DEN FRANSKE SYGE

I gamle dage var ’Den Franske Syge’ en formildende betegnelse for syfilis, en lidelse man kan pådrage sig, hvis man opholder sig meget ude om natten. Den moderne udgave af den franske syge rammer nationer, der rådner op indefra, fordi de har opgivet at forsvare deres frihed, identitet og nationale kultur. Disse samfund har ikke viljen og modet til at overleve, men ruller kraftesløse om på siden og opgiver ånden. Det er i særlig grad Frankrig og Sverige, som er ved at gå i opløsning, men også Tyskland er på vej mod demokratiets hospice, hvorfra ingen vender tilbage. Dette fatale sygdomsforløb ser vi demonstreret i Frankrig i disse dage, hvor migranter med islamisk kulturbaggrund hærger, plyndrer, overfalder og sætter i brand.

Danske og udenlandske medier er med det samme ude med enslydende kommentarer, der forklarer optøjerne og ødelæggelserne med de franske myndigheders diskrimination af muslimer, der udsættes for politivold, manglende inklusion i samfundet og den altid nærværende islamofobi. Den britiske anti-borgerlige avis, The Guardian, skriver i en kommentar, at det islamiske oprør skyldes, at muslimer i Frankrig holdes ude af den franske republiks idealer og principper. Den unge biltyv og flugtbilist, der unødigt blev skudt og dræbt af politiet, var dog aldrig årsagen til det islamiske voldsorgie, men kun anledningen. Og kommentaren i The Guardian viser kun, at europæiske medier er fuldstændig uvidende om den islamiske samfundskultur og politiske grundlag. Den franske republik hviler siden 1789 på principperne om Frihed, Lighed og Broderskab, begreber der ikke giver mening for en muslim. Frihed betyder ikke noget i islam, der i 1400 år har været styret af totalitære kræfter. Det, der styrer muslimens liv, er underkastelse under det islamiske fællesskab. Individet betyder intet. Familien, stammen, klanen betyder alt. Lighed eksisterer ikke i islam. Kvinder anses for undermennesker, der dog står over jøder, kristne og andre vantro, som ifølge islams hellige skrifter skal bøje sig for islam og bringes til at finansiere muslimens liv, sådan som det også praktiseres overalt i Vesteuropa. Den franske republiks tredje princip, Broderskabet, anses af islam for en vits. Det er utænkeligt, at en rettroende muslim kan være ven med en vantro. Broderskabet eksisterer kun inden for det islamiske fællesskab. Og ikke engang der, idet sunni-muslimer og shia-muslimer hader hinanden lige så meget, som de afskyr kristne og jøder. Koranen forbyder muslimer at være venner med kristne og jøder, fordi de kun er venner med hinanden”.

Det er helt ude i hegnet, når de toneangivende europæiske medier påstår, at Frankrig har forsømt at integrere og inkludere sine muslimske migranter. Franske integrationsprogrammer tilbyder muslimske migranter en gratis faglig uddannelse, som indfødte franskmænd ikke kan få del i.  Franske skoler lemper svage muslimske elever gennem uddannelsen og giver dem adgang til ekstra lektiehjælp. Franske universiteter giver adgang til ukvalificerede muslimske studerende. Islamiske migranter bliver forkælet af de franske myndigheder med friboliger, gratis adgang til sundhedsvæsenet, gratis uddannelse, permanente overførselsindkomster også til muslimske migranter, der ikke gider arbejde. Og det er mange. I stedet for at vise et gran af taknemmelighed har det islamiske migrantsamfund opbygget en myte om racisme, manglende inklusion og politivold rettet mod udelukkende muslimer.

Frankrig har historisk haft republikkens tolerante porte åbne for folk af alle racer og nationaliteter. Gennem de seneste 100 år har tusinder af tilvandrende russere, vietnamesere, vestafrikanere og caribiere integreret sig gnidningsløst i den franske demokratiske retsstat.  Det gælder dog ikke de islamiske migranter, der inderligt hader alt, hvad det franske samfund står for. Muslimerne afviser frihed, folkestyre og fred. De forlanger underkastelse, kræver dominans og rigeligt med penge til at leve for. Washington Post publicerede for nogle år siden en undersøgelse, der viste, at næsten 70 procent af de indsatte i de franske fængsler er muslimer. Ifølge den islamiske myte er det netop årsagen til, at de sidder der. Den virkelige grund er naturligvis, at de fængslede har været tiltalt for en forbrydelse, som anklagemyndigheden har kunnet bevise over for domstolene.

Integrationsbestræbelserne, som koster den franske stat et gigantisk milliardbeløb hvert år, har nu resulteret i en bølge af had, vold og plyndringer, der indtil videre er opgjort til mere end en milliard euro ifølge CNN. 3000 biler og 500 busser er sat i brand, tusinder af forretninger er blevet plyndret. De rasende muslimer er især gået efter forretninger, der handler med Yamaha motorcykler, Folkevogne og vaskemaskiner samt supermarkeder. Apoteker, biblioteker, skoler og rådhuse har fået alvorlige brandskader fra de hærgende horder, der er strømmet ud fra deres 750 islamisk styrede ’no-go’ enklaver, hvor politi og brandvæsen ikke tør vise sig uden at være i talstærke kampformationer. De oprindelige protester mod den unge biltyvs tragiske død druknede hurtigt i de islamiske massers almene had, grådighed og selvtægt. Ifølge PEW udgør muslimer 7,5 procent af den franske befolkning og hele 10,6 procent om 20 år. Der bliver noget at tage fat på for de 45.000 politifolk, der var sat ind mod de seneste dages volds- og plyndringsbølge.

Både Sverige og Frankrig synes fortabt for frihed og folkestyre, og som dansker må man spørge sig, om vi er på samme vej mod afgrunden. Vores demokrati og vores retsstat har længe været under pres fra totalitære kræfter og er ikke mere, hvad det har været. Kan vi søge nye veje frem mod et frit samfund med lige ret og pligt for alle, eller ender vi som en falleret stat som Frankrig? Vi ender nok midt imellem. Der, hvor vi befinder os bedst. Vi skal jo være her alle sammen.