Stat, såvel som med lokale al-Qaeda grupperinger. Ifølge rapporten afviser salafister, der tror på islam i den form, som Muhammeds tidlige følgere praktiserede den, normalt de vestlige samfund og ønsker i stedet en “ren” islam: “Ikke alle salafister er jihadister, men alle jihadister er salafister”. [2]

Selv om rapporten ikke kommer med en vurdering af, hvor mange salafister, der er i Sverige, beskriver den, hvordan salafistiske miljøer har udviklet sig i landet og er blevet stærkere, især i det seneste årti, og rapporten kommer med adskillige eksempler på den indflydelse, som de har opnået i forskellige svenske byer og områder.

Det Svenske Nationale Forsvarsakademi har offentliggjort en ny rapport, der tegner et dystert billede af den stadige radikalisering af muslimer i Sverige. (I99pema/Wikimedia Commons)

Rapportens forfattere konkluderer, at “Salafister … kræver kønsadskillelse, kvinder skal bære tørklæde for at begrænse “seksuel fristelse”, kvinders rolle skal begrænses i det offentlige rum, de er imod at høre musik og at deltage i visse sportsaktiviteter” [3].

Mange salafister pålægger ifølge rapporten muslimer ikke at have svenske venner og omtaler dem som “kufr“, der er det arabiske ord for ikke-muslimer eller “vantro”. Den salafistiske prædikant Anas Khalifa udtalte:

“Betyder det, at hvis du møder en kristen eller jøde, så skal du slå eller true ham? Nej. Der er for eksempel ingen krig mellem dig og kristne og jøder på din skole. Du hader ham for Allahs skyld. Du hader, at han ikke tror på Allah. Du har dog et dybfølt ønske om, at han vil elske Allah. Så du arbejder med dem, taler med dem, fordi du ønsker, at Allah vil guide dem”. [4]

Salafisterne har tilsyneladende delt Sverige mellem sig geografisk. Rapporten siger:

“Det er interessant, at de salafistiske prædikanter, som undersøgelsen fokuserer på, virker til at samarbejde med hinanden snarere end at være rivaler. Prædikanterne har tilsyneladende i stedet delt deres dawa (missionering) mellem forskellige geografiske områder…” [5].

Blandt undersøgelsens resultater fra forskellige byer, hvor salafister er aktive, er:

I Borås vil nogle børn ikke drikke vand eller male med vandfarver på skolen, fordi de siger, at vandet er “kristent”. Politiet oplyser, at muslimske børn har sagt til deres klassekammerater, at de vil skære halsen over på dem, alt imens de viser dem videoer af halshugninger på deres mobiltelefoner. Der er eksempler på “teenagere, der kommer i moskeer efter skoletid for at ‘vaske’ sig efter at have haft kontakt med det [ikke-muslimske] samfund”. Plejepersonale [sundhedssystemet, børnepleje, etc.] har bevidnet, hvordan mænd udøver kontrol over kvinder og holder øje med dem, selv i venteværelset [6]. En plejemedarbejder fortalte:

“Det gik op for mig, at der er et netværk, der kontrollerer kvinderne, så de ikke bliver ladt alene med plejepersonalet. De får ikke en chance for at fortælle nogen om deres situation. Mange kvinder lever et værre [liv] her, end de ville have gjort i deres oprindelige lande.”

Den slags kontrol af kvinder finder tilsyneladende sted i alle de svenske byer, der nævnes i rapporten.

I Västerås er den religiøse indflydelse blandet med kriminalitet. “Det kunne være en gruppe af fyre, der kommer ind i en købmandsbutik. Hvis kassedamen ikke bærer tørklæde, tager de, hvad de vil, uden at betale og kalder kassedamen for en ‘svensk luder’ og spytter på hende”, sagde en politibetjent i rapporten. Blandt andre eksempler er der syrere og kurdere, der har forretninger og restauranter i området og udspørges af unge muslimer om, hvilken tro de har. Hvis svaret ikke er islam, bliver de chikaneret. I andre tilfælde har drenge på kun 10-12 år henvendt sig til ældre kvinder i området og spurgt dem, om de er muslimer, og sagt at “dette er vores område”. [7]

Ifølge rapporten [8] fortalte salafister i Göteborg muslimer, at de ikke måtte stemme ved det seneste valg, da det er “haram” (forbudt). “De sagde, at du på dommedag vil blive holdt ansvarlig for alle dumme politikeres handlinger, hvis du stemmer. De stod ved afstemningssteder… Ved et afstemningssted stod de og vajede med et IS [Islamisk Stat] flag”, fortalte en lokal embedsmand rapportens forfattere. Ifølge en imam i byen har Göteborg været wahhabismens (en saudiarabisk udgave af salafismen) europæiske hovedstad siden 1990’erne. [9]

Ud af 300 svenske muslimer, der tilsluttede sig IS i Syrien og Irak, kom næsten en trediedel fra Göteborg. [10] (I forhold til det samlede indbyggertal er flere rejst fra Sverige for at tilslutte sig jihadistgrupper i Syrien og Irak end fra de fleste andre europæiske lande – kun Belgien og Østrig har en større andel [11]). Den somalisk-canadiske prædikant Said Regeah understregede i en tale i den salafistiske Bellevue moské i Göteborg “vigtigheden af, at folk fødes ‘rene’, og at det kun er muslimer, der er rene. Alle fødes som muslimer, men det er forældrene, der former dem til at blive ‘jøder, kristne eller zarathustriere”. [12]

Ifølge rapporten har ikke-muslimske butiksejere oplevet at få deres forretninger vandaliseret med islamisk graffiti, og kristne præster er blevet truet med halshugning [13]. En mand, der hedder Samir, sagde: “Folk udstøder dig, hvis du ikke følger islam. Der er forældre, der har givet deres 3-årige børn tørklæde på. Det er uvirkeligt. Vi er ikke i Irak.” [14]

En anden mand, Anwar, blev nægtet betjening i en muslimsk restaurant, fordi han ikke er religiøs. Han påpeger, at samfundet svigter sekulære muslimer: “Jeg behøver ikke en bibel eller koran i mit liv. Den eneste bog, som jeg behøver, er… [den svenske] lov. Men hvad kan man gøre, hvis samfundet ikke engang er på ens side?” [15]

Undersøgelsen vurderer, at der nu er op mod 150 salafistiske jihadister i Stockholm-området [16]. Salafisterne er især koncentreret i Järva-området, der er en “no go zone”. Der er somme tider et overlap mellem jihadister og kriminelle, og disse muslimer terroriserer andre beboere i området. En kvinde udtalte, at salafister og islamister i løbet af de seneste ti år er kommet til at dominere forretningsområder, kældermoskeer og kulturforeninger, og at “svenskere ikke aner, hvor indflydelsesrig politisk islam er i forstæderne”. Hun beskrev, hvordan selv børn er kønsadskilte, og at religiøse ledere pålægger kvinder ikke at fortælle myndighederne, hvis deres mand mishandler dem. “Svenske love gælder ikke i forstæderne.” [17]

I rapportens konklusion kritiseres de svenske myndigheder for deres tilsyneladende manglende evne til at at forbinde individuelle radikale muslimer med de “omgivelser, der former deres ideer og i nogle tilfælde har fremmet deres vilje til at tilslutte sig mere radikale og voldelige grupper”. Rapporten nævner følgende som et eksempel:

“Da den daværende nationale koordinator mod voldelig ekstremisme sagde, at spørgsmålet om, hvorfor så mange valgte at rejse fra Sverige til Islamisk Stat, var et “spørgsmål til en million”, illustrerede det de svenske myndigheders (bortset fra politi og efterretningstjeneste) generelt manglende evne til at forstå, at problemet ikke er opstået i et tomrum.” [18]

Den manglende evne – villet blindhed er nok en mere rammende beskrivelse – til at se, at jihadistisk terrorisme ikke opstår i et tomrum, men derimod næres i særlige omgivelser, er næppe udelukkende en svensk situation. Mange europæiske og andre vestlige myndigheders insisteren på at beskrive terrorangreb som udslag af en “psykisk sygdom” illustrerer det meget godt.

Rapportens forfattere nævner også, at skoler og andre lokale myndigheder ikke ved, hvordan de skal håndtere de udfordringer, som salafisterne skaber. Rapporten nævner eksempelvis, at en muslimsk skolepige ville at tage sit tørklæde af for at lege frisør med de andre børn, men det svenske personale tillod det ikke af respekt for hendes forældres ønske. I et eksempel fra en svensk børnehaveklasse ville en lille pige ikke gå med sit tørklæde, men det svenske personale tvang det på hende, “selv om det føltes forkert”, for det var forældrenes ønske. Svensk skolepersonale har også fortalt, at de ikke ved, hvordan de skal reagere, når børn ønsker at spise og drikke under ramadanen, mens forældrene har givet besked om, at de skal faste. [19]

Rapporten er et vigtigt første skridt i retning af, at Sverige endelig anerkender, at der er et problem, men medmindre de svenske myndigheder – heriblandt den svenske regering og de politiske ledere, der nægter at anerkende virkeligheden i Sverige – læser og internaliserer den, vil undersøgelsen have været forgæves.

Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk kommentator.